STJERNEKORT  *  EGYPTEN  *  SPAETH  

Plejadernes stjernebillede havde en vigtig rolle i fortidens civilisationer

 

ARKIV Senmut-4
Om historien:  De egyptiske stjernekort - og Moses' æra
1:  Plejadernes stjernebillede og Senmuts stjernekort
2:  Stjernebilledet Store Bjørn og Senmuts stjernekort
3:  Pyramider og vintersolhverv
4:  Templer og vintersolhverv - og Senmuts linje
5:  En relation til forskning om den historiske Moses?
6:  Baggrund for en forbindelse til Moses
Site•map
< Forrige | Næste > 
Engelsk side
Ove von Spaeth
Historie og videnskab:
Genopdagelse, indsigt, fornyelse
1  NOGLE MEDDELELSER i SENMUT-STJERNEKORTET
- evt. praktisk at kunne læse teksten off-line
Plejadernes stjernebillede og Senmuts stjernekort
Betydningsfuld markør på verdens ældste stjernekort


I alle de gamle kulturlande omkring Middelhavet havde den gruppe af stjerner, vi kender som Plejaderne, en særlig vigtig rolle som himmelmæssig kalendermarkør for en af årets store begivenheder, nemlig forårsregnens eller forårsoversvømmelsens komme. I de tilfælde var disse stjerner anset - i meta-astrologisk forstand - som forbundet med begrebet "velsignelse".
          Således kunne Plejaderne både signalere og indlede "den våde sæson", hvilket så blev forstærket efter signal fra en næstfølgende stjernegruppe, Hyaderne, græsk for 'regn'.
          Senere, i antikken, ses græske og romerske forfattere ofte begejstret skrive om specielt Plejadernes stjernehob, om hvilken der i forvejen fandtes flere mytologiske beretninger.
          Eksempelvis ses Plejadernes stjernehob allerede afbildet på den egyptiske vesir Senmuts nu 3.500-årige stjernekort, - dvs. disse stjerner er afbildet præcis det korrekte sted på kortet, hvor Plejaderne findes placeret på himlen. Ydermere er der på ved det specifikke billede på kortet vedføjet hieroglyffer, der tydligt viser at skulle læses fra højre til venstre, og som viser navnet mw(jt) nwt ht , 'de vandholdige legemer', 'de fugtige'. - Og, som meget ofte i egyptiske tekster, kan det også have en yderligere tolkning: 'tre dele af Nuts krop (på himlen)'.
          Stjernekortet er en loftsudsmykning i Senmuts gravanlæg (Theben Tomb 353, i Deir el-Bahari, nær Luxor), der i en lang tunnel strækker sig ind under dronning Hatshepsuts tempel for Hathor, himmelgudinden.
          At Plejaderne kan ses på Senmuts stjernekort, findes ikke hidtil omtalt i litteraturen om dette kort, som i virkeligheden indeholder en stor mængde data, der aldrig er blevet opdaget eller undersøgt.
          Men en særlig analyse af kortet afslører sådanne typer af information af største vigtighed, blev foretaget af Ove von Spaeth og publiceret i 1984 (i magasinet "Stjernerne") - og senere i yderligere videnskabelig udgave og detaljeret form som afhandlingen "Dating Egypt's Oldest Star Map" i "Centaurus Magazine of The History of Mathematics, Science, and Technology" (vol. 42:3, July 2000, pp. 159-179).

          Nogle af de egyptiske templer blev indrettet således, at lyset fra stjernen Sirius, når den om sommeren hvert år efter 70 dages usynlighedsperiode igen steg op - nu sammen med Solen (Sirius' heliakalske opgang), så ville lyset ville bevæge sig ned gennem templets hovedgang og oplyse templets inderste helligdom. I det øjeblik lyset fra Sirius (Sothis) ramte alteret herinde, ansås selve lyset fra Sirius at være transformeret til Sobdet, som er navnet for Sirius som egyptisk stjernegud. Denne guddom var en særlig udgave af den største gudinde, Isis.
          Eksempelvis var indretningen også netop på denne måde i Isis-templet i Denderah, kopieret fra ældre templer. Ligeledes her, når alteret modtog lysstrålen, var stjernen Sirius (Sothis) anset som at være transformeret til guddomen Sobdet.
          Fra samme ide var lignende princip allerede udviklet i Hatshepsuts førnævnte Hathor-tempel i Deir el-Bahari nær Luxor. Templets akse blev anlagt efter vintersolhvervslinjen (jf. nedenfor: sektion 3), og kunne endda også modtage lyset fra Plejadernes - i mytologien hele syv - stjerner. Det blev opfattet på den måde, at dette lys tilsammen bestod af syv lysstråler, der blev transformeret inde i templet til at være den egyptiske himmelgudinde Hathors syv kvindelige dommere, der dømmer menneskene.
          På samme måde senere i de græske templer - for eksempel også selve Parthenon, der blev konstrueret med retningen mod lyset fra Plejadestjernerne. Templerne var således orienterede i det geografiske plan til at modtage sådanne lys i det inderste hellige rum, hvor dette lys' stråler ved ankomsten hertil omtaltes symbolsk som at være "transformeret til syv kvinder", nemlig "De syv Søstre", Plejaderne.

