Oldtidens stjernekundskab omfattede astronomi, astrologi og tidsmåling og var et specielt vigtigt emne i datidens lærdom. En egen udformning af denne himmellære kendtes i Egypten længe før indførelsen af babylonisk astrologi.
          Tidligt fandtes et observatorium øverst på månegudssønnen Khonsu's helligdom i templet i Karnak/Theben. Og fra de ældste tider brugtes astronomiske sigtelinjer som plan for tempelanlæggenes akser.

          Det store antal af vesiren Senmut's mange stillinger - og tilmed at være Egyptens kalenderforvalter - var de ikke nogen urimelighed; f.eks. var farao Amenhotep II's sekretær også øverste astronom ved templet i Karnak (Theben) og ydermere landmåler samt opfinder af verdens første offentlige bogholderi.
          De ældste astronomiske overleveringer i Egypten er sparsomme, der findes kun få stjernebilledaftegninger. De viser især Sirius - samt Karlsvognen, også kaldet Store Bjørn, men af egypterne benævnt khepesch (eller evt. meskhetiu), der er udformet som en (okse)skank. Desuden findes ældre brudstykker af de 36 såkaldte dekan-stjernebilleder (tidligste fund fra 2300 f.Kr.), der markerede egypternes opdeling af ekliptika (solens tilsyneladende bane) i 36 sektorer.

          Men i Senmuts andet og seneste gravanlæg (i Theben: nr. TT353) er det netop ikke brudstykker - for hovedkammerets loft er dækket af et detaljeret astronomisk og astromytologisk, helt stjernekort, som for første gang viser: Et fuldt færdigt himmelsystem. Dette imponerende kort var både en milepæl og en nyskabelse i den egyptiske astronomi. Og de er i det hele taget verdenshistoriens ældste samlede astronomiske afbildning.
          Dette ufærdige og aldrig benyttede, hemmelige Senmut-gravanlæg, blev fundet i 1925 og er dateret til mellem 1500-1470 f.Kr. Dateringen vil her blive yderligere indkredset, og det vil fremgå, at gravanlæggets indretning sluttede brat i 1493 f.Kr.

          Det ejendommelige er, at Senmut med den af forskerne formodede borgerlige afstamning her har ladet sit gravanlæg udstyre på denne særlige måde, som end ikke en farao kunne måle sig med:  Nemlig et astronomisk udstyr der ikke alene som nævnt er det ældste, der kendes i Egypten, men stadig i de følgende næsten 300 år er eneste eksempel på et sådant fuldt udarbejdet stjernekort.
          Det er et faktum, at efter Senmut forekom stjernekort kun i enkelttilfælde og normalt kun hos faraonerne. Så først senere igen i farao Seti I's gravanlæg fra 1200-tallet f.Kr. findes et sådant regulært astronomisk og astromytologisk stjernehimmel-arrangement. Og efter dette er der et lignende kort hos Ramses II, dog ikke så uddybet.
          Hvad var Senmut da for en mand, når han kunne konkurrere på lige fod med - ja, endda overgå faraonerne på dette dengang så betydningsfulde område? Fra samtidige inskriptioner vides, at skønt den stjernekyndige Senmut som nævnt var landets mægtigste mand efter Hatshepsut, og skønt han havde et stærkt parti bag sig, faldt han pludselig - så gådefuldt - i unåde og forsvandt derefter totalt.

          Senmut nåede derfor aldrig at tage dette gravanlæg i anvendelse, og ligeledes er der tydelige spor af, at arbejdet pludselig blev afbrudt. På materialer i Senmuts gravanlæg er der fundet dateringer udført af arbejdsholdene. De seneste datoer er fra afbrydelsen, hvilket er med til at vise, hvornår han forsvandt.

(Ovenstående tekst er gengivet med tilladelse, - kilde: Ove von Spaeth's værk, "Gåden om Faraos Datters Søn", 2000).



Herunder:  Verdens-aksen strækker sig fra stjernen Canopus via Sirius op til Vega i stjernebilledet Lyra - himlen's tre mest skinnende stjerner, og de fremtræder på en perfekt, lige linje. På samme måde med Senmut stjernekortets 'akse' - en kosmisk faktor der på lignende vis som obeliskers symbolik, der præsenteres i den egyptiske oprettelsen myte.

Både hvad angår tid og sted levede Senmut i brændpunktet af en ekspansion på flere niveauer inden for religionen, især den version der udgik fra Theben. Religionens begreber omfattede også kosmologiens særlige relation til himlen og dennes indretning, igen på flere niveauer, hvilket Senmut netop stiftede bekendtskab med.
          Men om end Senmut udviste stor begavelse også på det felt, har han ikke selv opfundet himmelkortenes opdelingssystem, der kun kan ses som et resultat af en længere tradition for stjernemæssig tidsaflæsning ("stjerne-ur"). Men han synes at have opfundet afgørende forbedringer med udvidelser (jf. Ove von Spaeth's bog: "Gåden om Faraos Datters Søn", hele tillæg 2 beskæftiger sig med denne stjerne kortet) og endda nyskabelser i stjernekortenes opbygning.
          Disse første hele stjernekort, installerede i Senmuts hemmelige gravanlæg, dannede skole og var en model, der i princippet efterlignedes i de følgende 1.500 år i Egypten. Men et særligt motiv, der på andre stjernekort i senere faraoners gravanlæg og i templerne efterhånden blev mindre betonet, og undertiden helt fjernet, er derimod oprindelig hos Senmut det mest dominerende: Verdens-aksen.
          Dette fænomen må ikke forveksles med Jordens akse, men er dannet af himlens tre kraftigst lysende stjerner, Canopus, Sirius og Lyra/Wega (jf. bind 1's kap. 10), der tilsammen viser sig som på en lige linje langs den lysende Mælkevej tværs over himlen.
          Dette specielle fænomen dukker af og til op i forskningen. Og at denne Verdens-akse er Senmut-stjernekortets hovedmotiv bliver især forståeligt i relation til kongebarnsritualet: traditionen med det spæde kongebarns færd på Nilen. Ritualet synes ofte udført på et tidspunkt, der tilsvarer starten af maj, hvor Solen hvert år passerede Verdens-aksen.

