Egyptiske Apis-tyre blev udvalgt tidligt, når de var på grænsen mellem kalv og tyr.
T.h.: Guldkalv, 1400-tallet f.Kr. (Moses' æra), fundet 1990 i
Ashqelon, Dan-stammens tidl. kystområde.

Moses - velkendt som alkymist blandt oldtidens lærde

I manuskripter fra Alexandria-tiden bliver Moses også omtalt som alkymist på niveau med kong Salomon og med den berømte kvindelige alkymist, kaldet Jødinden Maria (Miriam). Til hendes navn føjedes - påvirket fra samtidens mysteriekulter - den symbolske betegnelse "Moses' søster"; mens Moses selv sammenlignedes med det personificerede indbegreb af egyptisk alkymi: Hermes Trismegistos.
          En baggrund for dette beroede på den opfattelse, at Moses havde lært alkymi hos egypterne - og senere, på Sinai, hos qainitterne (hebraisk qain, 'smed'), der ligesom medianitterne var kendt som eksperter i metalbehandling.
          Blandt de gamle beskrivelser, hvor Moses nævnes som alkymist, findes i reglen ingen reference til de episoder i den bibelske Moses-beretning, hvor det er af umiskendelig alkymistisk karakter.
          Den ene episode er Bibelens beretning om Guldkalven, som Moses beordrede knust til småstykker og pulveriseret, hvorefter det fremkomne guldstøv blev iblandet israelitternes drikkevand. Det omtales som en straf - en ejendommelighed. Den form for "indtagelse" af guldet kendes inden for alkymien som en særlig fase (rubedo) i en alkymisk proces.
          Denne proces kan hos israelitterne være udført som symbolsk handling. Samtidig demonstreres her i detaljer kendskabet til alkymi længere tilbage end hidtil kendt angående gammel egyptisk og babylonisk tradition. 

          Idet alkymi var kendt for at føre til en særlig art medicinfremstilling, kunne der også produceres stoffer, der virkede modsat, altså sygdomsfremkaldende. I den anden episode, i forberedelsen til en af "Egyptens ti plager" - nævnt i "2. Mosebog" (9,8-11) - deltog Ahron og Moses:
                    - "...Så tog de sod fra en brændeovn og trådte frem for farao, og Moses slyngede det op mod himlen - og det blev til bylder og blærer, der brød ud på mennesker og dyr. Og magikerne kunne ikke træde frem for Moses på grund af bylderne, for der var fremkommet bylder på magikerne og på alle egypterne...".
          I denne ovn synes der at være foregået kemiske processer, som resulterede i et specielt kemisk stof. Dette har været farligt, da det i findelt form kunne sprede sig gennem luften og fremkalde infektionslignende træk med bylder og blærer hos egypterne og deres kvæg.
          Som alternativ forklaring kunne det være muligt f.eks., at Moses i hemmelighed lod sine mange agenter i skjul af natten forgifte de mest vigtige brønde med hurtigtvirkende infektionsmiddel - og kunne derefter gennemspille den omtalte opvisning for at give indtryk af, at det lå i hans magt at være årsag til epidemien. Uanset metode blev målet nået.


En filosofisk og spirituel disciplin

På de europæiske universiteter i middelalderen og renæssancen var astrologi som filosofisk system et obligatorisk emne - først og fremmest for bedre at forstå oldtidens filosoffer, som beskæftigede sig med disse anliggender.
          Angående alkymisters opfattelse og mål var også alkymien afgjort et filosofisk system til at praktisere et holistisk værk udført med intensiv hengivelse - på nogen måde som buddhismen, der til trods for den intensive hengivelse heller ikke var en religion oprindeligt, men en filosofi til at blive praktiseret - for spirituel udvikling.
          I alkymiarbejdet indgik også udvalgte planter - sammen med f.eks. "påvirket" vand, dvs. dug indsamlet om morgenerne på bestemte tider i årets løb. Også ved denne plantemedicin brugtes den "spagyriske"  kunst, et udtryk alkymisterne anvendte i forbindelse med "at kunne skille og samle" (solve et coagula).
          Desuden arbejdede alkymister især meget for, at processen skulle resultere i "de vises sten", lapis philosophorum, et legendarisk produkt der omdannet til pulver indgik i processen til at transmutere almindelige metaller til guld - såvel som medvirke ved fremstillingen af panacea.


Alkymi - dyrket af rosenkreuzere og astrologer

Tempelridderne menes i deres glansperiode, ca. 1100-1300, at have tilegnet sig en særlig viden overleveret fra bibelsk og ældre orientalsk tradition, herunder også fra Egypten. Da de pludseligt blev forfulgt og forsvandt ud af historien, kunne flere dele af den gamle lære og evt. skatte siden hen ses bevaret hos andre broderskaber (f.eks. den Skotske Orden - eller den portugisiske Kristus Orden, af hvilken prins Henrique O Navigador var stormester) og andre selskaber, som undslupne tempelriddere lod sig optage i.
          Tilhængere af den gamle egyptisk-orientalske lære i Hermes Trismegistos' oldtidsværk "Corpus Hermeticum" kaldtes hermetikere. Da den hermetisk og alkymistisk orienterede Tycho Brahe fra astrologien uddrog varsler om Europa og skrev om det i sin ”De nova stella” (1573), satte han, på hermetikeres vis, bibelreferencer i en ikke-kirkelig, større sammenhæng.

          Mange flere inspireredes af ideerne i "Corpus Hermeticum", idet rosenkreuzerne og frimurerne lod dets særlige indtryk sammen med interessen for den stadig så gådefulde egyptiske visdom medinddrage i deres systemer.
          En berømt bog fra samtiden, "Fama", om rosenkreuzernes filosofiske lære, fortæller også om selskabets grundlægger Christian Rosenkreuz, at han studerede i Orienten: Alkymi og "universets hemmeligheder" samt Hermes Trismegistos' metafysiske tekst(er), altså netop "Corpus Hermeticum". Og han studerede i Marokko hos orientalske jøder, der havde bevaret hemmelige traditioner som bl.a. kabbala i ren form.
          "Fama" blev trykt i 1614 i den tyske by Kassel, residensen for fyrst Mouritz af Hessen, som kendte Tycho Brahe, der her besøgte hans far, den foregående fyrste. De samarbejdede vidt og korresponderede om astronomi og alkymi. Også Michael Maier, en kendt tysk læge, udgav flere skrifter om alkymiens lære, netop mens han var ansat ved fyrsten af Hessens hof.

          Mange charlataner forsøgte sig med at praktisere læren, især alkymi, men der er også nogle gådefulde tilfælde, der ikke ses forklaret med illusion og bedrageri:  Den såkaldt evigt ungdommelige Greve af Saint Germain. Og selveste Voltaire skrev om ham, "... et menneske, der ikke dør, og som ved alt ...". Da han alligevel døde - ved et giftuheld i 1784 under et forskningsarbejde - foregik det stadig hos dette fyrstehus, nu ledet af Karl af Hessen.
          I England blev Francis Bacon inspireret af rosenkreuzernes lære. - Og en Oxford-uddannet læge, Robert Fludd, blev filosofisk arvtager til John Dee, dronning Elizabeth I's hofastrolog, og udgav i 1616 et forsvar for rosenkreuzerne (som han som hermetiker kunne støtte). Heri pointerede han:  At de var de sande kristne og Hermes Trismegistos' åndelige efterkommere.

Alkymisters retort-ovn, i en version fra renæssancen.

Store videnskabsmænd som Tycho Brahe og Isaac Newton var også stærkt optaget af astrologi og alkymi.
          Tycho Brahe skrev, at han har brugt lige så megen tid på stjernerne som på alkymien, hvilken han kaldte 'den jordiske astronomi' - en særlig videnskabskunst som også Newton senere dyrkede intensivt.
 

Var Isaac Newton optaget af astrologi?

Ved at Isaac Newton (1642-1727) kunne tage udgangspunkt i Keplers love for planetbanebevægelse, endte han med at finde principperne for tyngdeloven (udgivet 1687). Også han havde - ligesom Kepler og som sin tilsvarende geniale kollega i Tyskland, Leibniz - beskæftiget sig med astrologien, ikke mindst hvad angår vejrprognoser. Hvilket allerede Tycho Brahe tidligere havde eksperimenteret med.
          Men altså i eftertiden er det forsøgt afvist, at den imponerende kapacitet Newton - med sit ry for at have "historiens højeste intelligenskvotient", som kun meget få, f.eks. Goethe og Leibniz, når op i nærheden af - skulle have gået ind for "overtro" af denne og lignende art.
          En af de mest ansete Newton-forskere, videnskabshistorikeren D.T. Whiteside, har udtalt (ref. hos T.G. Cowling, 1977), at han aldrig fandt nogen reference til astrologi blandt de mange millioner ord, som er blevet bevaret fra Newtons hånd. Men her er der noget ejendommeligt:  For med Newtons livslange overvældende interesse for alkymi har han ikke kunnet undgå at beskæftige sig endda særdeles indgående med astrologiske forhold.
          Enhver moderne seriøs videnskabshistoriker, der har den epoke som emne, vil absolut kende til det, så hvorfor fortrænges dette tilhørende forhold?