          Den græske lærde, filosof og astronom, Eratosthenes (276-194 f.Kr.), havde som chef for Alexandrias berømte, meget store bibliotek adgang til enorme mængder viden og beskrev Plejaderne som "de syv stjerner, hvoraf den ene ikke er synlig". Allerede den græske forfatter Hesiod (700-tallet f.Kr.) oplyser, at denne syv-stjernegruppe repræsenterer ifølge den gamle stjernemytologi de syv døtre af Atlas (også kendt som giganten, der bar selve himmelkuglen på sine skuldre).
          Skønt vi især opfatter seks Plejader på himlen, er det et markant faktum hele vejen fra det gamle Grækenland og tværs over Stillehavet og - bemærk - i før-columbiansk Amerika, at beretningerne alle vegne fortæller om "de syv stjerner, hvoraf den ene er forsvundet".
          Gajus Julius Hyginus (64 f.Kr.-17 e.Kr.), latinsk forfatter og af kejser Augustus udnævnt til chef for det Palatinske Bibliotek, skriver i sit værk "Astronomica" (Poeticon Astronomicon, 2,21):
                    "... Plejaderne bliver kaldt syv i antal, men kun seks kan ses ...".
          I alle de nævnte lande og steder ses denne stjernehob ydermere betegnet som "de unge kvinder" eller "piger". Stjernehoben blev opfattet på denne måde hos de gamle hebræere såvel som hos Amerikas coyote-indianere i Oregon og iroqueser-indianere.
          Også hos f.eks. dyakkerne og malajerne på Borneo var disse stjerner eksakt nummereret som "syv, af hvilke den ene er usynlig". Og hos de australske aboriginals, der også kaldte dem "de unge piger". Ligeledes benævnes de med dette navn på Solomon-øerne i Stillehavet. Også på Nord-Sumatra kaldes de - ofte med traditionel henvisning til den seks-stjernede udgave - "Bindtang Tudjohc", dvs. 'af de syv stjerner'.

          Alt dette synes i opfattelsen af stjernesystemet at kunne referere til en meget højere alder, end de fleste historikere normalt forestiller sig at kunne acceptere. Gamle udbredte civilisationer fra forhistoriske tider, og som nu spores eller opdages mere og mere - kunne have eksisteret adskillige steder på jorden. Og fra nogle af disse forbindelser synes hebræerne, grækerne og egypterne at have været i besiddelse af en sådan arv - "de syv kvinder", "kilder af velsignelse", "de fugtige/vandgivende" - og har videreført den.
          Måske, måske ikke, indeholdes en ekstra relation i "Jobs Bog" - dens beretning i Bibelen er mest på arkaisk hebraisk og på en 3.500 år gammel baggrund. De ældste dele er skrevet af Moses ifølge samtlige af antikkens traditioner om tekstens ophav. Et berømt citat kunne her muligvis være et stadigt bevaret indtryk af et tab af den syvende Plejade, der tilsyneladende ikke forblev på himlen - således et træk om medvirken af guddommelige kræfter, ingen kunne sammenligne sig med: "... Kan du sammenbinde de strålende Plejader? ..." (Jobs Bog, 38,31).
 

*

llustrationer. Herunder:  Plejadernes stjernehob som den er afbildet på Senmuts stjernekort og betegnet som "forbundet med væde", "de fugtige", idet denne gruppe af himmellys blev anvendt i forbindelse med markering af tiden for regn eller  oversvømmelse.
          I alle Middelhavskulturer i oldtiden var Plejaderne vigtige i forbindelse med agerbrugs-kalenderen.

Yderligere nedenfor:  Et portræt af Senmut indsat i en datidig egyptisk kunstners projektionsnet til anvendelse som model ved udsmykning Senmut's gravanlæg.

 
On the Senmut map the Pleiades Constellation is designated 'The Humid'
 
Sidetop
2  BAG ANDRE FORHOLD I SENMUT-STJERNEKORTET
- evt. praktisk at kunne læse teksten off-line
Stjernebilledet Store Bjørn og Senmuts stjernekort
Tidligere stjernetraditioner på Senmut-kortet


Transatlantiske stjernebilledversioner:  Det er et faktum, at reminiscenser af vores zodiaksystem fandtes hos mayaerne - længe før spaniernes ankomst til Mellemamerika i 1492. Således er visse af deres stjernetegnsymboler i princippet identiske med Mellemøstens zodiaktegn eller symboler.
          Ligesom ved den forhistoriske verdens udbredte, fælles ideer om Plejaderne, ses noget tilsvarende også i forbindelse med Ursa Major, dvs. Store Bjørn. Dette stjernebillede - også kendt som Karlsvognen - er en ikke-eksisterende halebjørn, der så bemærkelsesværdigt er kendt over store dele af verden. Dette dog undtaget hvad angår Senmuts stjernekort, der viser en helt anden version, men denne er stadig korrekt er korrekt placeret - nær toppen af den himmelske Verdens-akse.
          Denne akse var den mest berømte sigtelinje på himlen - der forbinder de stærkest lysende hovedstjerner Canopus, Sirius, og Lyra/Wega. Aksen ses, måske fremhævet for første gang, afbildet på Senmut map. (Mere om aksen, jf. følgende side).
          Europæere og asiatere - såvel som Nordamerikanske indianere før Columbus - opfattede alle det pågældende stjernebillede som billedet af en bjørn. Ofte havde disse forskellige folk også andre ensartede betegnelser tilfælles for andre stjernebilleder. Og netop hvad angår Store Bjørns egen syvstjernede gruppe, blev denne gengivet på de forskellige kontinenter med deres mange lokale sprog ofte alligevel med samme navnebetydning, nemlig "bjørnen". Dette er bemærkelsesværdigt, fordi den bestemt ikke ligner en bjørn!
          Og det er endda en bjørn med en lang hale - et ikke-eksisterende monstrum, ukendt i nogen zoologisk form! Dvs. et identisk "fantasi"produkt genfundet på tværs af verdenshavene.