          Dette første, komplette stjernekort installeret i Senmut's hemmelige grav blev en model, som i princippet blev kopieret i de følgende 1500 år i Egypten. Men et særligt motiv - som i andre stjernekort i gravanlæg for senere faraonerog i templer blev gradvist mindre fremhævet, og undertiden er forsvundet fuldstændigt - er oprindeligt den mest dominerende udgave hos Senmut: Verdens-aksen.
          Idet denne akse er etableret ud fra de tre mest strålende stjerner til himlen, dvs. Canopus, Sirius og Lyra/Vega (jf. Ove von Spaeth's bog: "De Fortrængte Optegnelser", kapitel 10 er dedikeret til disse fakta), bør dette fænomen ikke forveksles med Jordens akse. Tilsammen viser disse tre stjerner den rette linje langs den lysende Mælkevejs forløb hen over himlen.

          Selv om Senmuts stjernekort indeholder den ældste afbildning af Verdens-aksen, der kendes nogetsteds, kaldes den - af de få egyptologer, der overhovedet har bemærket den - "en mast". Måske den eneste forsker, der vides at have genkendt Verdens-aksen på Senmut-stjernekortet, var direktøren for Bamberg Observatoriet, den tyske astronom og astronomihistoriker Ernst Zinner, der i sin afhandling "Die Sternbilder der alten Ägypter", i 'Isis' Science Magazine (1933, Vol. 16, pp. 301-325) omtalte den netop som: "Verdens-aksen på stjernekortet" - få år efter gravanlægget med kortet blev fundet.

          Samtidig udgør Senmuts stjernekort et himmelportræt, som i realiteten er verdens ældste kendte horoskop i dette udtryks oprindelige mening, der betegnede at "læse på himlen" især for at bestemme tiden ud fra bestemte figurationer af stjerner i horisonten. Ved en nærmere analyse af inskriptionerne på Senmuts stjernekort kan aflæses, at næsten alle planeterne er samlet omkring stjernen Sirius og dermed Verdens-aksen. Dette peger på en bestemt dato:
          - Planeternes positioner og specielle rækkefølge ved Sirius-sektionen på Senmuts stjernekort udgør en så sjældent optrædende kombination, eftersom præcis denne individuelle form kun er forekommet mindre end fire gange inden for flere tusinde år i den pågældende himmelsektor, bl.a. netop i Senmuts tilfælde i maj 1534 f.Kr. Alle år fra 2200 f.Kr. til 200 e.Kr. er i den forbindelse undersøgt (jf. analyse i den store tabel i Ove von Spaeths afhandling om stjernekortet, eller i Appendiks 2 i hans bogseries bind 2 i appendiks 2 om Senmut).

          Imidlertid er denne egenskab ved Senmut-kortet ikke hidtil blevet opdaget af forskningen. Ingen synes at have undersøgt, om selve den nævnte opstilling af de af egyptologerne allerede identificerede planeter på kortet er forekommet i virkeligheden, skønt netop en sådan speciel planetgruppering altså reelt viste sig på himlen just på Senmuts tid.

(Ovenstående tekst er gengivet med tilladelse, - kilde: Ove von Spaeth's bogseries bind 2: "Gåden om Faraos Datters Søn", 2000).



Herunder:  Horus, her som den sol-relaterede hellige falk, er tilknyttet Verdens-aksen, der (nu som Horus' siddeplads) er selve fortøjningspælen for Isis' himmelbåd (til venstre, den transporterer himmelko-gudinden Hathor) - alle fra egyptisk mytologi-tradition. Denderah-templets himmelrelief viser en blanding af den ældgamle egyptiske tradition og en babylonisk-græsk indflydelse sent i den egyptiske historie.

Med opdagelsen af dateringsmeddelelsen i Senmuts stjernekort er nogle præcise spor blevet afsløret, hvilket igen kan bestyrke indicierne for Senmuts skjulte baggrund og egentlige status. Men først:
          Mange, ligeledes eksakte undersøgelser af andre egyptiske stjernekort afdækker den kendgerning, at de efterfølgende 1500 års versioner af stjernekort var opstillet med Senmut-kortet som model i de tilfælde, hvor planeterne befandt sig på tilsvarende måde samlet omkring Sirius, med ofte kun en mindre forskel i rækkefølgen, nemlig sådan som de individuelt var placeret på himlen på just de pågældende tidspunkter, hvor disse senere stjernekort blev opstillet. Først i Egyptens seneste perioder kan de tidsmæssige omstændigheder synes mere tilfældige.
          Men de tidligste korts individuelle tidskorrespondance er præcise, hvorfor dateringen af Senmut-kortet vil kunne fastlægge perioden mere nøjagtigt for Senmut og hans samtidige: Hatshepsut og Tuthmosis-kongerne.
          Denne periode i Egyptens historie under 18. dynasti viser sig ud fra Senmut-kortets visuelle angivelser ofte anbragt 20-30 år for sent, hvis mange egyptologers såkaldte low-datering følges, og ifølge hvilken Tuthmosis III først regerede fra året 1479 f.Kr. - i stedet for den reelle tid (i hans statskup) i 1486 f.Kr.
          Men sådanne dateringer er atter en forbigående trend. For i egyptologiens ca. 200 års historie (fra da den videnskabelige del af Napoleon's stab begyndte i 1799) har det jævnligt været forsøgt at forbedre dateringerne, der er således blevet flyttet og omdefineret efter intervaller på ca. tyve år. Næsten hver gang der er gået tyve år, og en ny generation af forskere er indtrådt, er en ny datering blevet foreslået - men stadig uden tilstrækkeligt sikkert resultat.