Isaac Newtons en million ord om alkymi

Hvad flere af Newton-forskerne ikke kunne bortforklare var, at udover sin egen bogsamlings 169 bøger om alkymi efterlod Newton sig egne manuskripter med næsten en million ord om alkymi. 
          Dertil fandt man lignende mængder skriftligt materiale om mystik og indbyggede koder (!) i "Johannes Åbenbaring" - dette bibelskrift beskæftigede han sig med hele sit liv.
          Newton bekæftigede sig indgående med tallene i dimensionerne for Salomons tempel samt med bibelske profetier og bibelsk kronologi. (Fra anden side påstås han hemmeligt tilknyttet en tempelridderorden, hvis senere hovedsæde Rosslyn Chapel har de præcise mål for Salomons tempel).
          Isaac Newton, som dertil lærte sig hebraisk, arbejdede det meste af sit liv med Bibelens koder, som han mente at være på sporet af, bl.a. fra sin inspiration ved at læse om "de sidste dage" i "Daniel" og "Johannes' Åbenbaring". Heraf beregnede Newton verdens omvæltning: år 2060.
          Nationaløkonomen John Maynard Keynes (1883-1946) var stærkt overrasket ved i Newtons notesbøger - oprindelig pakket ned 1696 på Cambridge University - at finde, alene hvad angår esoterisk teologi, op mod en million ord om især en skjult kode i Bibelen. Keynes købte i 1936 Newton-papirerne på auktion og oversatte deres kodesprog. Jerusalem University købte 4000 andre Newton-papirer. Ifølge Keynes' værk "Essayes and Sketches in Biography" (1956, s. 280-290) skrev Newton, at:
                    "... Bibelen og universet er et kryptogram sat af den almægtige Gud ...", - og:
"... essensen af Bibelen er en profeti  om menneskets historie ...".

          Ved at se på verdens skabelse som beskrevet af Moses i Bibelen, skrev Newton også:
                    "... Moses, idet den gamle teolog, beskriver og udtrykker denne fantastiske verdens mest vidunderlige arkitektur, fortæller det os Guds ånd bevægede sig over vandene, hvilke var et ufordøjeligt kaos eller masse skabt forinden af Gud ...", - og:
                    "... Netop ligesom verden var skabt fra et mørkt kaos gennem at frembringe lys og ved separation af det luftige firmament og vandene fra jorden, således frembringer vores arbejde begyndelsen ud af et sort kaos og dets første materie gennem separationen af elementerne og illuminationen af stoffet. ..."


Korrespondencer mellem stjerner og elementer

Angående alkymi kan det påpeges, at for eksempel Tycho Brahe åbent bekræfter sammenhængen mellem alkymi og astrologi. Bl.a. skrev han i et af sine breve i 1588:
                    "... Det er vigtigt at vise, at de syv planeter på himlen modsvares af de syv metaller på Jorden og i mennesket af de syv vigtigste organer. Alt dette er endda ordnet så smukt og harmonisk, at det synes nær at have en og samme funktion, art og natur. Således modsvares Sol og Måne af de ypperste metaller guld og sølv og hos mennesket af de to vigtigste organer, hjertet og hjernen ...".
          Når Brahe fremstillede medicin, blev den udviklet ud fra, som nævnt, at man generelt anså planeterne for at kunne relateres til menneskets organer. Da Solen ansås for forbundet med hjertet, kunne en hjertekur f.eks. bestå i, at man skulle drikke vand med pulveriseret guld i.

          Brahe og andre alkymister synes at arbejde ud fra bl.a. særlig sammenhæng mellem stoffet svovl og himlens klareste stjerne Sirius, der aktiveredes ved 'passage af Solen', der alkymisk sattes i forbindelse med guld.
          I en indledningstale til en forelæsningsrække, som Tycho Brahe holdt på Københavns Universitet i 1574, forsvarede han astrologien ud fra årsager i korrespondencer mellem himmellegemerne, jordiske stoffer (metaller, sten, etc.) og kroppens organer (medicinsk astrologi).
          Sammenhængen mellem alkymi og astrologi opfattedes som værende yderst tæt. Tycho Brahe kaldte sin astronomiske forskning for "den himmelske alkymi". Og modsvarende har han i sin selvbiografi "Mechanica" skrevet om sin betegnelse for alkymien:
                    "... På alkymistiske undersøgelser og kemiske eksperimenter har jeg anvendt en ikke ringe omsorg. Det materiale, som de behandler, har en hel del analogi med himmellegemerne og deres virkninger, hvorfor jeg vanligt kalder denne videnskab for den jordiske astrologi ...".
          Tycho Brahe erklærer i sin bog "De Nova Stella" om sin opdagelse af supernovaen (1572), at hans opdagelser ikke modsiger Moses' beretning om skabelsen af verden med dens himle og elementer. Faktum er, at blandt alkymister var selve denne første bibelske begivenhed, Skabelsen, som Moses gengiver, altid blevet betragtet som en alkemisk proces!

          Det er i senere tider blevet kritiseret, at en så begavet mand som Newton af den engelske stat "blot" blev sat til at være rigets møntmester. Men det gav ham ikke alene en god fast indtægt, embedet synes også overdraget til ham pga. af hans alkymistiske viden om metaller. Ikke al praksis af alkymi var forbudt - f.eks. da John Dee genoptog sin praktiseren af alkymi, fik han en officiel licens til dette fra dronning Elisabeth I.
          I Danmark havde kong Christian d. 4. ligeledes en alkymist ansat som møntmester - med værksted i en pavillon i Rosenborgs have ved København. Hos Tycho Brahe synes lignende arbejde stillet i udsigt hos den bøhmiske kejser Rudolph d. 2. ud over at skulle være dennes rådgiver.


Newtons eksperimenter med Regulus, 'basilisken'

I Newtons papirer om sine alkymistiske eksperimenter optræder udtryk som "the Starry Regulus of antimony and Mars" eller "Martial Regulus", samt "Lunar Regulus" og "Lunar Venusian Regulus" - hvor Mars, Luna (Månen) og Venus er henvisninger til grundmetallerne jern, sølv og kobber. Og antimon - fra græsk anti  plus mono - betyder, at det 'ikke kommer alene' - brugtes ofte som navn for selve dette metal antimon, der senere også kaldes stibium. Det udvindes af stibnit, et mineral der fremtræder i form af prismatiske krystaller.
          Og endelig betegnelsen Regulus, som er navnet på en af de 5 klareste stjerner på himlen, Løvens hovedstjerne, også kaldet ved sit oprindelige græske navn Basiliskos. Dette navn - som astronomen Copernicus med succes omdøbte ved at oversætte det til latin som Regulus - synes gensidigt inspireret af alkymistisk terminologi. På græsk betyder basilisk 'et vildt uhyre, basilisken', såvel som 'lille konge', det sidste betyder det også i navnets latinske form Regulus.

          Med antimon som hjælpemiddel (upåvirkeligt af luft) tilsat guld - et homonculus-træk (lille konge) - havde de "empiriske filosoffer", alkymisterne, store forhåbninger til, at det sølvhvidt farvede metal antimon skulle lede dem til udvinding af det mirakuløse stof: "de vises sten".
          En alkymistisk proces, hvori der indgår antimon, kan resultere i udvikling af en særlig råmetal-udgave kaldet Regulus, et navn der netop indførtes af alkymisterne. Hos dem blev det først og fremmest forbundet med antimon. Til at udskille antimon (stibnit) kunne der bruges de klassiske grundmetaller som hjælpemiddel til at 'trimme' (reducere/rense) den metalliske masse - og blev da til f.eks. Regulus af Venus (med kobber) eller Regulus af Jupiter (med tin) etc.
          Når metallisk antimon lutres i kulild skal det synke til bunds i en beholder eller smeltedigel, og den lille regelmæssigt formede klump, der fremkommer, skal undergå yderligere lutringer for at 'fremdrage' stjernen Regulus. I bunden af beholderen findes det, der bliver den lille konge.