          Det ovenfor nævnte indtryk (i sektion 1) af en tidlig, interkontinental række af tilfælde med identiske navne for en række stjerner og stjernebilleder synes ikke alene baseret på et åbenbart vidt udbredt kendskab til til et principielt ligedannet astronomisk system - f.eks. flere overensstemmende symboler for zodiakens 12 sektorer - men også hvad angår adskillige andre identiske astronomiske navne og symbolik.
          Et meget tidligt eksempel på interkontinentale identiske navne er kendt i forbindelse med Solen, der kaldtes 'Ra' eller 'Re' af egypterne; kineserne kalder den 'Re' - og det kaldes den ligeledes hos polynesierne. Også over hele Stillehavet kaldes Solen for 'Ra' - på trods af mangel på forbindelse/slægtskab mellem egyptisk og kinesiske og polynesiske sprog - og uanset enorme geografiske afstande.
          Dertil kommer, at ved siden af den næsten ensartede udtale af Ra/Re (Ri) bruger kineserne stadigvæk i deres specielle kinesiske skrift det fuldstændig samme billedskrifttegn for Solen som hos oldtidens egyptere. Det er det velkendte gamle tegn, der viser en cirkel med en prik i midten (i senere kinesisk skrift blev cirklen mere kantet af skrivetekniske årsager).


                              

Verdensudbredt solsymbol og skorpion-tegn:
Egypternes hieroglyf for Re eller Ra, 'solen', (her sammen med en glyf der
betyder 'søn af Ra'') - og i Kina tegnet for Re eller Ri, 'solen', (og en senere,
mere kantet version som var nemmere at skrive).
 


          Når f.eks. børn tegner en sol, er det altid blot en cirkel - evt. forsynet med stråler eller et ansigt - men aldrig en cirkel med en prik i midten. Det ganske bestemte solsymbol bestående af en ikke-tom cirkelkontur, der er "karakteristisk-gjort" med sin centrumprik som 'kerne', er derfor ingen tilfældighed, når den genfindes i samme specielle form både hos de gamle egyptere og hos polyneserne og i den kinesiske skrift.
          Ligeledes har både kineserne og de gamle egyptere et skrifttegn eller en glyf, der viser en skorpion. Ifølge ældgamle traditioner med astrologiske forhold, for eksempel hos grækerne og romerne, kunne dyrekredstegnet Skorpionen (oprindeligt stjernebilledet Skorpionen) symbolisere eller referere til "enorme mængder eller antal"; og når et hieroglyftegn med en skorpion blev brugt i en egyptisk tekst - eller optræder i den stadig anvendte kinesiske skrift - betyder den det samme i begge disse skrevne sprog, nemlig "enorme antal". I samme symbollære alle steder betød den i naturen giftige Skorpion også noget med død, og Mellemamerikas mayaer kaldte dette stjernebillede bl.a. for "Dødsgudens tegn".
          Også for eksempel de stjerner, vi kender som Tvillingerne, har samme betegnelse hos grækerne og babylonierne - så vel som hos de gamle øboere i det sydlige Stillehav.
          En arv fra tidligere civilisationer? Arketyper? For alle disse eksempler gælder, at det fælles i opfattelser og betegnelser er næppe hver gang bare et tilfælde, men kunne tyde på en form for transport af traditioner, f.eks. via fortidens søfarere, der over hele verden til enhver tid har navigeret ved hjælp af stjernerne. Spredning af nogle af de gensidige ideer kan derfor også være sket på denne måde, men ikke nødvendigvis som den eneste måde.

          I denne forbindelse er det interessant, at de gamle egyptere ikke kaldte førnævnte stjernebillede Store Bjørn, men Meshkitu, dvs. 'okse-skank'. I gamle myter, og også i Bibelen, kunne en skank, låret, eller lænden henvise begrebsmæssigt til fødselsproces eller genfødsel og var også velkendte eufemismer for de reproduktive organer.
          På Senmut stjernekort og på talrige andre gamle egyptiske billeder ses Meshkitu - konstellationen af Store Bjørn/Karlsvognen - som usædvanlig flad. Når den egyptiske mytologiske tradition synes at have mange henvisninger til en tidligere civilisation - kunne ældre opfattelser være blevet trofast videregivet derfra?
 

*

Illustrationer. Herunder: - T.v.:  Store Bjørns stjernebillede på mange egyptiske billeder.
- Midten:  Stjernebilledets bevægelser for tusinder af år siden.
- T.h.:  Stjernebilledet set som en bjørn med en unaturlig hale (Bayer's stjernekort, fra renæssancen)
.

Sidetop
Great Bear constellation in different versions - and its movements through thousands of years            Great Bear constellation in different versions - and its movements through thousands of years          Great Bear constellation in different versions - and its movements through thousands of years
 
3  TIDLIG EGYPTISK ASTRONOMI
- evt. praktisk at kunne læse teksten off-line
Pyramider og vintersolhverv
Tidlige egyptiske astronomiske traditioner


En stor del af grundlaget for Senmut-kortets opstilling har rod i det gamle Egyptens astronomiske traditioner - der nu viser sig mere omfattende end hidtil erkendt - hvortil følgende, der ikke er direkte tilknyttet hans stjernekort, er eksempler på en avanceret kapacitet og alsidighed.
          Oldtidens stjernekundskab angående astronomi, himmelgeometri, astrologi og tidsmåling var et specielt vigtigt emne inden for en omfattende lærdom, der således eksisterede godt funderet i datidens samfund.
          I Egypten kendes fra meget tidlige tider et observatorium øverst på månegudsønnen Khonsu's helligdom i templet i Karnak/Theben. Og endda fra de helt ældste tider brugtes astronomiske sigtelinjer som plan for tempelanlæggenes akser.
          Ramses II's klippetempel ved Abu Simpel er indrettet sådan, at Solens lys hver den 22. oktober går ind gennem templets midterakses meget lange korridor og når helt ud til enden og oplyser denne faraos statue, der uhyre nøjagtigt er placeret her.
          Mange af templerne blev så at sige linet up også efter stjernerne - derved skulle det forstærkes, at begge verdener var forenede. Disse forhold blev skabt meget bevidst, vi kan se at tempelanlæg tilbyggede gennem årtusinder ændrer retning en smule i takt med himmelmønsterets fortløbende, meget små ændringer (via "præsessionen") gennem tiden.