(Ovenstående tekst er gengivet med tilladelse, - kilde: Ove von Spaeth's bogseries bind 2: "Gåden om Faraos Datters Søn", 2000).



Nedenfor: Senmut-kortets "mast", Verden-aksen, ses her med det omdrejende stjernebillede Meskethiu (Store Bjørn), som har forbindelseslinje til Horus og hans harpun. Øverst er placeret Skorpionstjernens gudinde (som i den virkelige himmels verden også er placeret præcis her (og dermed nær stjerrnebilledet Cygnus-Svanen).

Inden for det gamle Egyptens religiøse tradition var den højeste gud Amon(-Re) betragtet som far til kongen, og kongen selv var en gud. De religiøse doktriner lærte om én skabergud, Amon i Theben i Øvre Egypten - og i Memphis i Nedre Egypten var det guden Ptah. Kosmologisk set var den egyptiske religion i princippet ligesom hos alle de andre store, gamle religioner  og følgelig inkluderedes der heri en stjernelære
          Et særligt begreb fremstår igen og igen i oldtidens religiøse sekter - "Verdens-aksen". Fra kulturer samtidige med den egyptiske kultur findes der flere traditioner, hvoraf enkelte kan henvise til den som en bestemt søjle - ofte i et tempel, hvor den repræsenterer verden-aksen i en kultisk form.
          Meget få historikere hidtil har opdaget Verdens-aksen og betydningen af dens ide-sammenhæng i historien. For bedre at forstå baggrunden for visse af de specielle kultiske ideer, der var udbredt i oldtiden, er det vigtigt at gøre sig klart, hvilken uhyre betydning der i de store kulturer i ældre tider blev tillagt Verdens-aksen, også kendt som Verdenssøjlen og Verdenstræet.
 
          Verdens-aksen - ikke at forveksle med Jordens akse - var oprindelig netop forbundet med især de gamle religioners stjernelære. Overalt blev aksen opfattet - ligesom allerede nævnt for specielt de østlige Middelhavscivilisationer - som bestående af himlens tre mest strålende stjerner, dvs. Canopus som roden af Verdens-aksen, Sirius lidt over denne, og Vega (Lyra) som dens øverste pol højt i den nordlige himmelregion. Positionerne for disse tre særlige stjerner kan ses som beliggende på en lige linje tværs himlen langs Mælkevejens lysende bånd, der strækker sig hele vejen fra sydligst og op over øverste nordhimmel.

          Fordi Jordens egen akse bestandig flytter sin position i forhold til det omgivende verdensrum, bliver  bliver Lyra igen nordstjerne om 12.600 år, ligesom den stjerne har været det engang for cirka 13.000 år siden, hvor Verdens-aksen - set fra Jorden på den tid - da var som en direkte forlængelse af Jordens akses position ud i rummet. Et perspektiv der også synes antydet i flere ældre stjernemyter.
          De gamle grækere demonstrerede en slags kendskab herom. Herodots verdenshistorie (2,142) refererer for således mere end 2.400 år siden, at de egyptiske præster havde en overleveret viden om starten på nogle omvæltende verdensbegivenheder ca. 11.000 år tidligere: for just 13.000 år siden. Det begyndelsestidspunkt for den æra opfattedes som et afgørende, cyklisk udgangspunkt.
 

Verdens-aksen eller Verdens-søjlen var kendt hos de gamle kulturer over
hele Jorden - og stadig i langt senere tid er den kendt blandt de gamle stammer
på de nordsibiriske sletter, hvor denne tegning blev udført omkring 1910.

          Verdens-aksen eller Verdens-søjlen kendtes af filistre, indere, kinesere, keltere, nordboere og germanere. Og af Finlands samer indtil for blot 200 år siden. Desuden var den kendt helt frem til moderne tider hos de gamle stammesamfund på de nordsibiriske sletter - jf. ovenstående tegning.
          Verdens-aksen var endda også kendt på det amerikanske kontinent blandt indianske kulturer. - Hos mayaerne var den Verdenstræet, benævnt junglens kæmpe: cibatræet (xibalba), der har rødder i underverdenen og grene i himlen. Ligeså hos babylonierne - såvel som i den nordiske mytologi.
          I nordboernes mytologi var Verdens-aksen kaldt for træet Ask, ofte yderligere betegnet Yggdrasil¨- eller Jørminsøjlen, en sproglig variant af Irminsul der var navn for germanernes Verdenssøjle. 
          Hos nordboerne var endda selve navnet for træet Ask også navnet både på det første menneske og det sproghistorisk forbundne skandinaviske 'æske', der betyder:  'kiste', 'ark', 'kasse'; dette vil vise en ekstra forbindelse mellem den evige ide om arken og Verdens-aksen/træet.
          Den græske filosof Pherecydes (ca. 550 f.Kr.) omtalte, at "verdens-egetræet var draperet med stjerne-kappen". - I Bibelen findes Livets træ og Kundskabens træ i Paradis, dvs. astro-mytologisk set inden for ekliptika-cirklen på himlen - og virkeligheden kan de ses som ud i ét, Verdenstræet, det ene træs krone er det andets rødder.