          Der er flere referencer i overført betydning til stjernebilleder, f.eks. Ravnen (Corvus) eller den sorte krage er et stjernebillede inden for Jomfruens himmelsektion. Eller Ørnen , på himlen stjernebilledet (/Jupiter's) Ørnen (Aquila), der i alkymi var et amalgam med Mercurium, kviksølv, i.
          Newton refererer direkte til, at "den sorte krage" (black scoria) og 2 purgationer (lutringer) med kaliumnitrat (kan kræve 3-4 purgationer) fremkalder en sølvskinnende stortakket stjerne.
          Medmindre det stade med stjernen passeres, har man ikke 'den rette regulus' til (fortsættelse af) sit værk. Newton skriver bl.a. om en sådan proces, at
                    "... the Regulus - after a purgation or two - starred very well ...".
          Den atomare struktur synes at ændres under lutring - forædling. Udtrykket "starred" blev brugt af Newton i mest bogstavelige forstand, når krystalformer i afkøling i den flydende metalliske overflade formerede triangulære grene omkring et centralt punkt og antog billedet af en reelt geometrisk struktueret, betragtelig stor 'sølv'stjerne!

                    

T.v.: Under dannelse af Regulus(-martial) som tydeligt
stjernemønster i substansen af antimon-metal.
T.h.:  Titelbladet af Tycho Brahes selvbiografi – viser også
hans hermetiske moto "hvad jeg ser oppe, ser jeg nede".

Alkymiens bidrag i det hele taget er umådelige, hvad angår de moderne kemiske industrier og især moderne medicin, atomfysik - samt astronomi og rumforskning.
          Og hvad alkymien har betydet for opbyggelig filosofi og spirituel indsigt er endda særligt imponerende.


I en dybere betydning

Alkymisternes arbejdede for en sublimering af ånd, sind, krop og jordiske elementer - for eksempel ses kroppen beskrevet skiftevis som "retorten" og "destillationsbeholderen".
          I det hele taget - men ud ad en anden retning - er alkymiens bidrag til de moderne kemiske industrier umådelige - opfindelsen af krudt (af kinesiske alkymister), malm testing og raffinering, metalfremstilling, produktion af farvestoffer, imprægnering, maling, kosmetik, moderne lædergarvning, keramik- og glasproduktion, fremstilling af ekstrakter, alkoholkemi og destillationsprodukter.

          Tidligere da alkymien var kendt som den spagyriske kunst efter de græske ord for "at adskille og at sammenføje", var dette koncept også forbundet med en iagttagelse af at tre ædle metaller - guld, sølv og kobber - havde nogle egenskaber tilfælles.
          En anden iagttagelse var det vigtige faktum, som fascinerede alkymisterne, at tre metaller var næsten helt ens i deres tunge vægt: guld (atomvægt 79), kviksølv (80) og bly (82). Dette kunne observeres uden at vide noget somhelst om den senere atomfysik.
          Således var det en opfattelse, at ved et særligt punkt i den alkymistiske proces kunne det blive muligt at så at sige "skubbe" til opbygningen i metallet bly for at ændre det til opbygningen af metallet guld - ved at tilføre rensende ild, energi, for at opnå det ændrede indhold, der i dette tilfælde også indebar lille, ønskeligt tab i masse/vægt. Det flydende metal kviksølv, med sin vægt mellem bly og guld, blev antaget at bidrage til udførelsen af processen - gennem den særlige transmutationsproces.
          Når alkymisten var tæt involveret personligt hele vejen igennem processen, skulle det derved "fremme åndelig opvågning". Desuden, hvis det fysiske resultat som produktet guld skulle fremkomme, skulle det betragtes som et tegn på, at den korrekte renselsesprocedure var blevet udført - som en parallel til det personlige forædlingsforløb.


Den moderne transmutation

Kemiske processers natur blev først forstået i moderne forstand, da elementet ild i sig selv blev forstået som også især at være en proces, hvortil den franske videnskabsmand Lavoisier, i tiden op til den franske revolution, blev i stand til at undersøge de kemiske elementer i mindste detalje. Af disse observationer lod den engelske forsker John Dalton, omkring 1808, opbygge den moderne opfattelse af atomteori.
          Efter den udvikling var også det vidensmæssige verdensbillede med sin hidtidige helhedsforståelse af ånd og stof blevet spilttet op - nu med mere vægt på den mekanisk-tekniske del. Ifølge atomfysikeren Wolfgang Pauli - der også var en af C.G. Jungs videnskabelige diskussionspartnere - vil den moderne videnskab senere bringe os tættere til en mere fyldestgørende opfattelse af forholdet mellem "psyke og fysik".
          Ud fra nutidens atomfysiske viden betragtes den ældgamle alkymistiske ide om at ændre f.eks. metallet bly til metallet guld som en fantastisk vanskelig eller næppe mulig opgave. I stedet ses moderne kernefysik 'transmutation' som omdannelse af et kemisk grundstof eller isotop til et anden gennem kernereaktion.

          Den tyske kemiker Otto Hahn (1879-1968) fik i 1944 Nobelprisen i kemi for opdagelsen af kernespaltning (i 1938). Han betragtes som en pioner inden for radioaktivitet og strålingskemi. Den amerikanske atomfysiker Glenn T. Seaborg (1912-1999), som i 1940 fandt det radioaktive grundstof, metallet Plutonium, betegnede Hahn som "atomkemiens fader". Hahn blev af sine samtidige også kaldt  "atomalderens grundlægger".
          Meget tidligt i historien var det betragtet som traditionel viden, at de syv himmellegemer mentes forbundet med de syv "klassiske" metaller eller grundstoffer - planeten Mars med jern, Venus med kobber, Jupiter med tin, Merkur med kviksølv, Saturn med bly, Månen med sølv og Solen med guld. Samt undertiden Terra, Jorden, med antimon. Alkymisterne, og senere f.eks. videnskabsfolk som den Rudolf Steiner-orienterede forsker Lili Kolisko, har ifølge deres eksperimenter erfaret nogen sandhed i nogle tilfælde angående sådanne forbindelser.
          Den første opdagelse en helt ny planet var Uranus i 1781, og følgelig blev det første nye ekstraordinære metal, opdaget i 1789, kaldt for uranium. Ud fra den tradition blev de næste to nye tunge metaller, neptunium og plutonium, begge opdaget i 1940, med det samme opkaldt efter de "ligeledes" næste nye planeter, Neptun (opdaget i 1846) og Pluto (1930).

          I Berlin havde en anden tysk kemiker Lise Meitner (1878-1968) arbejdet tæt sammen med Otto Hahn ved kernespaltningen - men måtte flygte fra Tyskland på grund af sin jødiske baggrund. Det græske ord atom  betyder 'ingen deling mulig', men Lise Meitner var den første person, der blev klar over - som en moderne Jødinden Miriam, Moses såkaldte "søster" og ekspert i den alkymistiske kunst "at adskille og at sammenføje" - at selve et atoms kerne kunne spalte, dvs. splittes i mindre dele.
          Således havde uraniumatomet splittet sig og dannet barium og krypton akkompagneret af udkastning af flere neutroner og en stor mængde energi (de sidstnævnte to produkter svarer til tabet i masse).
 

En videnskabens Magnum Opus
 
Et brev fra den danske atomforsker og filosof Niels Bohr (1885-1962), kommenterede den kendsgerning, at den mængde energi der udløses, når uraniumatomer bliver bombarderede - var meget større end forudsagt ved beregninger baseret på en ikke-spaltelig kerne - og havde sat gang i den ovenfor nævnte inspiration i december 1938. Hahn hævdede, at hans kemiarbejde var ene-ansvarlig for opdagelsen, skønt han ikke var i stand til at forklare resultaterne. I virkeligheden indikerer den bevarede korrespondance, at Hahn havde troet, at kernespaltning var umuligt.
          Det var politisk umuligt for den eksilerede Meitner at offentliggøre resultaterne sammen med Hahn i 1939. Hahn publicerede de kemiske opdagelser i januar 1939, og to måneder senere publicerede Meitner sammen med sin nevø, fysikeren Otto Robert Frisch, den fysikmæssige forklaring og kaldte processen "kernespaltning".

          Desuden erkendte Meitner sandsynligheden af en kædereaktion af et enormt eksplosivt potentiale, en vigtig rapport - hvis indtryk også førte til etableringen af The Manhattan Project, og genkaldte endda mindet om den græske myte om Prometheus, der stjal den transformerende ild fra guderne.
          Fra oldtiden kan vi læse i Hesiods "Værker og dage" (700-tallet f.Kr.), at Zeus havde advaret: "... Prometheus, du er glad fordi du har narret mig og stjålet ild ... men jeg vil som betaling for ilden give menneskene en dårlig ting, som de alle vil modtage med et glad hjerte, mens de omfavner destruktionen af dem selv ...". Foruden Hesiod har andre græske og romerske forfattere, fra Platon til Ovid og yderligere to dusin, gennem 800 år genfortalt og udsmykket denne - alkymi- (og atom-)perspektiverende - myte om Prometheus.