          De ved himmelmålingerne fundne særlige geometriske mønstre af sigtelinjer, der opfattedes at forbinde betydningsfulde stjerner, mentes være reflekteret i form af genparter i den jordiske geografi. Sammenhængen med "præget fra kosmos" genkendes i Bibelens udsagn: "i himlen således også på jorden".
          Også ved anlæggelsen af de tre store pyramider ved Giza for 4.500 år siden var man meget optaget af stjernerne. Ved at observere mønsteret i stjernebillede Orions form - hvis centrale del er de 3 kraftige stjerner kendt som "Orions bælte"- synes de gamle astronomer deri at have identificeret et relationsforhold og anvendt dette stjernesystem som skabelon for den geografiske grundplan for de tre store pyramider ved disses særlige placering på byggearealet.
          Orion, der hos egypterne var den himmel-relaterede udgave af død-og-genopstandelses-guden Osiris, har netop med pyramidernes dødekult at gøre. Men dertil er netop selve pyramidebygningernes specifikke indbyrdes placeringsforhold udført så præcist, at det fuldt svarer til traditionens ideer om, at disse pyramiders jordiske - geografiske - forhold udgør "et spejlbillede af himlen".

          Forskerne Robert G. Bauval og Adrian Gilbert påpeger i deres bog "The Orion Mystery" (1994), at de dødekultiske egyptiske pyramider i Giza blev placeret ved Nilen, så de tilsvarer et (spejl)billede af Orions stjerner (relateredes til de dødes gud Osiris) ved Mælkevejens "flod".
          Kritikere afviser det hele som "et tilfælde" og hævder bl.a., at pyramidernes placering er omvendt orientering i forhold til stjernebilledet, men disse kritikere ved åbenbart ikke, at spejlvendte stjernegengivelser, dvs. som en direkte projektion af billedet fra himlen og ned på jordoverfladen, var en ofte anvendt tradition overalt helt frem til for få hundrede år siden. Således fra antikken ses den berømte statue af Atlas på sine skuldre bære himmelkuglen, hvor alle stjernebillederne vender ind mod Jorden og vender ryggen mod beskueren - ligesom på stjernekortene senere i renæssancen. Også hos egypterne vistes stjernebilledfigurene næsten aldrig forfra, men mest i profil.

          Den opfattelse, at disse pyramider også har en korrespondance med himlen, sandsynliggøres bl.a. af, at pyramider kan i egyptiske inskriptioner ses udtrykkeligt benævnt "pyramiden der er en stjerne" - ifølge den britiske egyptolog Toby Wilkinson, Cambridge University ("The Guardian", May 14, 2001).
          Eksempelvis er det netop kendt, at egypterne bl.a. så på Nilen og dens løb fra syd til nord som en afspejling af et himmelbillede, Mælkevejen.
          Et eksempel på princippet i den ide om himmelmønstre kan ses dokumenteret via kirkefaderen St. Augustin, der i 405 e.Kr. i sin bog "De Civitate Dei" (8,23) citerede den gamle egyptiske vismand Hermes Trismegistos, 'den tredobbelt store Thoth', med dennes ord:
                   "... hele Egypten er et spejlbillede af himlen... overført fra himlen ned på Egypten. ..."
          Angående de tre store pyramiders placering har de ikke alene kunnet afspejle de tre stjerner i Orions Bælte, men det kan konstanteres, at også de såkaldte luftskakter inde i den store pyramide peger i nøjagtig vinkel ud mod især Orion og andre udvalgte stjerner.
          Endvidere var disse tre pyramider anlagt med den mest utroligt nøjagtige himmel-sigtelinje mod den daværende Nordstjerne. Den metode vises i den britiske egyptolog dr. Kate Spence's brillante, men omdiskuterede artikel "Ancient Egyptian Chronology and the Astronomical Orientation", i "Nature" 16th November 2000 (Vol. 408, No. 6810, pp. 320-324).

 
                    

Stjernebilledet Orions bælte af 3 kraftige stjerne menes at have inspireret til de 3 pyramiders placering. Yderst til højre ses et udsnit af Senmuts stjernekort med de 3 stjerner fremhævet.
 

          Ligeledes de gamle templer blev opfattet bogstaveligt som en hellig del af himlen afspejlet ned i den jordiske geografi. Eksempelvis de gamle babyloniere/assyreres store byer blev refereret direkte til bestemte stjerner - f.eks. Niniveh (jf. 1. Mosebog 10;11), navnet betød 'Vildsvin' som var byens totem såvel som et stjernebillede (Store Bjørn/Karlsvognen),. Et andet eksempel på deres opfattelse af himmel-jord-i-gensidig-afspejling er, at babylonierne med deres himmelmålestok målte buegrader med brug af et jordisk mål: 'den kongelige fod'.
          Gennem deres mangeårige arkæo-astronomiske undersøgelser har forskerne Robert Bauval og Wayne Herchel uafhængigt af hinanden opdaget (i 2005-2006), at egypterne endda meget præcist anvendte den lille gruppe af pyramider ved Abusir, der ligger meget nøjagtigt på en forlængelseslinje fra Giza, til at repræsentere Plejaderne på dette "himmelkort på jorden".