          Billedligt er denne akse nævnt eller beskrevet som en vinstok i mange gamle beretninger såvel som i Bibelen.
          I Persien blev kong Cyrus den Store (559-529 f.Kr.) gemt bort, da han var barn, ved at blive sat ud i pleje hos en mand med indvielsestitlen "hyrde" og navnet Mithridates. I dette Mithras-kultiske navn betyder mithras 'pagt' - helt som Bibelens senere betegnelse 'testamente' - oprindeligt var Moses' bibelske skrifter kendt som Loven og Pagten.
          Den pågældende "hyrde"s kone hed på medisk-persisk Spaka og i græsk version Kyno, hvilke på begge sprog betyder 'hund', der igen overalt var det andet meget anvendte navn for stjernen Sirius, "Store Hund", på himlen placeret på Verdens-aksen.
          En af de mange gange i oldtidens beretninger hvor Verdens-aksen er gengivet som en vinstok, er eksempelvis i forbindelse med Agoste, mor til den persiske kong Cyrus den Store. Hun omtales at befinde sig "ved vinstokkens fod", nemlig - ifølge Herodots beretning (1,107-130) - som selve vinstokkens udspring.
          Også i Bibelen er denne akse billedligt gengivet som en vinstok. Ifølge Bibelens "1. Mosebog" (9,29) plantede Noah en vinstok, der hvor hans Ark var strandet, - jf. at Verdens-aksen på himlen passerer gennem stjernebilledet Skibet, der også blev kaldt Arken eller Argo. Den hebraiske bibels "1. Mosebog" (49,11) taler om, at:
                    "... binde hunæslets føl til vinstokken ...",
          - hvilket dertil - og med hver af Jakobs sønner symbolsk tilknyttet et stjernetegn (ifølge Philo og Josefus) - ses som udtryk for det krydspunkt, det "stargate"-lignende sted hvor Solen passerer Verdens-aksen. Og 'hunæslets føl', hebraisk aton, er et egyptisk udtryk for 'Solen'.

 

Seneste kendt astronomisk brug af Verdens-aksen blev foretaget af Ole Roemer,
dansk astronom og opdager af lysets hastighed, som, omkring 1695, havde ladet
denne videnskabelige tegning udføre med aksen vendt op og ned, i betragtning
af at Sirius stjerne var det vigtigste faste punkt for hans målinger og
himmelsk referencer.

I dag bruger astronauterne Canopus stjernen (ikke inkluderet på denne tegning)
- ved nederste del af af Verdens-aksens Lyra-Sirius-linje - som et vigtigt punkt
for referencer ved orientering i rummet.
 

          Dette aksefænomen bør stadig ikke forveksles med en anden faktor, Jordklodens akse. Idet de nævnte tre stjerner tilsammen etablerer en helt lige linje langs den lysende Mælkevejen hen over hele himlen, blev denne linjeføring brugt som sigte-udgangspunkt, f.eks. ved udmåling af stjerners indbyrdes distancer.
          Verdens-aksen er således et glemt kapitel i nutidens værker med gengivelse af verdenshistorien såvel som astronomiens historie. Den seneste kendte brug i praksis af dette himmelfænomen var hos den danske astronom Ole Rømer, opdageren af lysets hastighed. Omkring år 1700, brugte han som en måleteknik til særlige stjerneforhold denne markante akse - men kun fra Lyren frem til Sirius, idet Canopus i syd ikke kan ses nord for Middelhavsområdet.
          Dette næsten totalt manglende kendskab til omstændigheder, der vedrører Verdens-aksen, har netop skabt mange gåder og ofte naive fortolkninger hos forskningen i forbindelse med kosmologien i tidligere tiders religion, tankeverden og opfattelsesmåder.

(Ovenstående tekst er gengivet med tilladelse, - kilde: Ove von Spaeth's bog, "De Fortrængte Optegnelser").



Herunder: Lysstråler reflekteres med skinnende glans i det guldbelagte dække på pyramidion toppen af Ramses II's obelisk. Den vejer 230 tons og er 22,83 meter høj og er placeret i centrum af Place de la Concorde, Paris, siden 1833 - en gave (1829) fra Vicekongen af Egypten, Mehemet Ali.
          Obelisken havde mistet sin top allerede i 6. århundrede f.Kr. Baseret på det oprindelige koncept i det gamle Egypten har den franske regering i 1998 forsynet obelisken med en forgyldt topsten - den er nu den eneste antikke obelisk i verden med en gulddækket pyramidion.

Det ældste kendte egyptiske billede af Verdens-aksen findes på et enestående stjernekort i vesiren Senmuts gravanlæg ved Theben - og blev opsat cirka 1500 f.Kr. på dronning Hatshepsuts tid.
          Den yngste Verdens-akse-afbildning i Egypten fra ca. år 45 på kejser Claudius' tid, og det findes - stadig ukendt eller uidentificeret af videnskaben - på det berømte 2,5 meter brede stjernekort i tempelloftet i Denderah (nu på Louvre-museet i Paris).
          Det har undret, at dette stjernekort er placeret skævt for verdenshjørnerne, men her er det hidtil upåagtet, at: Det er orienteret præcis efter Verdens-aksen, der er afbildet herpå som en egyptisk søjle - en fortøjningspæl for de bevægelige himmellegemer billedligt placeret i små både - placeret i korrekt forhold til alle stjernebillederne.