 

Moses beskriver verdens skabelse - en alkymistisk proces

Alkymisterne betragtede den bibelske Genesis, dvs. om verdens skabelse - ifølge traditionen beskrevet af Moses - som en gigantisk alkymistisk proces, "Guds opus".
          I oldtidshistorien blev den i Egypten højt uddannede Moses berømt blandt de senere græske filosoffer, fordi han var den første og tidligst kendte person i historien, der skrev og belærte om selve den ide, "at noget som helst overhovedet eksisterede før skabelsen". Bibelens indledende udsagn i 1. Mosebog, der introducerer konceptet om før-skabelsens elementer, inkluderende bl.a. lys, mørke, vilje og adskillelse - hvilke alle udgør mønsterets substantielle kvaliteter, nødvendige for at igangsætte primærmønstre, der skulle strukturere og fremdrive skabelsen.
          Den alkymistiske ide om en proces med et element eller grundstof, der transmuterer til et andet/næste grundstof - idag anset for "yderst vanskeligt", hvad angår alkymisternes favoritmetaller - finder reelt sted, hver gang en stjerne ændrer sig til en supernova og åbner sig med de stærkeste energiudbrud i universet. Frem til det stade har stjernen hele vejen igennem sin eksistenstid transformeret helium via fusion til tungere og tungere grundstoffer, indtil dannelsen af metallet jern er gennemført.
          Universet er struktureret i mønstre med spændings-systemer af uendelige forskelle. Heri forudså allerede Pascal og efter tur Arnauld, Leibniz, Helmholz, Planck, Einstein og Bohr atomkraft: at her er så uhyre spændinger, at den mindste rokken ved balancen kunne forårsage tilintetgørelse af al eksistens. En af atombombens fædre, J. Robert Oppenheimer, genkendte her sådanne kræfter allerede at være omtalt i den oldindiske religions-filosofiske tekst "Baghavad-Gîta".
 

Alkymister som empiriske filosoffer

Hos alkymisterne symboliserede både transmutation af mere almindelige metaller til guld, og det universelle panacea, udvikling fra et mangelfuldt, sygeligt, fordærveligt og døgnflueagtigt stade frem til et fuldendt, sundt, ufordærveligt og eviggjort stade; og de vises sten  repræsenterede da en mystikernøgle, som kunne gøre denne evolution mulig.
          Ved måneders - og endda års - gentagelse og gentagelse af bestemte renselsesprocesser og observationer, hvorved en stor erfaring, der så blev til empirisk viden, funderedes hos den individuelle alkymist.
          Mange alkymister anså de metafysiske aspekter som værende det sande grundlag for alkymien; og organiske og uorganiske kemiske substanser, fysiske tilstande og molekylemateriale-processer direkte som værende betydningsbilleder for åndelig helhedsværen, åndelige tilstande og afgørende, åndelige transformationer.
           Anvendt på alkymisten selv symboliserer dobbeltmålet hans evolution fra uvidenhed til oplysning, og stenen repræsenterer en skjult spirituel sandhed eller magt, som vil føre til dette mål. Gennem tiden under inkvisitionens lange regime, ca. 1250-1650, kunne dette bringe alkymisten under anklage for kætteri.

          Inden for alkymien er igen og igen planeter og stjerneverdenen intimt forbundet hermed, men er i reglen meget fraværende i moderne forsøg på at beskrive alkymien. I materiens verden i alkymistisk version, f.eks. hos Basilius Valentinus i 1400-tallet, ses svovl ved sin evne til at "håndtere ild" at repræsentere dette som en evne hos sjælen, mens kviksølv repræsenterede ånd, og salt repræsenterede kroppen som værende transformationens motivkraft. Det koncept gør et særligt astroalkymistisk samspil mere klart, når Solen (som hovedkilde for udstråling) repræsenteret ved guld (ufordærvelig og i sig selv uforgængelig ligesom sjælen), på himlen indtræder i forbindelse med meridianen for den mest vigtige og største stjerne Sirius, der repræsenterer svovl.

          Et alkymistisk verdensbillede var, at det materielle univers var sammensat af - i essensen - kviksølv og svovl. Ifølge et andet stade var det guld og svovl. Og til at repræsentere sjælen direkte fandtes guldet, altid ufordærveligt, altid kendt for sin evne til at modstå opløsning og syreangreb. Den kinesiske alkymist Ko-Hung blev citeret for dette udsagn: "... Det gule guld, selv hvis det er blevet smeltet hundrede gange, kan det ikke blive ødelagt ...".
          Guld var den universelle "højeste pris" i alle kulturer, i alle tidsaldre, og hos de fleste mennesker blev guld værdifuldt især på grund af ringe mængde eller sjældenhed - men for alkymister over hele verden var guld værdifuldt på grund af, at det var ufordærveligt. De ældste bevarede skriftlige referencer synes at være fra Egypten, men bag alkymiens allegoriske terminologi ville det næppe blive genkendt af egyptologerne, men en anden meget gammel kilde er fra Kina, og den omtaler, hvordan guld kan fremstilles og bruges til at forlænge livet.

Ilden - Prometheus gave - en faktor i transmutation

I alkymien var ilden en af de mest vigtige faktorer - rensende og transformerende - og herunder samle materielle elementer i nye kombinationer. Et specielt mysterium findes ved menneskets forhold til ilden, der er den eneste af de fire "græske" elementer (tilstandsformer), som intet dyr besidder.
          Den græske myte om Prometheus - hvis navn betyder 'forudseenhed' - beretter, at han stjal elementet ild fra guderne og gav det til menneskene. Der var netop meget mere i det end blot at have ild til at ikke mere skulle spise rå føde eller ryste af kulde om natten, og at dyrene naturligt frygtede ildens advarende lysskær og ikke længere vovede at angribe dem.

          Ideen om Prometheus' handling var velkendt i oldtiden. Ifølge det oldindiske religiøse værk Rig Veda (3:9.5) genfandt helten Mataricvan ilden, der havde været gemt for menneskeheden. I et old-finsk (ikke samisk) kvad, senere gendigtet som "Kalevala", findes motiver oprindelig fra Mellemøsten om ild-lyset, der var forsvundet, men blev så givet som en gnist overdraget via en  guddommeligt, genfødt sol-prins, der - ligesom Moses - kom frem fra en kiste i flodstrømmen.
          I Amerikas indianske myter hos Cherokee'rne, Algonquin'erne og blandt Creek Indians og yderligere hos forskellige indfødte amerikanske stammer ved den nordvestlige Stillehavskyst - fandtes beretningene om, at ilden blev stjålet. Også i de polynesiske myter blev ilden stålet og bragt til menneskene.
          Prometheus' fremskaffelse af den guddommelige ild udløste en sand flod af opfindelser og produktivitet. Gennem dette at få tag i ilden havde Prometheus opnået hemmelig viden. "Adam spiste af kundskabens frugt og blev kastet ud af Paradisets have på grund af dette" - og Prometheus stjal ilden og blev hårdt straffet for at give mennesket magten til at blive som guder, de udødelige.
 

Fyrtøjet

Mennesket frembragte ild - udover ved metoden at gnide to pinde mod hinanden - ved at slå flint imod jernkis for at få en fin og glødende varm flis til at bryde fri som gnist. Det var kendt i den sene palæolitiske periode (den ældste stenalder, jægerstenalder), der går 20.000 år tilbage.
          Mange folkeeventyr - ofte fra originale lignelser anvendt i indvielseskulterne - indeholder en psykisk sprogbrug med megen alkymistisk symbolik. Inspireret af bl.a. det skandinaviske folkeeventyr "Ånden i lyset", anvendte H.C. Andersen (1805-1875) sådanne elementer i sit eventyr "Fyrtøjet" (1835). dette magiske ildredskab, fyrtøjet, kunne kontrollere tre store, magiske hunde. (H.C. Andersen skrev også en novelle om en alkymists ulykke, "Valdemar Daae og hans døtre", - og Andersens ven, den danske farmaceut H.C. Ørsted var den store opdager af elektro-magnetismen, et betydningsfuldt trin sammenlignet med, at samme dr. Ørsteds akademiske lærer også var en alkymist).
          Angående Andersens "Fyrtøjet": - stjernen Sirius, der af alkymister ses forbundet med svovl for at frembringe guld, havde over hele den gamle verden et ekstra navn, Store Hund (i Egypten sattes Sirius også forbindelse med en guden Anubis i skikkelse af en sjakal-hund), og var placeret på himlen nær en anden hundestjerne, Procyon). De tre hunde i H.C. Andersens eventyr er opstillet i den rette alkymistiske orden, henholdsvis kobber, sølv og guld - med guldet skjult under den største hund.

Ideen om alkymisternes 'Store Værk' går langt tilbage i historien. En sen brug af udtrykket var meget fremme i alkymien i middelalderens Europa - og refererer til en succesrig afslutning af transmutationen af et grundelement til guld, eller til frembringelse af "de vises sten" - såvel som til personlig transmutation. Sidstnævnte fænomen blev meget studeret på ny og diskuteret af C.G. Jung.
 