          Angående de tre store pyramider ved Giza har historieforskeren Robert Temple ved selvsyn og omhyggelig opmåling afdækket, at i dagene omkring 21. december, dvs. præcis ved vintersolhverv, kaster pyramiderne skygge på hinanden. Og især, at en sådan speciel vintersolhvervs-skygge kastes på sydfladen af den største pyramide (Robert Temple: "The Crystal Sun", London 2000).
          Denne "sjældne" skygges pyramidesilhuet har vinkler på 26 grader og 34 bueminutter - nøjagtigt ligesom hældningen på de op- og nedadgående ramper (bl.a. "galleriet") inden for i selve pyramiden. Denne bestemte 26-graders vinkel er en bestanddel af en "gylden" retvinklet trekant med siderne i forholdet 1 og 2 og dertil især kvadratrod 5, der har særligt meget med "det gyldne snit" at gøre.
          Dette begreb var et særdeles vigtigt element inden for oldtidens ofte næsten religiøst ophøjede geometriske lære - og var her egypternes kanoniske basis for kunst og arkitektur.


*

Illustration nedenfor:  Ramper, i det indre af pyramiden, med de 26 grader hældning(26;34 grader).

Sidetop
Pyramid angles
Sidetop
4  DEN BETYDNINGSFULDE VINTERSOLHVERVS-LINJE
- evt. praktisk at kunne læse teksten off-line
Templer og Vintersolhverv - og Senmuts linje
Templer og stjerne-relaterede sigtelinjer
 

I dronning Hatshepsuts tempel, bygget for 3.500 år siden i Deir el-Bahari vest for Luxor, har storvesiren Senmut, der samtidig var en genial og fornyende arkitekt, i grundstenen ladet indgravere en art horoskop for templets grundlæggelse (ifølge den franske egyptolog Suzanne Ratie's "La reine-pharaon", Paris 1972). Tempelanlæg var "en del af himlen" i det jordiske.
          Dertil kan det konstateres, at Senmut har arrangeret byggeriet således, at en mange kilometer lang sigtelinje fører fra midteraksen i det store Karnak-tempel (i nordlige del af nuværende Luxor) videre tværs over Nilen og helt ud - for at ende med at gå i ét med Hatshepsuts Hathor-tempels midterakse ved bjerget foran Kongernes Dal. En afvigelse i sigtelinjens nøjagtighed er på mindre end 2 buegrader. (Aksen er omtalt i Ove von Spaeth's bogserie om Moses, bind 2: "Gåden om Faraos Datters Søn" og er i kap. 7 afbildet på landkort).

          Den forlængede akse eller særlige sigtelinje, dvs. mere et bælte i sigteretningen end en smal linje, går ikke direkte mellem øst og vest, men i en smule skæv vinkel herfor, dog hovedretningen er helt den samme. De færreste kender til denne akse - og endnu mindre, at den er tillagt en særlig betydning. Denne betydning kan afdækkes ved at sammenstille forskellige tilgængelige data herom. For denne akses geografiske vinkel vil præcis angive, at den i virkeligheden ligger direkte på selve vintersolhvervslinjen.
          Dette kan konkret observeres på selve stedet: Solen kommer frem ved vintersolhverv på årets korteste dag - omkring 21. december - hvilket var betydningsfuldt, fordi dagene ved dette særlige vendepunkt igen begynder at blive længere. Og i Luxor (Karnak) vil Solens gang følge nøjagtigt Karnak-templets hovedakse i øst og videre frem. Man kan på den dag følge Solen om morgenen, når den står op præcis midt for enden af "hovedgaden" i Karnak-templet, hvor dens stråler rammer på en særligt lysende måde, uden "skæve" skygger.

          Det var af stor betydning, at med den dato var der samtidig nået frem til det årspunkt, hvor Sirius-stjernen (der altid følges af Orion), der var egypternes vigtigste stjerne, her "fødes" (som de kaldte det) nede ved horisonten.
          Stjernen Sirius kan i Egypten ses på himlen en stor del af året - og på dette bestemte tidspunkt, som tempel-aksen netop var anlag med sin relation hertil - opfattedes en særlig korrespondance mellem Solen og Sirius. Dette fordi Sirius her, præcis samtidigt med vintersolhverv, ses lige over horisonten netop ved solnedgang.
          Den oldgræske billedhugger, Phidias, også maler og arkitekt, ca. 480-430 f.Kr., anses som værende blandt de største af alle klassiske billedhuggere overhovedet. Hans berømte arbejde, den siddende statue af Zeus, 12 meter høj, fyldte hele bredden af gangen midt gennem templet i Olympia, der var bygget til at huse det, og var en af de syv vidundere af den antikke verden. Den kostbare, gigantiske skulptur af elfenben og guld-belagt bronze blev udført i Phidias' enorme bygning rejst til formålet opført lige op ad det sted, hvor templet lå. Pointen her er, at ruinerne af værkstedet stadig kan bekræfte den gamle viden, at dette var placeret netop parallelt med den linje, der anvendtes til opførelse af selve templet - med det formål at udforme statuen til at modtage det kosmiske lys på allerbedste måde, som det ville fremtræde i templet.

          I øvrigt kan der ligge endnu mere betydning i en sådan type akse. Hvis vi ser på nutidens arkitekters og landmåleres opmålinger af ruinerne i Tell el-Amarna, nemlig byen Akhetaton anlagt af farao Akhenaton, midt i 1300-tallet f.Kr., viser det sig, at der findes en lignende sigtelinje, der følger templets og byens hovedakse videre tværs over landskabet og ud til nogle klipper, som Solen passerer op over ved det ene af dagens, "dagbuens", grænsepunkter. I "klippemuren" her for enden af den akselinje er denne konges gravanlæg udhugget.
          Dette arrangement synes at efterligne princippet ved Senmuts (underjordiske) gravanlæg anlagt foran klippen for enden af den lange sigtelinje, der i Luxor/Theben har udgangspunkt i Karnak-templets akse. Yderligere, på bagsiden af sidstnævnte klippe (hermed indenfor i Kongernes Dal) findes Hatshepsuts og Tuthmosis I's fælles gravanlæg placeret i direkte videre i den samme linjeførings forlængelse.

