Ove von Spaeth er stadig en skarpsindig og fængslende videnskabsdyrker, hvis tolkninger af Mosesfiguren bør følges med stor opmærksomhed.

          Det er ikke Mosebøgernes ofte tilbageholdende, beskedne patriark, som von Spaeth skildrer i bind efter bind, Guds udvalgte rådgiver, men en magtstræber.
          Først så von Spaeth, efter sigende, i nyfundne og gamle dokumenter, at jødiske krønikeskrivere igennem århundreder har optegnet meddelelser om Moses. De anså ham for en egyptisk prins, arving til faraos højhed, fordi den regerende faraodatter Hatshepsut havde taget ham op af floden og havde ham som en søn.

          Men efter en fatal udgang af en kroningsceremoni blev Moses erklæret fredløs i Egypten. Han vinder indflydelse hos hebræerne, som hungersnød havde drevet til Egypten, hvor de levede som uønskede fremmede.
          Den entreprenante Moses sætter sig i spidsen for hebræerne og fremkalder Egyptens ti plager, hebræernes udvandring (exodus) til 40 års ørkenvandring.

          Men Moses havde ikke glemt Egypten. Han lurede stadig på den høje post som farao. Han havde Guds forsikring, at der kun var én skabende Gud, og havde derfor Amonpræsteskabet imod sig; det fordrev ham og satte Tutmosis III på tronen.
          Han fører hebræerne frem til det forjættede land; hans medhjælper, Josva, vinder Jeriko, men Moses kommer ikke med i det forjættede land, som han kan se indover fra bjerget Nebo, hvor han døde 120 år gammel, og hvor hans grav skal findes.

F.J.B.J.

Ove von Spaeth: "Den Forsvundne Tronarving", ("Attentatet på Moses", III), 255 s., illstr., 248 kr., C.A. Reitzels Forlag

(Med skriftlig tilladelse fra F.J. Billeskov Jansen til fri brug for OvS.)

Moses! - Det lyder lidt støvet. Lidt antikveret. Lugter lidt af landsbyskolen med salmevers og katekismus og det Gamle Testamente. Og Moseloven. Moses ved det Røde Hav. Udvandringen fra Egypten.
          Man overså - og overser - at Moses efter den nyeste forskning var en historisk person, der ikke bare er et element i mere religiøs sammenhæng, men måske også noget af en målrettet "magtstræber", som f.eks. prof. F.J. Billeskov Jansen for nylig kaldte ham ved bedømmelsen af den danske forsker Ove von Spaeths nyorienterende bog om Moses: "Den Forsvundne Tronarving" (C.A. Reitzels forlag).
          Meget viser sig reelt at tale for, at Moses direkte kan sættes i forbindelse med oprettelsen af en nation. Det gør ham til andet og mere end en person, der udelukkende skal indplaceres i en religiøs sammenhæng. Det gør ham også til en vigtig historisk person - og dermed er hans egen historie indlysende interessant også for os her i vores nye årtusinde.
          Bevares! I nutiden bestrides det inden for en del forskningsområder, at den pågældende historiske begivenhed i Bibelen overhovedet er historisk. Og mange vil ikke anerkende, at det længere var muligt at fremkomme med væsentligt nyt om Moses.
          Men med "Den Forsvundne Tronarving" fremlægger Ove von Spaeth en række spændende og ofte nyvurderede kilder, som peger på forhold i forbindelse med det ældste kendte forløb, der endte med, at en reelt konstitueret statsdannelse fandt sted.
          Det vurderede materiale er så omfattende, og von Spaeths arbejde så grundigt, at det er videnskabeligt utilstedeligt bare at rynke på næsen og vrisse: "duer ikke" - fordi det ikke passer med, hvad vi er vant til.
          Og stiller man spørgsmålet: hvorfor disse ting dengang skete, så demonstrerer von Spaeth gennem det ofte sjældne materiale en overraskende plausibilitet bag Bibelens egen beretning herom.