Alkymi - hermetisme - psykologi

Alkymisterne kaldte ofte udøvelsen af deres kunst for simpelthen magnum opus, latin for 'det store værk'. Det blev brugt som et symbolsk udtryk for spirituel transformation i den hermetiske tradition, dvs. den overleverede praksis baseret på den gamle egyptisk-græske visdom fra meget ældre kilder, som senere i antikken blev samlet i en bog kaldt "Corpus Hermeticum".

          Opus eller det store værk kendtes som en række af trin, nu med eksotiske latinske navne. Den mystiske fortolkning af en opus' tre hovedtrin kunne ofte være:
- Nigredo(-putrefactio), formørkelse(-putrefaction): individuation, renselse, bortbrænding af urenhed, og også kaldt Sol Niger;
-  Albedo, hvidhedsfarvning: spiritualisering, oplysning;
-  Rubedo, rødfarvning: forening mennesket med 'Gud', forening af det begrænsede med det ubegrænsede.
          Der findes en vedholdende opfattelse i den alkymistiske og hermetiske tradition - såvel som i dele af den esoteriske astrologi - angående eksistensen af to sole:  en skjult en af "filosofisk guld" bestående af essentiel ild forenet med et tidligere tænkt, lysbærende medium, æteren,- og en håndgribelig af det profane "materielle guld".

          Antallet og rækkefølgen af trin kan være forskellige afhængig af målet og personens erfaring - og kunne også være:  - Solutio, - Nigredo, - Calcinatio, - Coagulatio, etc.
          Det er velkendt, at den alkymistiske proces - med mnge trin parallelt med individuationsprocessen - udtrykker alkymistens "road map" og faktuelt genspejler mange af indvielsestrinene i mysteriekulterne.
 

Det Store Værk - ud fra psyke og materie

Emner fra alkymien optræder i psyken som en del af et reservoir af mytologiske billeder, som fremdrages af personen i sine drømmestadier. Derfor tolkede den svejtsiske psykiater, pioneren Carl Gustav Jung (1875–1961), alkymiens tekster med vendinger fra sin analytiske psykologi som middel til individuation fuldstændig overensstemmende med de gamle manuskripters omtale af, at den alkymistiske akt - frem til en vellykket fuldendelse af transmutationen af et grundmetal til guld eller frembringelse af de vises sten - således synes at forbedre alkymistens sind og ånd.
          Jung påpeger en analogi mellem alkymisternes store værk - og processen i den moderne psykiatriske patients psykologiske mål og 'store værk' med psykisk og spirituel reintegration og helhed gennem individuationsprocessen.

           En udvikling gennem individuationsprocessen betyder meget mere end at være en genuin indvidualitet. Det inkluderer vidstrakt modenhed, ansvarlighed, etik, erfaring og universel indsigt, men ikke to personer eller deres udviklinger er ens eller opfylder et 'perfekt' ideal, og der vil stadig være meget for dem at være omhyggelig med i deres nye situation, der nu er blevet til et kompetent indvielsestrin til at fungere ud fra.
          I junglekulturer kan en jæger utrætteligt forfølge sit bytte i mange dage og nætter, men ved at have gennemgået nogle magiske ritualer og her forenet sig i sind og ånd med dette bytte kan han være i stand til på forhånd at kende dets valg af kurs ud fra, hvordan dyret føler og reagerer. Han respekterer dyret næsten som det var et helligt væsen, og i sit sind indgår han en pagt med det, så at det der vil ske med dette bytte skulle tjene en højere orden. På det stade af at være ydmyg og ren har dette menneske sjæleligt indsat sin vilje - og han vinder. På samme måde med alkymisten, der utrætteligt udfører sin krævende arbejde næsten rituelt, og forfølger målet, og bogstaveligt forener sig med sin opus' materiale - alt dette åbner hans sind til indsigt i universet og livsessensen.

Den svejtsiske psykiatriker og indflydelsesrige tænker, Carl Gustav Jung (1875–1961),
udforskede drømmenes verden, mytologi, verdensreligioner, østens og vestens filosofier
samt alkymi, astrologi, sociologi, litteratur og kunstarterne.

Den matematisk-geometriske 'fiksering'

Hos alle gamle kulturer eksisterer beretninger om smede og metalarbejdere, som opnåede forbavsende færdigheder ved deres forvandling af metallet fra urent til rent og fra hårdt til fleksibelt og igen til hårdt - eller ved perfektionering af legeringer. Smedene lærte sig specielle "mantraer" af speciel længde til at messe som et eksakt tidsmål for en præcise længde af hvert trin ved udsmeltning eller støbning. Smede blev ofte anset for en slags magikere og præster.
          Ifølge Moses var den første smed Abels ene søn Qain (Kain), - det er et semitisk ord for 'smed'. Skønt den symbolske handling i Bibelen fremstiller Qain som at dræbe sin bror, siger den også, at han er - i forbindelse med et løfte eller en pagt  - blevet udstyret med et mærke i panden; - hvilket senere blev ofte fortolket som "det tredje øje", således en speciel indsigt. Den bibelske beretning fortæller også, at Qains efterkommere blev smede og musikere. Det var netop hos en smed, at Phytagoras lærte om "de forskellige tonelyde ved at ramme forskellige afstande på ambolten", hvorved han kunne optille sin matematisk baserede distinktion og struktur af musikkens toner.

          Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) var en sand polyhistor - med sine arbejder inden for digtekunst, drama, litteratur, teologi, humanisme og eksakt videnskab. Goethes magnum opus - berømmet for at høre til  blandt de største i verdenslitteraturen - er det todelte dramatiske epos, "Faust".
          Selve navnet "Faust" synes inspireret fra Faustulus, den kongelige hyrde som fandt de to prinser, tvillingebrødrene Romulus og Remus, som diede en ulvehund, symbol for stjernen Sirius.
          Når Faust spadserede med sin lærling Wagner, blev de fulgt af en hund - en puddel. Goethes udtryk på tysk, "des Pudels Kern" ('pudlens kerne'), betyder den virkelige natur eller dybere mening af noget (som ikke var tilgængeligt at se tidligere). Hunden, pudlen, er betydningsfuld her og forvandles til at være djævlen, og Faust udfærdiger en aftale, en pagt, med djævlen for at kunne være herre over materien. Ifølge C.G. Jung er "Faust" et alkymistisk drama fra start til slut.
          Doctor John Dee, den elisabethanske matematiker, astrolog, filosof og magiker, omtales også for at have lykkedes at fremstille en homunculus (dvs. 'lille menneske', under visse forhold 'lille konge'), - det samme blev sagt om Paracelsus. Og det kunne have inspireret Goethe til, at magikeren Fausts lærling, Wagner, fremstiller en homunculus.

          Senere ses den store komponist af samme navn, Wagner - Richard Wagner (1818-1883) - altid selv at skrive både scenarier og libretto til sine musikværker. Også han var meget inspireret af folkeeventyr og de gamle myter - og bruger et psykisk betonet sprog med alkymistisk symbolik.
          En dansk forfatter, Jurij Moskvitin, matematiker, filosof, koncertpianist og komponist (1938-2005), fortalte om en drøm, som han drømte en efterårsnat i 2004, - han genfortalte den også i en tv-dokumentar: han stod på et rullende transportbånd, men pludselig knækkede det midt over, og han faldt af. Han ville så reparere det, da en stemme fra oven sagde, at det ville ordne sig selv, og han så nu, at det snurrede sig selv op som en dobbeltspiral, dna-molekylet. Samtidigt lød der en høj Richard Wagner-musik fra "Tristan og Isolde" - og i det øjeblik opdagede Jurij, at på et særligt niveau havde Wagner med sine toner matematisk eksakt udtrykt dna-geometrien, fuldstændigt præcist: Et budskab om sådanne universelle faktorers enhed, og at intet stop er virkeligt, dna sikrer en videreførelse. (Men hvad Jurij ikke vidste på bevidst måde var - og så trist for os, hans gode venner - at det også var et budskab om hans egen død, 6 måneder efter).

          I det større billede anså C.G. Jung, at verden rummer guddommeligt "lys med liv", og at denne essens er indviklet i en matematisk "fælde" underlagt en demiurg, Lucifer, 'lysbringeren'. Lucifer indeholder lysets indsigt i den virkelighed, indtil en tid hvor lyset/indsigten vil blive sat fri. (Jung synes at have lånt udtrykket "en fælde" fra de indsigtsfulde, men sommetider pessimistiske gnostikere, som han i øvrigt studerede meget).
          En af de første operationer i alkymistisk praksis er transformationsprocessen - de sande, kreative dobbeltformer fremtræder og begynder deres interaktion udformet til at frembringe den alkymistiske, fuldstændige union af anima og animus. Det bevidste og ubevidste bliver integreret og assimilerer egoet, hvorefter Selvet kommer frem. I denne ultimative union, kendt som coniunctio, bliver ifølge Jung det hidtil indgrænsede lys genoprettet og bragt til punktet for dets endelige og forløsende fuldførelse.