          Overalt i den gamle verden var vintersolhvervsaksen af stor betydning. Eksempelvis er den en tydeligt genkendelig basis for hele strukturen i "Nordens Stonehenge", Ales stenar i Skåne.
          I nærheden Guimar på østkysten af den kanariske ø Tenerife findes der placeret seks trinpyramider af sorte vulkanske sten, fundet i 1990 af opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl. Disse pyramiders hovedkompleks afslører en perfekt linjemarkering af vintersolhvervs-aksen. I 1997-1998 lod arkæolog Donald Ryan foretage udgravning under en af disse pyramider og fandt ostracon (beskrevne potteskår) og værktøj lavet af obsidian, fra øens oprindelige præ-spanske folk, guancherne, som kan spores tilbage til mindst 6. århundrede f.Kr.

          Den britiske astronom, Sir J. Norman Lockyer (1836-1920) - bl.a. kendt for opdagelsen af kromosfæren og af grundstoffet helium (på Solen) samt sin grundlæggelse af den berømte videnskabsjournal "Nature" - beregnede astronomiske linjeføringer i gamle egyptiske templer. Han opdagede, at at de alle fulgte sådanne himmel-sigtelinjer, og at endda senere tempelbygninger skiftende retning netop ifølge senere ændringer i stjernernes arrangement på himlen.
          Han opdagede i tempelindskrifter, at det hellige egyptiske ritual, Udstrækning af Snoren- ceremonien, var en reel beskrivelse af at skabe sacralt samspil med himmel-sigtelinjer, især aksen for vintersolhverv, og dermed lade templets grundlæggelse og layout integrere i harmoni med kosmos.
          Lockyer opmålte også græske templer og fik det samme resultat - ingen før ham havde set og analyseret denne altdominerende sammenhæng mellem templer og astronomi denne altdominerende sammenhæng mellem astronomi og templer gennem mange tidsaldre.
          Desuden beregnede han de astronomiske sigtelinjer i Stonehenge, hvor han også her daterede opførelsen, ud fra at linjeføringen var afstemt efter en tidligere hældningsvinkel af Jordens akse. Moderne C-14 måling bekræfter dateringsresultaterne af dette tidlige tidspunkt. Og især selve Stonehenge's vintersolhvervs-akse viser sin væsentlige betydning i hele konstruktionen af anlægget.
 



Hatshepsut sammen med gudinden Seshat udfører Udstrækning af Snoren
ceremonien - til brug for den astronomiske orientering af templerne.
Fra en vægblok i Hatshepsuts Red Chapel, i Karnak templet.


          I år 2000 blev verdens ældste kendte stjerneobservatorium fundet i den tyske by Goseck, ca. 180 kilometer sydøst for Berlin. Den neolitiske, cirkulære bygning viser en diameter på 75 meter og er med alle metoder dateret som mere end 7000 år gamle, dvs. ældre end selv Stonehenge. Jf. Madhusree Mukerjee: "Circles for Space. German 'Stonehenge' marks oldest observatory", Scientific American (8th December 2003).
          Observatoriet har tre porte - mod syd-øst, syd-vest og nord - præcist placeret i forhold til vintersolhvervslinjen. Stående i centrum ved vintersolhverv - og kun på det tidspunkt - kunne observatørerne også se solens opgang og nedgang i hhv. den sydøstlige og sydvestlige åbning. Igen, det har overrasket forskningstraditionel opfattelse af fortiden, at europæiske neolitiske folk og bronzealderfolk opmålte himmelforholdene så tidligt i historien og på en så eksakt måde.

          Vedrørende Senmuts stjernekort, som i hans underjordisk grav udsmykker loftet i det større rum, der fører videre som tunnel på sin vej dybt ind under Hatshepsut's tempel - er faktisk selve stjernekortet forbundet med denne mere end 100 meter lange tunnel . Denne var planlagt at følge retningen af vintersolhvervs-linjen, der forbinder det flere kilometer fjerntliggende Karnaktempel med Hatshepsuts tempel.
 

*

Illustrationer. Herunder:  Sigtelinjen: Karnark's tempel-akse, tidligt om morgenen på dagen for Vintersolhverv hvert år, hvor omkring den 23 december.

Yderligere nedenfor: Sigtelinjer: fra Karnark's templeakse via Deir el-Bahari's templeakse og videre over til Hatshepsut's og hendes far Tuthmosis I's kombinerede kongelige gravanlæg i Kongernes Dal. En afvigelse i sigtelinjens nøjagtighed er på mindre end 2 buegrader.

Sidetop

 
Sidetop
 

Herunder:  Farao/dronning Hatshepsuts tempel i Deir el-Bahari, bygget af Senmut, vesir og Egyptens chefarkitekt. Fra den øverste tempelterrasse med gudinden Hathors søjler er der en vid udsigt i en lige linje nogle kilometer over til Karnak-templet ved Nilen.


 






 


Herover:  Farao/dronning Hatshepsut afbildet som guden Osiris, gentaget gennem en række af hendes store statuer i hendes tempel i Deir el-Bararii.

 

5  SENMUTS STJERNEKORT OG MOSES
- evt. praktisk at kunne læse teksten off-line
Senmut-kortet - og forskning i den historiske Moses
Verdens-aksen som Verdens-søjlen eller Verdens-træet 
 

Den tidligere omtalte analyse af Senmut-kortet udarbejdet af Ove von Spaeth udfylder sit objektive, selvstændige formål ved kun at omhandle dateringen af det gamle egyptiske stjernekort - uafhængigt af, hvad et resultat heraf eventuelt kunne tænkes anvendt i forbindelse med.

          Uafhængigt af denne undersøgelse, - ved en forskning fuldstændig adskilt fra anden retning - viser de mange data fra Senmut-kortet sig at have yderligere interessante perspektiver: - Den præcise astronomiske datering af stjernekortet indikerer en bedre forståelse kronologien, hvilket også vil bidrage til den nyorienteriende forskning om den historiske Moses, som nu er blevet forelagt (jf. Ove von Spaeth's bogserie).