          En egyptisk tekstsamling, "Bogen om Dag og Nat" fra Ramses IV's tid, kalder aksen menit (mnj.t), 'fortøjningspæl' til himmelbåde til sejlads for planeterne. En anden egyptisk tekst, "Papyrus Harris", omtaler:
                    "... en søjle fra jorden op i himlen ...".
          Denne udgave af aksen som fortøjningpæl er hidtil ukendt hos egyptologerne. I de 4.500 år gamle, såkaldte "Pyramidetekster" hyldes denne pæl tydeligvis i sin rolle som Verdens-aksen:
                    "... Himlens porte er åbne for dig, fortøjnings-kvinden kaldes frem som Isis ...".
          Her er sammenhængen meget åbenlys, idet gudinden Isis altid var identificeret med Sirius-stjernen ved Verdens-aksens rodstykke.

          Verdens-aksen var forbundet med himmelkultiske ritualer:  Verdens-aksen, eller Verdenstræet, i form af en bestemt søjle eller pæl - som fandtes i oldtidens templer og helligdomme - omtales også i "5. Mosebog" (16,21):
                    "... Du må ikke plante dig noget træ som hellig pæl nær din gud Jahwehs alter ...".
          Det var i oldtiden en udbredt tradition ved særlige situationer at sove i templet (især kendt fra den senere lægegud Asklepios' tempel), i inkubatoriet, ofte arrangeret at finde sted ved foden af en sådan søjle. Denne søjle opfattedes at være tilknyttet en speciel kraft, hvorved den sovende i en drøm ville få oplysning f.eks. om et helbredelsesmiddel eller om noget af vigtighed for sin fremtid. Gaver givet af taknemmelige kunne hobe sig op ved søjlens fod, som var det - med et nutidigt billede - ved juletræets fod. Det kunne ske, at hele tempelskatte blev grundlagt på denne måde.

          Stadigvæk 400 år efter Moses levede traditionen hos israelitterne om at få åbenbaringer ved det, der tidligere havde været forbundet med foden af Verdens-aksen, nemlig arken for Pagten. Bibelen gengiver en episode, cirka 1100 f.Kr., da profeten Samuel var dreng, hvor han lagde sig ind for at sove foran Pagtens Ark, der på den tid var anbragt i Eli's tempel i Silo. - Ifølge samme bibeltekst modtog Samuel ofte visdomme og profetier under "samtaler med Jahweh" ved et sådant arrangement.
          Det helbredende eller magiske ved Verdenssøjlen/pælen genkendes i bibelteksten om Moses, der under ørkenvandringen proklamerede, at syge israelitter skulle blive raske, når de lagde sig foran en hellig pæl, som han lod opstille i ørkenen. Bibelen beskriver, at der på pælen var anbragt en kobberslange - der senere bevaredes som reliqvie i Jerusalems tempel, men blev fjernet af kong Josias 622 f.Kr. Moses' pæl med slangen er ældste kendte udgave af det stadig anvendte lægesymbol, der siden græsk-romersk tid kaldes "Æskulap(Asklepios)-staven".
 

 
          I den hebraiske Bibels "1. Kongebog" (18,19) er profeten Elias i en religionsstrid mod kong Akabs 400 Ashera-profeter, dvs. den hellige pæls præster.
          Fra 700 f.Kr. berettes i "2. Kongebog" (21,3) og "2. Krønikebog" (33,3), at i Jerusalems tempel lod Judæas kong Manasseh:
                    "... opstille hellige pæle ... og bøjede sig for hele himlens hær og dyrkede dem ... og ... øvede magi og tog varsler ...".
          - Bibelen bruger udtrykket "himlens hær" flere gange i betydningen 'himlens stjerner'.
          Den Hebraiske bibeltekst i "2. Kongebog" (23,3) beretter om Judæas kong Josias, 622 f.Kr., i "Jahwehs hus" - dvs. templet i Jerusalem - hvor:
                    "... kongen placerede sig ved søjlen, og sluttede pagt foran Jahwehs ansigt ...".
 

Verdens-aksen - og gudens nedstegne ånds faderskab

Verdens-aksen eller Verdenssøjlen ansås for et magisk sted, hvor guder åbenbarede sig og steg ned fra højere regioner ad søjlen eller pælen som himmelstige, - jf. Jakobs drøm ved foden af himmelstigen (1. Mosebog 28).
          Ved denne hellige søjle - eller hellige træ, Verdens-træet - knyttet til disse særlige kræfter, kunne der udføres det nævnte kultiske ritual, det såkaldte hieros gamos, 'det hellige samleje' - udøvet af landets kongepar eller kronprinsepar. Det var dette bestemte ritual på et helligt kultsted eller i en særlig afdeling i templet, der i nogle tilfælde andre andre steder synes at have udviklet sig til tempelprostitution-skikken. - I Egyptens templer ses verdenssøjlen ikke almindeligvis som en fysisk søjle, men som en ide relateret til himlen.
          Blev et barn undfanget ved de udvalgte kongelige personers rituelle hieros gamos-akt, hed det sig, at "guden var far til barnet". Meget omkring disse omstændigheder kan f.eks. ses i Luxor templet, hvor Amonkultens centrale rum viet til den guddommelige farao og har afbildninger, der viser det "teogamiske dogme", dvs. den øverste gud Amons forening med dronningen, hvoraf faraonens 'overmenneskelige' væsen mentes at opstå.
          I egyptisk mytologi var gudesønnen Horus undfanget og genfødt i Osiris' kiste ved roden af Verdenstræet, der her afbildedes som en erica-art, nemlig det cirka to meter høje lyngtræ benu. Dette har ordspil på "genfødselsfuglen" Fugl Føniks, som egypterne kaldte benu. Mens grækerne kaldte træet: Føniks (en palme-art).