          Dette paradoks udtrykte alkymisterne ved Ouroboros-symbolet, slangen der spiser sin egen hale. I det gamle billede af Ouroboros rummes ideen om at opsluge sigselv og dreje sigselv ind i cirkulatorisk proces, selvopretholdt, - igen, selve kunsten at procesarbejde grundstofferne handlede reelt altsammen om mennesket - Adam - selv. Og for Jung var selvrealisering i sit sluttelige stadium af udviklingen - at blive en genuin individualitet.
          Ouroboros var den hellige slange kendt fra sin placering på kronen hos de gamle faraoner, og i den alkymistiske proces var den symboliseret ved at spise sin egen hale - opfattet som at på himlen være afspejlet i stjernebilledet Draco, slange-dragen i samme positur rundt om nordhimlen. I myterne, hvor slange-dragen - efter mange vanskeligheder med forsøg på at kontrollere dens imponerende magt af ild - blev dræbt af St. Georg, fandtes der en skat af guld under den. Navnet Georg er græsk for 'jord', 'jorddyrker', det samme udtryk som Adam, hebraisk for '(rød) jord' - og jorden var ofte et symbol for elementernes materielle verden.

          Et omdiskuteret, gådefuldt "første stof", Prima Materia, blev bragt med ud af Paradis af Adam, ifølge oldtidens skrifter. Det var opfattelsen, dette at Moses fortæller i den bibelske Skabelsesberetning (1. Mosebog, 2,11), at en flod i Paradis fører til et sted med guld: "... og dette guld er godt ...", garanterede i virkeligheden et sådant mål som ægte, og at her er den første begyndelse i processen for mennesket, Adam.


Moses og en kongelig vej i alkymien

Har alkymisterne nogensinde fremstillet guld i virkeligheden? Næsten alle forskere vil afvise det, både fordi ideen var alene at opnå individuationsudvikling og visdomserkendelse, og fordi det vil synes teknisk umuligt (hvilket disse lærde eller forskere kan have helt ret i ifølge nutidens viden, men ikke nødvendigvis ifølge andre, nu ukendte betingelser, som muligvis også i en fremtid kunne vise sig).

          Individuationsprocessen kunne også ses alkymistisk visualiseret som "animus" (en maskulin personifikation af det ubevidste) komme op i den bevidste psyke - en udvikling fra et magtfuldt monster (basilisken) via en kronprins ("lille konge") til en konge (at "blive konge over sigselv").
          Ifølge de gamle traditioner i de indviedes lære fandtes ideen om en brønd på himlen mellem stjernerne. På brøndens bund findes stjernebilledet Løvens hovedstjerne, den kongelige stjerne Regulus eller Basiliskos, henholdsvis latin og græsk for 'lille konge', og på græsk en ekstra betyding, et 'vildt monster'. (Dets modstående stjernebillede på himlen, så at sige i himlen øverst over brønden, kaldtes Brøndkrukken, det tidligere navn for Vandbæreren).
          En betydningfuld episode i Moses' beretning i Bibelens "1. Mosebog" (37:9-37) handler om Josef og hans drøm, hvori Solen, Månen og 11 stjerner (stjernebilleder) i situationen fremstår som at være underlagt ham. Hans brødres reaktion er at kaste ham i en tom brønd og derefter sælge ham til en karavane til Egypten. Brødrene lader faderen Jakob vide, at "et vildt uhyre" opslugte Josef - i realiteten, herfra begyndte Josef sin nye udvikling, og han blev en "lille konge", dvs. vesir, og endte med at blive vicekonge af Egypten, faraos stedfortræder.

          Igennem størstedelen af historien skulle kongerne i princippet indvies - også kroningen i sig selv var et indvielsesritual. Nogle konger kan endda have prøvet at praktisere alkymi, sådan som den bøhmiske kejser Rudolf, som Tycho Brahe tjente i sine sidste år. Kejser Rudolph blev efterhånden sindssyg, sandsynligvis fra indånding af kviksølvdamp under eksperimenterne, og resten af hans levetid måtte hans bror regere for ham.
          I oldtiden synes alkymi forbundet med den sidste af de 'indfødte' egyptiske konger, Nectanebo II - og til den bibelske kong Salomon.
          Især i den tidlige græske kultur hører vi om Lydiens kong Krøsus (560–546 f.Kr.) med sine enorme skatte af guld (navnet Krøsus er fra græsk krysos, 'guld') og hans specielle kontakt med ild - samt om Frygiens kong Midas, kendt for at kunne transformere alt til guld - den berømte gyldne Midas-berøring, en evne opnået ved at han dyppede sin hånd i floden Pactolus; - både i Lydien og Frygien kunne der i visse floder udvaskes guld, en ekstra basis for den velstående økonomi i disse lande. I legenden blev Midas udstyret med æselører - hvilket kan pege på det alkymistiske arbejdes forbindelse til Sirius, der, foruden at kendes som "Store Hund" også kaldtes også kaldtes for "(hjertet i) stjernebilledet Æslet".
          Netop det rige land Lydien synes også at være et af det ældste steder for møntvæsenet. De tidligste mønter stammer fra 600-tallet f.Kr. og nogle af disse er fremstillet af "hvidt guld" eller "elektrum", en naturlig legering af guld og sølv - også godt kendt hos alkymisterne.
          Også f.eks. kong Midas blev påstået at være kun en myte, men Alexander d. Store besøgte byen hvor kong Midas og Midas' far, kong Gordion, havde regeret. På det sted fandtes fortsat en kultisk tradition med indvielse - og her avancerede Alexander til et vigtigt trin hvorunder han udførte et ritual med overhugge den gordiske knude. I 1957 åbnede den amerikanske arkæolog Rodney Young kong Midas' gravhøj, tæt ved Yassihöyük i Tyrkiet. Her var stedet for det gamle Gordion. Hvad moderne teorier end måtte mene om dateringen, er det et faktum, at den eksakte videnskabelige datering af indholdet til ca. 750 f.Kr. er i præcis overensstemmelse med informationer i de såkaldte myter.

          I al tradition i jødernes gamle Rabbinerskrifter og hos den græsk-ortodokse kirke og tilmed den romersk-katolske kirke var forfatterskabet til Bibelens "Jobs Bog" altid tilhørende Moses.
          I den hebraiske bibels "Jobs Bog" (28:1) hedder det: "... For sølvet har sit sted, hvorfra det kommer - og guldet, man lutrer, har sit sted ..." og (23:10)  "... For han kender den vej, jeg går - når han har prøvet mig, går jeg ud (af prøven) som guld ...", - processen fremtræder som en åndelig alkymistisk proces.

          Jung lagde vægt på, at verden rummer guddommeligt lys med liv. Heri udtrykte han også - næsten som den gamle filosofi fra Veda-teksterne i Indien eller buddhistisk lære - i sin bog: "Mysterium Coniunctionis, an Inquiry Into the Separation and Synthesis of Psychic Opposites in Alchemy" (1956), - at det kollektive ubevidste ikke bare omfattede psykologien for menneskene, men for hele universet.

          Gennem observation og genkendelse af at avancerede og spirituelle faktorer også rummes i den eksakte forsknings processer, demonstreres her (McGuire & Hull, red.: "C.G. Jung Speaking. Interviews and Encounters", 1978) så brillant af Jung med sit statement det mest seriøse forhold til sand videnskab:
                    "… Livets irrationelle fuldkommenhed har lært mig ikke at kassere noget, selv hvis det går imod alle vores teorier (i bedste fald så kortlivede) eller på anden måde giver adgang til en ikke-øjeblikkelig forklaring. ..."

*

Ove von Spaeth,  forfatter, forsker - copyright © 2005 og © 1998

Artiklen rummer uddrag fra Ove von Spaeths bøger "De Fortrængte Optegnelser", "Den Hemmelige Religion" og "Profeten som Ukendt Geni", alle fra hans serie "Attentatet på Moses" - alle seriens bøger kan læses uafhængigt af hinanden, - C.A.Reitzel forlag og boghandel, www.careitzel.com . -  Yderligere information: www.moses-egypt.net

*

                   

Alkymisternes reagenskolbe med en homunculus, her - som et trin i individuationsprocessen -
i avanceret form som en "lille konge", anset for forbundet med Basilisk-stjernen, Regulus.
T.h.:  Ouroboros-slangen, der i den alkymistiske proces spiser sin egen hale - former sig selv som
en cirkulatorisk proces - således afspejlende stjernebilledet Draco i samme positur på himlen.