          Hertil kommer, Ove von Spaeth's afhandling, offentliggjort i "Centaurus" (42:3, 2000, pp. 159-179), med dokumentation for dating i Egypten ældste stjernekortet, er blevet omredigeret for til brug hos læsere uden faglig astronomisk viden. Det er blevet indføjet som et tillæg til bind 2 i Ove von Spaeth's bog-serie publiceret om forskning af den historiske Moses.

          Således, i relation til konceptet i nævnte foreliggende bogserie, demonstrerer afkodningen og analysens resultat, at stjernekortet videregiver følgende bemærkelsesværdige perspektiver:
          Materialet indikerer, at en særlig dato er tilkendegivet i den stjernekortet. Det samme dato synes at fremgå af de gamle Rabbinerskrifter, der informerer om en bestemt begivenhed for Moses i Egypten. Hertil kommer, at den mulige krydshenvisning mellem den egyptiske og israelitiske historie er blevet påvist i bogseriens bind 2 (såvel som i bind 1), og resultatet synes at yderligere bestyrket af adskillige vigtige forbindelser på disse forskningområder.

          Centaurus-udgiverens andel af copyright'en til at publicere afhandlingen om stjernekortet venligt blevet ophævet til fordel for de tilfælde, hvor teksten skal præsenteres i forbindelse med Ove von Spaeth's Moses-forskning. Således er afhandlingen også blev offentliggjort som et appendiks til bind 2 i denne forfatters bog-serie "Attentatet på Moses".


*

Illustrationer nedenfor: T.v. Portræt af Senmut, en sortblæk-tegning fra samtiden.
T.h.  en trappe i den lange tunnel i Senmuts hemmelige gravanlæg under tempelarealet.

Sidetop
              
Sidetop
6  TIDS-BAGGRUND FOR MOSES-FORSKNING
- evt. praktisk at kunne læse teksten off-line
Baggrund for en Moses forbindelse
Arkæologi og fortidens astronomi
 

Kombinationen af arkæologi og sjældne, men informative data fra oldtidens astronomi - sammen med egyptologi og tekstmæssig forskning - er en grundlæggende måde til en forøget forståelse af nogle af de store gåder i fortidens historie.
          Disse forhold har medvirket til at kaste lys på, hvad der ser ud til at være eksistensen af en særlig forbindelse mellem Senmut stjernekortet og Moses æra, hvilket blev afdækket ved Ove von Spaeth's forskning.

          I sin fem-bindsserie "Attentatet på Moses" har Ove von Spaeth i ekstrem grad analyseret og derpå publiceret om et overraskende antal stadigt eksisterende markante spor og nøgler fra oldtiden angående den historiske Moses. Denne opgave blev særligt underbygget ud fra forfatterens omfattende grundlag af historiske og astronomiske studier og erfaring.
          Under sine mange års intensive undersøgelser har Ove von Spaeth desuden gjort udstrakt brug af forskning i arkæologi, antropologi, oldtidssprog, historie, religion, egyptisk tradition samt faktuelt historisk vigtige forhold inden for oldtidens mysterielære og mytologien. Han belyser det ofte sjældne og kontroversielle materiale ud fra en tværvidenskabelig linje og desuden fra ny holistisk vinkel.
          Det er i denne sammenhæng, at Ove von Spaeth har særligt undersøgt den kronologiske baggrund for at opnå en betydeligt bedre dateringspræcision end hidtigt muligt angående den historiske tidsramme for den relevante æra.

          "Angående Ove von Spaeth's vigtige nyorienterende afhandling om "Dating the Oldest Egyptian Star Map", der blev publiceret i "Centaurus International Magazine on The History of Mathematics, Science, and Technology", i 2000 (Vol. 42:3, pp. 159-179): - et videnskabeligt pionerarbejde, der har vundet genuin beundring og respekt internationalt for sine utraditionelle observationer og for at finde løsning på specielle vanskelige problemer af afgørende betydning i oldtidens egyptiske astronomi og de kronologiske perspektiver. De omhandlede opdagelser har yderligere understøttet forskning for en forbedret datering af Moses' historiske periode."

Hans Baron Anckarstjerna, historiker, ansv. redaktør, - Swedano Journal


En særlig baggrundsviden om stjernekortet og Moses-forskningen:

Følgende oplysninger - om lignende astronomisk baseret kronologi-undersøgelser fra Ove von Spaeth's første bind om Moses-forskning - er en introduktion skrevet af Kristian Peder Moesgaard, dr.scient., universitetslektor i videnskabshistorie, Aarhus Universitet:

"Allerede helhedsbilledet - i denne bogs påvisning af nogle indgribende forhold bag Moses' rolle i Ægyptens og hebræernes historie - er i sig selv yderst spændende. Med rette har Ove von Spaeth valgt en levende fremstillingsform, også for at nå en videre kreds end fagspecialister. Men dette arbejde er derudover i sjælden grad tværvidenskabeligt og bygger på omfattende og grundige studier inden for historie, teologi, religionshistorie, arkæologi og astronomihistorie.
          Med ildhu og sporsans har Ove von Spaeth fra vidt forskellige kilder samlet indicier til sin hovedhypotese vedrørende revurdering af datering af Moses samt af dennes status og plads i historien. Og fra den astronomihistoriske synsvinkel finder jeg udgangspunktet i en bestemt planetkonstellation i 1537 f.Kr. værdigt til afprøvning i relation til bibelforskning, ægyptologi, arkæologi og almen historie.

          Den faktiske forekomst af den nævnte planetkonstellation og andre astronomiske omstændigheder kan efterprøves objektivt ved beregning på basis af moderne astronomisk teori. Og her er det forfatterens tese, at overleveringen om Moses i kildemateriale fra ægyptologi, Bibelen, rabbinerskrifter og antikke historikere afspejler disse astronomiske fænomener, samt at dette udgangspunkt kaster nyt lys over sammenhængen i det øvrige kildemateriale.

