Den danske forfatter Ove von Spaeth ser ud til at blive en af vore dristigste videnskabsmænd. Dybt fortrolig med hebraisk og oldægyptisk besætter han sine læseres fantasi med sine opdagelser omkring den navnkundige Moses' liv. Selv foretrækker han et liv i det skjulte. Von Spaeth vil ikke interviewes, og han unddrager sig pressens fotografer. Som historiker har han sit erklærede særpræg. De fleste i faget holder på, at en kilde først kan benyttes, når den er fuldt bevist. Moses' historiker hylder det princip, at foreliggende beretninger må holdes for sande, så længe de ikke er modbeviste eller urimelige.
          Hvad lærte man om Moses? I 'Den store danske Encyklopædi's 13. bind, 1999, stod blot et sammendrag af Anden Mosebogs fortælling om den spæde israelit, som blev taget op af sin kurv på Nilen, opdraget hos Faraos datter og senere på Guds befaling førte israelitterne ud af Ægypten frem til Kanaens grænse, hvor han døde.
          I sit første bind, 'De fortrængte optegnelser, Attentatet på Moses', 1999, øser von Spaeth af oversete historiske kilder. Igennem århundreder har jødiske rabbinere optegnet minder, der i Ægypten er dukket op omkring Moses.
          Fra Rabbi Abrabanels oplysninger véd vi, at Moses fødtes tre år efter den store konjunktion i Fiskens stjernebillede, som forekommer i februar-marts 1537 f.Kr.
          Moses er altså født 1534 f.Kr. Den Faraodatter, som tog ham til sig, var kronprinsesse Hatshepsut, kronet som sin faders medregent. Moses er altså ægyptisk prins og tronarving.
Men dramatiske begivenheder opstår, en rival får Moses forjaget og søger med alle midler at udslette minder om den fredløse, som søger udenlands, kommer tilbage og bliver hebræernes udfrier.

          Med anden del, 'Gåden om Faraos datters søn', 2000, er vi tilbage ved Hatshepsuts hof. Før sin pludselige forsvinden havde Moses ifølge rabbinerne opnået høje poster, tilegnet sig al Ægyptens visdom.
          Vi erfarer nu, af ægyptisk historie, at den mægtige Hatshepsut efter sin faders, Tuthmosis I's, død styrede Ægypten, og at hun havde en gemal af ringere kongelig byrd, Tuthmosis II. Samt en ung, højt rangeret minister, Senmut, indviet i alle styrets hemmeligheder.
          Senmuts ambitioner var uden grænser. Som ivrig bygmester lod han opføre templer og gravmæler for dronningen og for sig selv, ligeledes i kongeligt udstyr.
          Da de politiske forhold kom under forandring, skabte han et nyt hemmeligt gravkammer for sig selv, aldrig fuldført, da en revolution er indtrådt; han forsvandt, og gravmælet først fundet i 1925.

          I dette mausoleum lod Senmut anbringe et stjernekort, på hvilket planeternes positioner danner en så sjælden konjunktion, at den kun har fundet sted fire gange fra år 2200 f.Kr. til 200 e.Kr., heriblandt maj 1534 f.Kr. Så at sige det moment, da den lille Moses blev taget op af Nilen og bragt til sin kongelige plejemoder.
          Vi ved ikke, hvad Moses hed hos dronningen. Navnet er jo ægyptisk. Nu er det muligt, at Senmut ved ordspil kan lade forstå, at han var søn af den regerende dronning, som fremmede hans kongelignende situation på alle måder. Hun omkom ved giftmord seks år efter Senmuts forsvinden. Nogen grav kendes ikke.
          Von Spaeth har længe forberedt en genial logisk slutning eller en sand genistreg: Senmut er Moses. Det forklarer, at to kongsemner forsvinder. En rival bliver ved dronningens død farao, Tuthmosis III.
          Vor dristige forfatter gentager, varierer og øger sine beviser for, at Senmut er Moses. Dermed stiller han læseren over for et valg: tro eller tvivl.
          I den turbulente årrække, hvor Senmut forsvinder, til dronningen forgiftes og liget bliver borte, kan alting ske. Læseren må over for bevisførelsen skelne mellem Senmuts og Moses' skæbne.
          Den astronomiske tidsbestemmelse af Senmuts stjernekort er utvivlsom, men at tidsangivelsen falder sammen med Moses' vanddåb kan være et tilfælde. Vore oplysninger om Moses' ægyptiske data er afhængige af adspredte rabbineres nedskrifter igennem århundreder, og her bliver det, selv med von Spaeths tolerante kriterium: Vidnesbyrd er sande, indtil det modsatte er bevist, ikke let at overvinde en uvilkårlig tvivl. Dog, lad mig som Holberg suspendere mit judicium og afvente de afsluttende bind.