          Senere omtaler en græsk myte, at guden Zeus steg ned i skikkelse af en svane og befrugtede Leda (jonisk fo 'kvinde'), som herefter fødte tvillingerne Kastor og Pollux - stjernerne i stjernebilledet Tvillingerne.
          Hele beretningen er forbundet med astro-mytologiske udtryksformer anvendt i de kultiske mysterier: - Stjernebilledet Svanens (Cygnus) position ved stjernen Vega (Lyra) ved Verdens-aksens øverste pol ansås som udgangspunkt for en guddommelig kraft, der fulgte denne magiske Verdens-akses forløb fra øverste himmel og ned til 'kvinden' ved aksens fod. Sønnerne er Tvillingernes stjerner, der befinder sig lige over denne nedre del af Verdens-aksen.

          Af Homers gendigtning af det græske mytestof fremgår, at da Odysseus genforenedes med sin hustru, skete det i en ægteseng udhugget af et kæmpe oliventræs stub, der stadig havde rødderne i jorden. Det hellige samleje under stjernerne foregik på selve roden af træet, dets nederste "Canopus-del".
          Den grundlæggende ide i dette - placeringen nederst under træets krone oppe i himlen eller endda hele himlen som en udspændt baldakin - kendes senere på europæiske kongelige ægtesenge til bryllupsritualet - de var de første med stjerneudsmykket sengehimmel, en kanope ("ligesom ved Canopus").

          Stjernekult var ofte forbundet med dyrkelse af pælen, Verdens-aksen, suppleret med orakeludøvelse og eventuelt tempelprostitution.
          Bibelen omtaler bl.a. en tempelprostitution forbundet med kulten for gudinden Astarte (Balith eller Ashera) ved Jerusalem, som den jødiske kong Josias forbød 622 f.Kr. En udbredt type figurer af gudinden i det gamle Israel var søjleagtigt smalle: Ashera er, som nævnt, hebraisk for 'hellig pæl'.
          I Egypten ses himmelko-gudinden Hathor ofte gengivet i udformning af bygningssøjler og bærer "himlen", der er templets stjerneudsmykkede loft - f.eks. i Hatshepsuts tempel i Deir el-Bahari, der især var tilegnet denne gudinde. Også kulten i det lille egyptiske tempel i Serabit el-Khadim på Sinai var tilegnet Hathor i dennes semitiske genpart, Balith/Astarte, her afbildet netop som kopi af Hathor.
          Allerede farao Amenhotep II (1456-1430 f.Kr.) lod denne kanaanæisk-qainitiske gudinde Astarte - også kendt under navnene Balith eller Anath - indføre og derefter indgå som en del af den egyptiske, religiøse opfattelse.

Verdens-aksen med vigtig tradition i det gamle Indien og Kina

I oldtidens Indien en særlig kosmisk-religiøse, filosofiske tradition har også haft fokus på Nordstjernen (Stella Polaris), der er forbundet med henvisning til Skilpaddestjernen, Kurma ('skildpadde'). Det er alle nævnt i den gamle tekst "Patañjali's Yoga Sutras" - og stjernen er tredjekraftigst lysende stjerne på himlen og er også kendt i Mellemøsten og Europa både under sit arabiske navn Vega og græske navn Lyra.
          Denne stjerne kan ses placeret som en øverste center i den nordlige himmel og var kendt i Egypten, Indien, Kina, såvel som hos grækerne. Den virkelige Nordstjerne eller Skildpaddestjernen kaldet Kurma, dvs. Vega, var den oprindelige Nordstjerne for 13.000 år siden, men den udgør stadig og altid toppen af Verdens-aksen.
          Når altre blev grundlagt i oldtidens indiske templer, indeholdt disse altre ved bunden et skildpaddeskjold - der i disse templernes skulle bidrage til at virkeliggøre forbindelsen med himlen øverst oppe.
          Inde i Beijing, i kejseren af Kinas separate, hellige Forbudte By, findes en enorm skildpadde støbt i bronze og placeret i det nøjagtige centrum for dette særlige områdes basale arkitektur med himmelinspireret layout. Bl.a. findes Mælkevejen symbolsk indbygget - og tilmed navngivet således - i hele pladsens arkitektur.
          Ovennævnte "Yoga Sutras" indeholder 195 stanzas med lærersætninger - tilknyttet oldtidens Indiens "samling af højeste viden", dvs. Vedanta-doktrinen i Upanishade-teksterne. For ca. 2.300 år siden nedskrev vismanden Patañjali "Yoga Sutras" i deres endelige form.
          En særlig gruppe af stanzas i Patañjali's Yoga Sutras, bog III, Sutras 25-31, informerer om stjernerne og deres kosmiske arrangement og placering i rummet. Sutra 28 lyder:
                    "... Ved intensiv meditation (Samyama) om Nordstjerne (Polstjernen) vil den person, der praktisere denne yoga opnå viden om stjernernes bevægelser. ..."
 

Nut, den egyptiske himmelgudinde.
 

Verdensbegrebet som levende ånd

Som i den mytologiske inspiration fra oldtidens Egypten udtrykte de høje, slanke obelisker: "i begyndelsen" da den første top af fysisk masse hævedes op og modtog den første lysstråle. Og Benu-fuglen, der repræsenterer det evige liv, manifesterede sig og satte sig på toppen. Lyset og livet således i forbindelse i den arke-kosmiske oprindelse.
          Fra Jorden kan vi se vores egen galakse næsten ligesom det smalle snitflade på et diamentralt snit gennem en tallerken, med selve snitfladen som nesau - det egyptiske udtryk for 'Mælkevejen' - der omgiver den kosmiske Verdens-akse med lys i dens forløb hen over himlen fra syd til nord.