          Forfatterens datering af Moses i 1500-1400-tallet f.Kr. - cirka 200 år tidligere end den for tiden hyppigt antagne placering i 1200-tallet f.Kr. - er tidligere foreslået af forskere af forskellig baggrund og nationalitet: Ægyptologer, religionshistorikere og arkæologer gennem de sidste hundrede år (f.eks. G. Lefébure, V.H. Juvelius, J. Garstang og senest bl.a. J.J. Bimson og S. Ratié). Ove von Spaeth's påstand er således ikke uhørt, og i det foreliggende værk er hypotesen konfronteret med et endda bredere spektrum af kildemateriale end i arbejder af de nævnte forskere.
          Den omfattende litteraturliste vidner om overordentligt grundige baggrundsstudier. Hele fremstillingen og dens resultater fortjener at blive kendt også uden for skandinavisk sprogområde."

Kristian Peder Moesgaard, Universitetslektor, dr.scient., Institut for De Eksakte Videnskabers Historie, Aarhus Universitet; - direktør for Steno Museet, Danmarks Videnskabsmuseum, Aarhus.


En introduktion (til bind 2 i Ove von Spaeth's Moses-serie) - af relevans i forbindelse med antikkens kilder om det gamle Egypten - er skrevet af Leo Hjortsoe, universitetslektor i klassisk filologi, København:

"Dette værk af Ove von Spaeth om revurdering af Moses' historiske forhold vil - ved udbredelse publiceret på passende vis - kunne ændre vort nuværende syn på det historiske forløb i Den nære Orient i seneste halvdel af 2. årtusind f.Kr.
          Det er en velformuleret tankevækkende tekst, der læses med stor glæde, og som må interessere enhver, der dyrker vor gamle historie enten af videnskabelige eller privatpersonlige grunde.
          Forfatteren giver en omfattende fremstilling af sit materiale, sandfærdigt og uden bihensigter. De anvendte primære kilder går vidt ud over de i den præsente forskning anvendte; og sekundære kilder, herunder moderne forsknings resultater helt op til dato, er anvendt og diskuteret i forbløffende grad.
          Ove von Spaeth's værk - som er et resultat af årelangt arbejde med hidtil delvis upåagtede problemer - er ikke alene seriøs historieforskning, men også levende historieskrivning, der således appellerer både til faglig historisk forskning og til almindeligt historisk interesserede læsere."

Leo Hjortsø, Universitetslektor i klassisk filologi, Københavns Universitet
 

Naturligt og som allerede nævnt, har Ove von Spaeth's forskning af selve Senmut-stjernekortet og dets kronologiske perspektiver vist sig at rumme værdifulde data - de er senere blevet inkluderet i forbindelse med hans arbejde med forskningen af den historiske Moses og den pågældende æra.


*

Illustrationer. Herunder:  Stenbrud med en moderne indgang til Senmuts gravanlæg TT353 - hvor dens skjulte, lange tunnel fortsætter gennem den dybe undergrund under Hatshepsut's tempel.

Yderligere nedenfor:  Senmuts astronomiske loft fra 'sektion A' i hans gravanlæg, nr. TT353.

 
 

 
Sidetop


Nogle træk af egyptisk stjernekundskab
*

 

>>> Fortsæt:  

Senmut, oversigt  (base)

Senmut, side 1  (anmeldelser)

Senmut, side 2  (FAQ)

Senmut, side 3  (afhandling)

Senmut, side 4  (historisk)

Senmut, side 5  (himmeltradition)
 

 



 
 
Lokalisering ?       Her befinder du dig:  Om historien:  Det egyptiske stjernekort og Moses
Her kan gives en kommentar om denne side:
Her kan gives et tip til en ven om denne side:
Warning: links may not work on translated pages Warning: links may not work on translated pages
 
AFHANDLINGEN
- evt. praktisk at kunne læse teksten off-line
 
Sidetop
Site•map
< Forrige | Næste > 
Engelsk side

Copyright © 2014 & © 1999: Ove von Spaeth - All rights reserved. - Web Technique: Macro Systems Internet - Disclaimer

En særlig videnskat og visdomslære fra Grækenland, Rom og renæssancen udsprang oprindeligt i oldtidens Egypten - og kendes her også forbundet med den historiske Moses' dramatiske skæbne og mysterium.
          Ove von Spaeth har skrevet et fascinerende og nyorienterende værk om denne stadig influerende baggrund i nutidens samfund. Hans tværvidenskabelige forskning i historie, arkæologi og antropologi går dybt i egyptisk tradition, religionshistorie, indvielseskult, stjerneviden, mytologi - og videre i rabbinerskrifterne, bibelstudier og oldtidsforfatterne. Hver bog fremdrager unikke indsigter, det ikke tidligere var muligt at vise.
          Bøgerne bestilles lynhurtigt og direkte i B&M's internetbogsalg - klik på de individuelle forsider:

(1) De Fortrængte Optegnelser (238 s.) - (2) Gåden om Faraos Datters Søn (239 s.)
- (3) Den Forsvundne Tronfølger (255 s.) - (4) Den Hemmelige Religion (368 s.) -
(5) Profeten som Ukendt Geni (272 s.)
Online-salg – både hos: B&M's butik og internetbogsalg • - og hos Online-lager: Lemuelbooks

Løbende nyheder om Moses-serien: www.moses-egypt.net - & - Interest Group for The Ove von Spaeth Papers




 
 
Sidetop



 
 

INTEREST GROUP FOR THE OVE VON SPAETH PAPERS

You are invited to freely join:
Interest Group for The Ove von Spaeth Papers

*