Genkendelsen

Undervejs gennem den nye bog sidder man i stigende grad og fornemmer, at der i Ove von Spaeths skildring er åbnet op til en række elementer, der samtidig er nutidige.
          Hele omvæltningen, magtkampene, intrigerne og Moses' flugt fra hoffet og Egypten er interessante i mere end den klassiske sammenhæng. Netop i perioden ca. 1450-1350 f.Kr. var der foruden i Egyptens grænsedistrikter en meget voldsom periode i førgræsk kultur. Altså temmelig præcist sammenfaldende med Moses' liv.
          Med Kreta som en slags knudepunkt, og her med Knossos-paladset som det fysiske midtpunkt, var der en betydelig gensidig kulturpåvirkning mellem dele af det græske kulturområde og Egypten. Den kretisk-minoiske kultur (tyrehorns-perioden) med det åbne kretensiske samfund ophørte helt omkring 1400 f.Kr.
          Her indtræder på scenen også et sandsynligvis kanaanæisk søgående folk, der på flere Middelhavs-lokaliteter er tidlige naboer til filistrene, nemlig danaerne eller danitterne, som vi netop kender fra Bibelen, og som bogen fremlægger en række nye, spændende oplysninger om.
          Det er i øvrigt fascinerende at følge, hvor mange skikke, vi faktisk direkte eller i bearbejdet form via senere kristen kultur oprindelig har overtaget fra allerede denne periode, hvor også netop Moses i flere henseender befinder sig i dens centrum.
          Et andet eksempel er den såkaldte ørkenvandring - også kendt som exodus. Forskere har tvivlet på, om Moses' og israelitternes årelange ophold i ørkenen var realistisk.
          Men i moderne tid kendes et lignende eksempel, som bogen netop fremfører: - i Kina, da Mao Ze Dong og hans enorme gruppe af regeringsfjendtlige tropper ofte sammen med deres familier gennemførte fra 1934-1935 den såkaldte "lange march". Reelt afsluttedes den lange march vel først ved den egentlige magtovertagelse på fastlands-Kina - ligesom "det forjættede land" - i 1949.


Imponerende dokumentation

Overalt i den gamle verden og helt frem til nyere tid var det ret almindeligt, at sprogligt, religiøst og kulturelt forskellige folkegrupper var underlagt en fremmed storhersker. Ofte var det ikke uønsket hos dem, fordi det kunne have mange praktiske fordele. Nationalisme-begrebet i vor forstand tilhører en nyere tid.
          Men allerede i forbindelse med Bibelens israelitter sættes begrebet i et særligt relief, der i sig selv kan vise sig mere historisk vedkommende for os, end forskningen f.eks. hidtil har ladet forstå.
          Det er tankevækkende, hvordan adskillige forskeres hypoteser om såkaldt manglende historisk gyldighed i Bibelens beretning om Moses på flere leder gennemhulles ved von Spaeths analyse. Dette bliver tydeligt, fordi analysen er gennemført logisk i sin opbygning ved step by step-metoden - og fordi von Spaeth hele tiden arbejder med uhørt minutiøs dokumentation.
          Det er ligeledes tankevækkende, at flere dele af den påståede Moses-myte er fast forankret i Egyptens realhistorie - og dermed synes at vise sig som meget mere end en myte, i hvert fald hvad en række historisk velfunderede detaljer angår.
          Ove von Spaeths tværvidenskabelige dialog med den bredspektrede dokumentation i bogen er i selv uhørt spændende læsning. Den står naturligvis åben for de angreb, som den nu vil kunne invitere til, og som hører med til al god forskning. Men den har samtidig bevirket, at mange interessante, men ofte glemte og oversete aktstykker er blevet fremdraget for nu at kunne belyses ud fra nyere forsknings landvindinger.
          Men noget sådant gøres ikke i ustraffet over for Danmarks akademiske establishment. Det er et interessant fænomen at iagttage helt fra starten, hvordan denne forskers arbejde er blevet udsat for en særlig art bekvem ikke-konkretiseret kritik, fordi han distancerer sig fra den herskende "politiske korrekthed" inden for visse opfattelser hos traditionel forskning.
          Von Spaeths har ladet sit værk om Moses underbygge af hundredvis af kilder suppleret af veritable byger af konkrete eksempler. I den forbindelse, ofte på grund af flere akademiske kritikeres åbenlyse mangel på modargumenter, ses han beskyldt for at fejlbruge kilder.
          Men, som det viser sig, han går blot anderledes til værks, især hvor han så fordomsfrit undlader på forhånd at kassere tilsyneladende mærkelige og myteagtige kilder, men først undersøger om forhold i kildens beretning overhovedet kunne lade sig gøre i historisk praksis. (Se f.eks. nedenfor angående at "teste" exodus militærhistorisk). - Først hvis udfaldet er rimeligt, lader han det være basis for at gå i hvert fald ét skridt videre i fortsat undersøgelse af kilden. Det har kendte, højt respekterede forskere altid gjort. Så hvorfor ikke også netop denne forsker?