          Lyset i universet har en særlig kvalitet for liv, og dette lys bliver på sin særlige måde "forstærket", når det passerer gennem en galakse. Dette er hvad der sker - også når lyset diametralt går via vores galakse's kurvede yderkant og - set fra Jordens placering - stråler udfra den lange smalle overflade, der fremtræder netop som "et snit", dvs. den lysende, bånd-lignende Mælkevej, som i mytologien var opfattet som det informative og "nærende" Livets Verdenstræ.
          Ligeledes i de gamle kulturer kunne mennesket opfatte Mælkevejen som den sande, oplysende livsopretholder på himlen. Fra kosmos fremsender den - ifølge videnskaben i nærmeste fremtid - udstrålingens særlige bio-energiske lysformer.
          Det lys, den kosmiske alt-gennemtrængende lysstråling, danner superstring-lignende forbindelser og sammenhæng i universet.
          Et sådant lys, selvorganiserende intelligent struktureret udstråler sine kvaliteter gennem vores galakse, blev betragtet som et værktøj for skabelsen - udfyldende selve universet ved at være det formende såvel som informerende medium. Det universelle lys i sig selv eksisterer som en superinformation, der aldrig vil forsvinde eller opløses (men kan variere i fremtrædelsesniveauerne) - disse faktas konsistens indgår i sammenhængen med den moderne astronomi og kvantefysik/mekanik.

          For eksempel, dette at transportere data, billeder og musik ved hjælp af lys i optiske fiberkabler - er i dag et velkendt princip. Men langt ud over en sådan begrænset, jordisk funktion eksisterer den kosmiske effekt.
          Der findes ikke sådan nogen "tomhed", fordi selv de mørke masser i universet - dvs. langt mere end 74 pct. af universet - er også kosmisk stråling af forskellige former for frekvenser, selv om der ikke er direkte synligt for det menneskelige øje, man hvad vi kan opfatte som lys i specielle kvaliteter, hvoraf flere kan måles af nutidens videnskab. (Mørkestof udgør omkring 22 procent af rumfanget, mens den normale stof - stjerner, planeter og alt lignende der der kan ses - udgør de resterende 4 procent eller deromkring).

 

 
Galakse af vores Mælkevejs-type (her: Andromeda, M31) - set fra siden.
 

Ved begyndelsen fremstod lyset

Angående "i begyndelsen" i den gamle egyptiske kosmologiske beretning omtales "... de første lysstråler, der lyser op i verden ..." - og i Biblens 1. Mosebog(1:3) om Skabelsen, findes det manende udtryk: "... og der var lys ...".  De to amerikanske forskningsingeniører og Nobelprismodtagere, Arno A. Penzias og Robert W. Wilson, fandt i 1965 de første fysiske beviser (som de kaldte "lyden af Big Bang") på de hypoteser, der tidligere var blevet forelagt af Pyotr Kapitsa og især af George Gamow. Penzias og Wilson kunne her vise, at "lyset er oprindelsen i universet" ... "pludseligt ordnede universet sig og blev gennemsigtigt".
          Gamow havde offentliggjort et værk om Big bang teorien: den vigtige kosmogoni-afhandling, "The Origin of Chemical Elements" (Physical Review, April 1st, 1948) - det blev kendt som Alpher-Bethe-Gamow teorien, og derefter ved at iagttage/lytte til det store univers havde Penzias og Wilson opdaget baggrundsstråling med kosmologiske oprindelse - idet 300.000 år efter universet blev skabt, herskede der mørke. Så, pludseligt, brød de allerførste stråler af lys gennem skyggerne - for nu frit at trænge igennem den universelle mørke.
          Kosmos har, ligesom et "fossil", således bevaret spor fra universet i sin vorden og her bevaret et spor af dette oprindelige øjeblik i form af baggrundsstråling. Som sådan udgør det en enestående hukommelse, leverer elementer i et svar på spørgsmål om fødsel af universet, dets udvidelse og dens fremtid.
          Det bærer vidnedbyrd om det allerførste stråler af lys - i dag ved vi, at lyset er der udsendes af frembringelser i form af elektromagnetiske bølger eller partikler kaldet fotoner, dvs. den berømte bølge/partikel-dualitetsform i kvantemekanik.

          Lyset iboende funktionsmetoder besidder nogle af de samme kvaliteter som sprog, som - i sigselv - indeholder information, for eksempel om forskelle, tid (nuværende, fremtidig etc), placering (sekvens), og mange andre data (jf. sproget i sig selv som den evige læremester). Dertil indeholder lyset data (udover f.eks. det vi kender som tekniske og astronomiske oplysninger), hvoraf nogle er nødvendige for livsformerne og deres udvikling, ekspansion, og opretholdelse (f.eks. helbredelse).
          Disse egenskaber er - ifølge de gamle vismænd - at finde i selveste logos. Desuden, i oldtidens kulturer blev dette specielle lys gennem tiderne visualiseret som Livets træ og Kundskabens træ netop i forening, Verdenstræet, nemlig hvor grene og kviste på den ene træ udgør rødder og rodnet på den andet, og vice versa, det hele i ét lysende billede på himlen, Mælkevejen.