F.J.B.J.

Ove von Spaeth: Gåden om Faraos datters søn. Attentatet på Moses, 2. Moses' identitet og mysterium

(Med F.J. Billeskov Jansens skriftlige tilladelsepr. 4/10-2001 til fri brug for OvS.)

I sin tværvidenskabelige serie "Attentatet på Moses" er Ove von Spaeth nu udkommet med andet bind, som hedder "Gåden om Faraos Datters Søn". Vi bliver i denne grandiose afhandling taget med gennem Moses' dramatiske liv, som Ove von Spaeth kyndigt og med pietet har beskrevet på grundlag af sin forskning i de ældre skrifter.

          Lad mig sige det med det samme: "Gåden om Faraos Datters Søn" er både bevægende, fascinerende og veldokumenteret. Medrivende og inspirerende skrevet i Ove von Spaeths engagerede og analytiske tone. Hver linie er en gave. Vi hører om mysteriespil, ypperstepræster, hemmelige grave, brodermord og identitetstyveri, og vi sluger bogen som den bedste kriminalroman.
          Men dette storværk er mere end det. Vi er vidner til en ægte forskersjæls ildhu og gennemgribende kulegravning dybt ned i de allerældst skrevne kilder. Vi følger Ove von Spaeths afdækning af historiske data samt nysyn på disse. Ikke nok med det: von Spaeth entrerer med overraskende og skelsættende svar på nogle af oldtidens vigtige begivenheder.

          Ove von Spaeth går grundigt til værks, når han afdækker Moses' liv: Hvem var Moses? Har han overhovedet levet? Og i bekræftende fald hvornår? Disse og andre spørgsmål bliver i storværket "Attentatet på Moses" endevendt systematisk og samvittighedsfuldt. Og besvaret. I åndeløs spænding følger vi Moses' stormfulde liv som egyptisk faraoprins, uddannelsen til arkitekt og herold, og senere kuppet med skinhenrettelsen forud for flugten fra Egypten. Alt udførligt dokumenteret og spækket med konkrete og verificerbare data. Kildeangivelserne fylder da også et særligt appendiks på 40 sider.
          Ove von Spaeth påviser, at Moses er født på et helt andet og langt tidligere tidspunkt end hidtil antaget. Det passer ikke forskerne på det videnskabelige parnas: de burde nu skrive historiebøgerne om; men se om det sker!

          Parallelt med Moses' handlingsmættede livsforløb bliver vi indviet i verdens ældste stjernekort. Dette astronomiske kort er lavet af Senmut og viser bl.a. en storkunjunktion mellem datidens kendte planeter i 1534 f.Kr. Her står vi muligvis over for verdens ældste horoskop. (Tidligste fund af brudstykker af stjernebilleder daterer sig til 2300 f.Kr.). Men hvem var denne Senmut, der levede samtidig med Moses? Læs de overraskende afsløringer. Senmuts stjernekort fortjener en afhandling i sig selv, og er da også detaljeret beskrevet og analyseret på 12 sider i bogens appendiks 2.
          En litterær oplevelse, en eventyrlig fortælling, og en forskningsmæssig bedrift!

K.S.

Ove von Spaeth: "Gåden om Faraos Datters Søn" - Attentatet på Moses (2),
C.A. Reitzels Forlag, 239 sider, illustr., 248 kr.

(Opdateret af Karine Smidth, med skriftlig tilladelse pr. 22/5-2001 til fri brug for OvS.)