Efterskrift:  Nogle af de ældste kilder om alkymi er fra Egypten. Den gamle magisk-teologiske tekst på Shabaka-stenen siger, at det var guden Ptah, der anråbte verden, så den kom til eksistens, idet han i sit hjerte havde drømt om skabelsen og udtalt den - med ord (ordet).

Den nederste halvdel af Ptah-figuren indsvøbt som en mumie, et udtryk for den jordiske
verden af død og fornyelse - men den øverste del er åben, den åndelige del. Ptah er placeret
på en målestok, maat: universets lovprincipper. - Denne hellige gud for skabelsen blev specielt
dyrket i Memphis og On (Heliopolis), Egyptens nordlige teologiske centre. På disse steder
var han også tilbedt som guden for alkymister, metalhåndværkere og smede.

Fra de ældste tider ses basilisken forbundet med kosmologien, stjernerne og alkymien. De
mytologiske symboler hos basilisken er dens hoved som en hane og dens hale som en slange.
Manuskript-illustration af en basilisk; fra 1633 (Det Kgl. Bibliotek, Folio 51r).
 

Arketypiske mønstre set i planetbaner og stjernebilleder

Geometri er "rumligt dimensioneret matematik". Matematiske urbilleder er arketypiske og guddommeligt logiske - ligesom krystallinske geometristrukturer eller kombinationernes forhold ved toners harmonier i musik - og kan naturligt lede til religiøs 'betagelse' hos opfatteren.
          Der var ikke tale om, at hvad som helst kunne symbolisere hvad som helst. Traditionens syn på de nøjagtige og billeddannende himmellinjer - med arketypiske mønstre og strukturer - opfattedes ikke som resultat af tilfældigheder eller subjektiv tolkning, idet disse mange præcise astronomiske forhold i sig selv er af eksakt kontrollerbarhed bl.a. i tid og mål.
          En udbredt måde for oldtidsfolks observation af et bestemt mønster i visse stjernebilleders bevægelser hen over nattehimlen var f.eks. dette: Lige efter solnedgang ses på den tidligste nattehimmel, at mens stjernebilledet Store Bjørn synker ned til delvis under horisonten, stiger stjernebilledet Cassiopeia op - ikke lige overfor, men dog fra modsat side, idet det hele forgår på nordhimlen. Ved midnat nærmer Cassiopeia sig sin øvre kulmination (højest på nordhimlen), mens Store Bjørn samtidig når sin nederst mulige position. Lige før solopgang stiger Store Bjørn op, nu fra modsat side, mens Cassiopeia synker.
          Et godt materiale om stjernernes forbindelselinjer findes i det hidtil mest omfattende oldtidsleksikon, "Pauly(-Wissowa)'s Real-Enzyklopädie der classischen Wissenschaft" (mere end 80 bind, Stuttgart 1894-1980). Heri findes artikler med oplysninger med en kortlægning af samspil i "Stjernernes op- og nedgange" i oldtiden.
          Andre stjerner har et yderligere stringent møster i deres visuelt relaterede op- og nedstigninger. Eksempelvis kan dette ses i det meget præcise forhold støttet af den eksakte forbindelselinje mellem stjernerne Aldebaran og Antares, to af de ialt fire "kongestjerner".
          De himmelgeometriske "arketyper" i forbindelses- eller sigtelinjer til markante stjerner, ofte med særegne positioner og karakteristika, var tilknyttet opfattelsessystem med vægt på kosmiske mønstre i samspil - næsten som i moderne kvantefysikagtige synkronicitetsforhold. Alt det tilhører en for længst glemt ideverden, der havde sin egen konsekvente logik, og som stadig er genkendelig i overleverede fragmenter.

Det ældste dokumenterede græske horoskopbillede er et relief i kong Atiochus I's
gravanlæg, i Taurusbjergene. Visuelt er her registreret tidspunktet for denne
konges kroning (7. juli, år 63 f.Kr.). Over løvens ryg ses Jupiter, Merkur og
Mars, og Månen i manken, alle i konjunktion i stjernebilledet Løven.

'Lille konge', i himmelgeometriske mysterier

I græsk astromytologi omtales, at den højeste gud Zeus nedsteg - i skikkelse af Svanen (stjernebilledet) tæt ved den højeste store stjerne, Lyra - og befrugtede den jordiske Leda (ionisk for 'kvinden', egypternes Isis), der repræsenterede Sirius. Lyra og Sirius er placeret på samme lige sigtelinje, med Sirius på dens udstrækning uden for ekliptikas kredslinje, der af sigtelinjen krydses næsten vinkelret. Zeus og Ledas afkom blev Tvillingernes stjernepar.
          Efter lignende principper blev en særlig forståelse lagt i, at ud fra "Faderen" som det højere guddommelige princip - her relateret til Svanen og specielt Lyrens stjerne - fører en meget benyttet sigtelinje (Verdens-aksen, senest set anvendt hos Ole Rømer, ca. 1700) som basislinje (hypotenuse) fra stjernen Lyren ned til "Moderen", Sirius. Herved fremstår en perfekt pythagoræisk trekant med topvinkel (retvinklet) i "Sønnen", prinsen, nemlig Løvens' hovedstjerne Basiliskos, dvs. 'lille konge' ("kongesøn, prins").
          I den esoteriske himmelgeometri - og her med brug af den pythagoræiske trekants grundtal 3, 4 og 5 - udtrykkes Faderens tal som værende 3, dvs. længden af trekantsiden over for Faderens vinkelspids. Moderens tal er 4 og udgør trekantsiden mellem Faderen og Sønnen. Sønnens tal er 5 og følger forbindelseslinjen (hypotenusen) fra Faderen til Moderen.
          Med Faderen i himlen (Paradis), Moderen udenfor (i det jordiske), og Sønnen lige på den ekliptikale himmelcirkel (med "et ben i hver lejr") - fremstår " Søn, "kronprinsen" ("lille konge"), mennesket, dvs. Menneskesønnen, som halvt jordisk og halvt guddommelig. Konceptet Faderen, Moderen og Sønnen kendtes i alle store religioner. Og selve den stjernemæssige genpart af ideen med Faderen i centrum og Sønnen på cirklen ses endnu sent i 1600-tallet i den stjerne-relaterede idelære stadig inden for den begyndende moderne vesteuropæiske videnskab.

Så sent som ca. 1700 e.Kr. brugtes Verdens-aksen ligesom i oldtiden,
nemlig som reference- og sigtelinje. Illustrationen er udført for 300 år siden
 til den danske astronom og lyshastighedsopdager Ole Rømer.

Kongelige fødslers stjerne

Jesus omtalte sig selv i lignelser som "kongesøn". Evangeliernes omtale af hans slægtslinje rækker bagud til kong David, der er optegnet blandt hans kongelige forfædre, men synes ikke at være den eneste relatering. Den sommerdag, hvor Solen passerer stjernen Basiliskos/Regulus, dvs. 'den lille konge' eller "(konge)sønnen", er en sandsynlig dag for Jesu fødsel. Først 350 år efter Jesu æra bestemte kirken, at hans fødselsdag skulle placeres på indvielsesguden Mithras' fødselsdag ved vintersolhverv den 25. december.
          I årene omkring Jesu fødsel befandt Basiliskos/Regulus sig (ud fra datidige placering jævndøgnspunktet) på selve ekliptika-cirklen lige ved grænsen mellem Krebsen og Løven.
Ydermere på samme "Basiliskos-dag" om sommeren indledte Sirius med sit alternative navn Store Hund de 30 "hundedage" - som de stadig kaldes - efter at Sirius havde været ude af syne i 70 dage og nu igen kom over horisonten.
          Og den pythagoræiske himmeltrekants Faderen, Moderen og Sønnen kunne da observeres samtidig ved solopgang (mens Solen passerer/dækker Basiliskos). Dagen var især markering af det egyptiske nytår, cirka 20. juli, der i romersk kalender var Tammuzfesten, symboliseret som "Adams dag". Ideen var importeret fra Babylon: En synkretisme, jf. romersk brug af andre religioners elementer, f.eks. som i romersk udgave af egyptisk Isis-kult.
Jesus kaldtes også "menneskesønnen" og "frelseren", Paulus kaldte ham "den anden Adam", og Pilatus kaldte ham "konge". Endnu en konge, Alexander d. Store, var født også netop ved den 20. juli. Alexander er græsk for 'menneskets frelser'. Ligeledes kunne det give Julius Cæsar 'kongelig' prestige, at også han var født (særdeles tæt, kun få dage før) nær den dato.

Leo-stjernebilledet i Johs. Honters træsnit (inspireret af Albrecht Dührers atlas fra 1515) i en
udgivelse - trykt i Basel, 1541 - af Ptolemæus bog “Omnia quae extant opera". Løvens hjerte,
hovedstjernen Basiliskos-Regulus, er korrekt for den tid placeret midt i Løvens 3. dekan.