          Eksempelvis er det kendt, at egypterne bl.a. opfattede deres livgivende og livsopretholdende Nilflod og dens løb fra syd til nord som en afspejling af Mælkevejen på himlen.
          Rundt omkring i verden findes mange gamle skabelsesberetninger, som forklarer oprindelsen af Mælkevejen og dens navn. Udtrykket galakse for Mælkevejen er fra en oversættelse fra græsk galaxias, som er afledt af ordet for 'mælk' (gala). I Indien er den kaldt Akashganga eller en himmelsk form af den hellige flod, Ganga. I den græske myte var Mælkevejen forårsaget af mælk spildt ved at gudinden Hera diede Heracles. I Egypten og i de gamle nordiske myter var kosmos den store himmelko med livgivende mælk som den flydende gigantiske strøm af stjerner og det kondenserede lys fra disse som værende livs-understøttende, - jf. Mælkevejen som Livets Træ i kombination med Kundskabens Træ.
          Igen, Mælkevejen ansås som den sande, oplysende livsopretholder på himlen - udstrålende bio-energiske lysformer - som også citeret fra Penzias og Wilsons videnskabelige forskning: "... lyset er oprindelsen af universet . ... ".


 

Mælkevejen - afbildning af vores galakses infrarøde center.

'Verdens-træet' - panorama af Mælkevejen, fotograferet alle 360 grader rundt om os.

          De gamle egyptere og mange andre kulturer før dem havde en religiøs, vital viden om flere funktioner i disse forhold, selvom de ikke var forstået ved tekniske detaljer i moderne forstand, men alligevel ved en endog imponerende opfattelse.

          Hvad angår primallyset, ses obeliskerne at repræsentere de samme træk eller principper som Verdens-aksen og - selv om de ikke er identiske - har disse kvaliteter tilfælles.
          Målingerne af de egyptiske kæmpeobelisker, hovedsageligt producerede i 18. og 19. dynasti (nogle af de ældste obelisker er mere end 3.500 gamle), viser - i princippet - nogle meget specielle nøgletalsforhold i længderne af obelisk-skaftet kombineret med bredden, både ved deres fod og på den slanke øvre del under deres pyramidion (geometrisk legeme) i toppen, og endda i diagonalerne. Disse matematiske proportioner bør undersøges af moderne videnskab og sammenlignes eller sættes i relation til målinger eller tal i visse grundlæggende biologiske formudtryk og omstændigheder - såvel som til lysets indflydelse og reaktion.
          Idet nogle dybe opfattelser af lysets former både var kendt eller udtrykt i de gamle kulturer, skulle vi lade os inspirere til at gå på opdagelse efter vigtig information heri. I dag vil et sådant særligt lys - især når det også er af højfrekvent stråling - kunne blive grundigt videnskabeligt undersøgt på dette grundlag, sammen med dets forskellige måder for stærk indflydelse på livsformerne.

Herunder: Fra den egyptiske skabelsesmyte - i fasen for skabelse og
udvikling af himlens gudinde Nut, der her er opløftet over Jordens gud Geb - alt gennemført via luftens gud Shu. Geb og Nut er hans afkom.


 

 

Et resumé: Den kosmiske stjerne-sigtelinje, et kultisk udtryk i sten

Fra Jorden ses nattehimlens tre mest strålende stjerner placeret på en fuldstændig lige linje langs Mælkevejens forløb tværs over himlen. Hos flere fortidskulturer blev denne markante sigtelinje på himlen opfattet og omtalt virkeligt som en - magisk - mast, og netop sådan fremtræder masten af samme type på Senmuts stjernekort i det gamle Egypten.
          Det stjernebillede, der kaldtes "okseskanken" (meskitu) af egypterne - og Store Bjørn hos folkeslag mange andre steder i oldtiden - cirkulerer omkring masten hvert døgn (set fra Jorden) og tjente som et kosmisk symbol på livets cyklusser af, genfødsel m.v. På denne måde kunne princippet med det evige livs cyklusser udtrykkes som også forbundet med kosmos' magiske akse.
          Med det evige livs Benu-fugl siddende på selve toppen over obeliskens skaft - topstenen er en pyramidion - anvendte egypterne betegnelsen ben-ben for de elegant slanke og åndeligt forminspirerede monoliter, disse kultiske objekter i sten, en skulptering der aldrig er blevet overgået.
          Men senere hos grækerne - hos hvem bl.a. Pythagoras, Solon, Platon og andre havde studeret i mange år i Egypten især angående videnskab og åndskundskab også i de egyptiske religionskulter - anvendte man det ord, vi stadig bruger i dag:  obelisk, hvilket er græsk for 'oksespyd' eller 'oksedrejespid', nærliggende på grund af at obelisken i form af aksen på himlen kunne ses rotere med en okseskank påsat - ligesom det brugtes ved stegning over et køkkenbål. - Endnu senere, hos romerne, kaldtes obelisken i stedet ofte for "en nål", jf. den enormt høje "Cleopatra's nål" i Alexandria.
          På et af de obelisk-par som Senmut havde ladet opstille for dronning-farao Hatshepsut og placere i Karnak-templet, Egypten vigtigste tempel, henviser Hatshepsuts obelisk-inskription stærkt til obeliskens vitale formål ved at bruge udtrykket:
                    "... Skabelsen og den vitale, udstrålende essens fra universet ...".

(Ovenstående tekst er gengivet med tilladelse, - kilde: Ove von Spaeth's bog, "De Fortrængte Optegnelser").
 

Herunder: Af den egyptiske skabelsesmyte: Efter skabelsen af
himlens gudinde Nut, blev hun mor til nogle af de næste magtfulde guder: Osiris, Isis, Seth og Nephthys.