Ove von Spaeths bog er et forsøg på at vise, hvordan Bibelens Moses i virkeligheden var ægyptisk prins og en af det ægyptiske riges mægtigste mand, indtil han blev væltet ved et kup. Herefter bestræbte man - dvs. de nye ægyptiske magthavere - sig på at fjerne alle spor af ham. Bogen indgår som nummer to i en planlagt serie på i alt fem bind.
          Bogen er velskrevet og letlæst - og ind imellem spændende som en kriminalroman. Dens historiske påstande skal dog ikke uden videre tages for gode varer. Ove von Spaeth demonstrerer et omfattende kendskab til det gamle Ægyptens arkæologi og historie.
          Imidlertid læses de mange kilder også på samme måde som en kriminalroman: det forudsættes, at der et sted i materialet gemmer sig en løsning, der får tingene til at gå op. Men hvor kriminalroman eller kryds-og-tværs er konstrueret med en løsning, er der ingen garanti for, at en tilsvarende løsning faktisk kan findes, når det gælder et spredt udsnit af oldtidskilder.
          Nyere bibelforskning har generelt været meget tilbageholdende med at udlede historiske informationer af de gammeltestamentlige beretninger om Moses. Man har ment, at her først og fremmest var tale om legender - om Moses, der som spæd bliver sat ud i sivbåden og reddes af faraos datter for senere at føre de trælbundne israelitter ud af Ægypten og gennem ørkenen til det forjættede land.
          Ove von Spaeth slutter sig dog til den række af forskere, der ikke kan eller vil opgive den tanke, at der bag Moses' ''ægyptiske forbindelse'' må gemme sig noget historisk. Han placerer Moses i det 18. dynastis tid, en periode, hvor kilderne synes at lade os komme ganske tæt på personer og begivenheder.
          Andre har tidligere forbundet Moses med faraoner fra det 18. dynasti, ikke mindst den navnkundige Amenhotep IV eller Aknaton (14.årh. f.Kr.), hvis kampagne for solguden Aton er blevet tolket som et tidligt forsøg på at indføre en form for monoteisme. Her fandt bl.a. Freud baggrunden for Moses' person og virke.
          Von Spaeth går dog længere tilbage i kongerækken til den fascinerende dronningeskikkelse Hatshepsut (16.-15. årh f.Kr.), der - skønt kvinde - regerede som guddommelig farao. Det er dronning Hatshepsuts yndling og bygmester Senmut - en figur, der i forskningen bl.a. er blevet opfattet som dronningens elsker - som von Spaeth mener er identisk med dronningens søn, den bibelske Moses. Ved et nøje tilrettelagt kup blev han, der af sin mor var udset til tronfølger, styrtet af en anden prins, dronningens nevø.


Spændende vinkler

Ove von Spaeths læsninger af det ægyptiske materiale er i enhver forstand selvstændige og ind imellem egensindige; men det sker også, at spændende vinkler afsløres som f.eks. i tydningen af ''stjernekortet'' i Senmuts gravanlæg. Ved astronomiens hjælp kan von Spaeth nå frem til Senmuts/Moses' nøjagtige fødselsår!
          Det på en gang skarpsindige og fantasifulde forsøg på at give den bibelske Moses en historisk identitet strander dog på de bibelske Moses-traditioners legendariske karakter. Von Spaeth praktiserer her en selektiv brug af elementer i bibelteksterne, som tilskrives ''historisk'' troværdighed, når de passer ind i mønsteret, og på andre punkter afskrives som unøjagtige. Det sker f.eks., når beretningen om, hvordan israelitterne tilvirker pagtens ark og tabernaklet efter Moses' anvisninger, skal bruges til at vise, at (den historiske) Moses var en erfaren arkitekt. Pointen i den bibelske beretning er netop, at de anvisninger, israelitterne følger, ikke er Moses' egne, men stammer direkte fra en guddommelig åbenbaring. Om Moses' eventuelle evner som arkitekt siger de intet.
          Den kritiske bibelforskning har von Spaeth ikke så meget til overs for; hvad der siges om den, er i flere tilfælde ren karikatur; og selvfølgelig burde forfatteren hos den stribe af konsulenter, der opregnes i bogens begyndelse - eller bare hos en af dem - have indhentet oplysning om, at det på dansk ikke hedder ''dokumentarhypotesen'', når Mosebøgerne opdeles i forskellige kilder. I øvrigt en opfattelse, der længe har været på retur i den gammeltestamentlige forskning. Og kildesondringen er på ingen måde grundlaget for en del forskeres skepsis i forhold til Moses som historisk person.
          Forbeholdene forhindrer dog ikke, at ''Gåden om Faraos datters søn'' kan læses med udbytte, først og fremmest for de litterære kvaliteters skyld. Den har evnen til at fængsle - og af og til også forurolige!

J.H.

Ove von Spaeth: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Attentatet på Moses, 2: Moses´ Identitet og Mysterium Revurderet
239 sider, 248 kr,, C.A. Reitzels Forlag

(Gengives med Jesper Høgenhavens skriftlige tilladelse pr. 9/10-2001 til OvS.)