Slangen udrugede verdensægget

I dag kendes basilisken mest som en såkaldt amerikansk øgle af træ-leguanernes gruppe, og denne specielle type kaldes også Jesus Christ Lizard på grund af dens evne til at gå på vandet, i realiteten ved at løbe 10-20 meter henover vandoverfladen med mange trin i sekundet og dermed undgå at synke. Den fik basilisk-navnet på grund af dens uhyggelige udseende beskrevet i oldtidens myter fra Mellemøsten, hvor traditionens basilisk fremstår som et uhyre med et hanehoved samt hanekløer og frygtelige sporer foruden vinger og en slangeagtig hale.
          En sådan basilisks særkende var, at en slange havde udruget dette uhyre (eller tudse, jf. "lille konge") af et æg, der var lagt af en hane! I nogle af myterne tilføjes, at basilisken spyede gift ud, som var så stærk, at planterne visnede, og de ramte dyr døde. Øjnene sprudlede gnister - og havde en uhyggelig styrke, så at alt, hvad den så på, dræbtes. Derfor kunne den ikke tåle at se sit eget spejlbillede. Kun hanen (og væselen) havde magt over den - når basilisken hørte hanegal (metafor for Solens opstigen og tilsynekomst), sank den i Jorden.
          Gennem tiderne er basilisken omtalt af europæiske forfattere, bl.a. Plinius d. Ældre (1.årh. e.Kr., i sin "Historia Naturalis", bog 8:3), Lukanos 1.årh. e.Kr., i sin "Pharsalia", bog 9:849ff) og Isidorus af Sevilla (7.årh. e.Kr. i sin "Etymologier", bog 12, 4:6ff). Og i middelalderen ses emnet behandlet af kirkedignitaren Pietro d'Abano.
            Og senere hos digterne, f.eks. i Chaucer's "Canterbury Tales", William Shakespeare's "Richard III" og Percy Bysshe Shelley's "Ode to Naples". Også i moderne tider fænger basiliskens magi, sådan som i "Harry Potter and the Chamber of Secret".
          Basilisken optræder i Leonardo da Vinci's "Bestiari" og i hans Notesbøger.Theophilus Presbyteren bringer en lang opskrift i sin bog angående at skabe en basilisk til at konvertere kobber til "Spansk guld" (De auro hyspanico). Og Albertus Magnus' "De animalibus" angiver Hermes Trismegistus - men muligvis ikke korrekt - som en kilde til legenderne og som skaberen af beretningen om basiliskens evne til at konvertere sølv til guld.
 

Stjernerne og alkymien

Ideen om basilisken dukker op igen og igen hos alkymister og astrologisk indviede endnu sent i Europa. Den italienske, platoniske renæssancefilosof og teolog hos Medici'erne, Marcilio Ficino (1433-1499), ville nyskabe en storslået syntese af oldtidens største tanker og kundskaber, og heriblandt var også stjernelæren.
          Ficino omtaler i sit værk "De vita coelitus compranda" (pp. 394-398) en type magi, som: "... dengang magikere fra Persien ud fra salvie, der var renset ved hjælp af gødning - og mens Solen og Månen stod i konjunktion i anden tredjedel af Løvens tegn - frembragte en fugl ligesom en sort-fugl med slangehale. Efter at den var pulveriseret til aske, kom de den i en lampe, således at huset med ét fyldtes med slanger. Den form for magi er tom og skadelig for helbredet og skal undgås. Men den anden (magi), den nødvendige, som forbinder astrologien med medicinen, skal bibeholdes ...".
          Det nævnte gødning og askepulver spillede en stor rolle i alkymien. Især er beretningens esoterisk-astrologiske træk tydelige: På Ficinos tid havde præcessionens bevægelse forårsaget, at Basilisk-stjernen nu var placeret i stjernetegnet Løvens andet (dvs. midterste) dekan.
          Solen ville altså her stå i direkte konjunktion med stjernen og en kulminerende nymåne-konjunktion. Solen kendes forbundet med hanen i et utal af ældre beretninger. Og udtrykket "... en fugl ligesom en sort fugl (dog her anvendt på latin merula,'solsort') med slangehale ..." peger direkte tilbage til traditionen fra babylonisk stjernekundskab - velkendt tidligere i den græsk-romerske tradition, som optog Ficino stærkt.
          En af himlens kraftigst lysende stjerner, Vega (alpha Lyra) - den oprindelige Nordstjerne - hed på babylonisk Tartugallu, 'Kongehanen', og senere ændrede araberne navnet til Sorte Høne eller Hane. (Jf. babylonisk tartu, 'hane' og gal-lu, 'konge', med en dybde i at det omvendte ord lu-gal  betød 'mand', menneske'). Angående "en slangehale", se det følgende.
          I oldtidens kulter for mysterieindvielser formidledes særlige informationer i form af lignelser - ofte kendt som fabler - en tradition som senere ikke mindst Jesus flittigt anvendte. I en fabel gives et billede af en hane oppe på ryggen af en hund på ryggen af et æsel. Her udtryktes simpelthen den tidligere nævnte Verdens-akse (ikke at forveksle med Jordens akse), der strækker sig langs Mælkevejen tværs over himlen helt op til Lyra.
          Verdens-aksen opfattedes at udstrække sig fra stjernen Canopus, der indgik i oldtidens stjernebillede Æslet (med dets nedenfor liggende stjernebillede Argo Navis), og op gennem Sirius (Store Hund, Canis Major), op til Lyra-Vega i og ved Lyren & Svanen. (Svanen, Cygnus, i europæisk tradition, men Hanen i babylonisk opfattelse).
          Billedets ide relaterede til den esoteriske lignelse om, at Hanen (fra gammel tid forbundet med Solens princip) øverst fra Verdens-aksen lagde et særligt æg, selve Jorden (i oldtiden vidste man udmærket, at den var rund, en sfære), som udruges af slangen, der er viklet herom (Månens bane). Ideen i konceptet genkendes i føromtalte græske beretning om, at Zeus fra stjerneverdenen skaber forbindelse til Jorden. Således blev basilisken udruget, skabt som et væsen af særlige kræfter, der ukontrolleret kunne være frygteligt destruktive.

Månens slangeagtigt svingende bane om Jorden blev i de indviedes lære gengivet som den
bugtende Kosmiske Slange, der udruger verdensægget; heraf udklækkedes Basilisken.

Slangen om Jorden

Fra Egypten kendtes den magtfulde solgud Ra med sin vehikel: solskiven Aton - hvilket grækerne overtog som solguden Apollon med sin vehikel: Solen som himmellegeme, Helios. Men det var Apollon, der havde kraften, også hvis det var i destruktiv retning - på græsk var således apollon desuden et ord for 'ødelæggelse' og benyttes bl.a. i den betydning i Bibelens det Nye Testamente.
          De op til fem mulige årlige måneformørkelser kan kun foregå i to modsat liggende knudepunkter, hvilke i årenes løb er skiftende placeret på 35 specielle punkter på ekliptika - fordelt i næsten et dekans afstand (10°) fra hinanden. Og imellem disse, set som samlet i ét billede under en 19-års cyklus, befinder månebanens placeringer sig henholdsvis oppe og nede i et bugtende forløb - som en kæmpe slange.
          På ekliptika findes de to knudepunkter ("måneknuder") i langsom bevægelse, og de udgør stederne for formørkelser. Disse punkter kaldes fra gammel tid Slangens/Dragens "hoved" (ved opstigende månebane) og "hale" (ved den nedstigende). I det østlige Asien kaldes de: Dæmonens hoved og hale.
          Den indiske tradition indholder en lang række elementer fra oldbabylonisk astronomisk tradition. Heriblandt et uhyre vigtigt forhold inden for indisk stjernelære: Den nedstigende måneknude, som nævnt det knudepunkt på himlen, hvor Månens bane på vej 'nedad' krydser gennem solbanen. I al kendt indisk tradition kaldes dette bestemte knudepunkt for Ketu, men dette er oprindeligt et babylonisk ord, der betyder 'underverdenen'.
          Dette koncept symboliseres igen ved et havuhyre i form af stjernebilledet Hvalen (nær ved starten af Vædderens stjernebillede) og kendtes også hos grækerne, der ligeledes med inspiration fra babylonisk Ketu kaldte uhyret Cetu(s). (Dog, Ptolemæus og enkelte romerske forfattere kaldte den Balena eller Belua, der også her betyder 'uhyre', 'monster').
          Dengang ansås en hval eller "hvalfisk" for en slags uhyre - ifølge Bibelen var Jonas i nogen tid i 'Hvalens mave', på hebraisk Baten Kaitos. Også heri genkendes ordet Ketu, og bibelteksten udtrykker i virkeligheden i en lignelse, at Jonas besøgte "underverden" Navnet Jonas, bet