Skjult krig genopdaget

Ove von Spaeths bog "Den Forsvundne Tronarving" har den uddybende undertitel: - "oldtidens tekster afspejler, at Moses som en udstødt egyptisk prins suverænt udnyttede Mellemøstens historiske spændingsfelt i forsøg på at genvinde sin adkomst til faraotronen".
          Vi læser her om, at den forsvundne tronarving Moses ved et kup var blevet fjernet fra at opnå Egyptens trone, til hvilken han - ifølge gamle jødiske kilder og en række af oldtidens forfattere - omtales både at være født og oprindelig anerkendt til.
          I bogen - igen parallelt med oplysninger fra flere af oldtidens historikere - udpeges meget præcist en af Egyptens hårdeste krigerkonger, farao Amenhotep II, som netop værende Bibelens "hårde farao", der med soldatermagt søgte at hindre Moses og israelitterne i at udvandre. Det viser sig at passe overensstemmende med 1400-tallet f.Kr.
          En detalje af stor betydning ses for første gang analyseret af Ove von Spaeth. Velkendt er Bibelens oplysning om, at ved starten på israelitternes udvandring fra Egypten blev "alle egypternes førstefødte dræbt" - og gennem bibelhistoriens udbredelse i Europa i 2.000 år blev det en fast kliché, at her var tale om et voldsomt massemord på børn. Men bogens forfatter påviser, at "førstefødte" i al oltidstradition som regel også var de ledende ældste i familierne. Således  opnåede israelitterne både reelt at minimere kamp og drab og samtidig en mere uhindret afmarch ved blot at eliminere de egyptiske ledere  og nøglepersoner, hvilket i første omgang lammede egypternes modreaktion effektivt.
          Et inden for dette emne nærmest genialt træk, som hidtil er forsømt og burde have været en selvfølge i den hidtidige forskning, er, at med denne bog bruges der for første gang militærhistorisk analyse på udvandringen fra Egypten og invasionen i Kanaan. Og - modsat i nyere teologiske teorier - påvises aktionen i helhed og specifikke detaljer som både mulig og sandsynlig!
          En moderne myte alene skabt af nutidens forskere omtaler Amenhoteps II's forgænger, Tuthmosis III, som "oldtidens Napoleon". Men dette kan Ove von Spaeth overraskende - og igen som den første - dokumentere, endda ud fra Tuthmosis' og hans generalers egne inskriptioner om bl.a. geografien, at ideen er i strid med det oversete faktum: At denne farao aldrig har udvidet det egyptiske imperium med en fingerbredde, men i stedet blot (om end dygtigt) har forsvaret dets vide grænser.
          En række interessante oplysninger fremdraget af von Spaeths materiale synes at vise, at på Tuthmosis III's mange togter blev denne farao og hans hær gennem 19 år bogstavelig talt hvileløst gennet rundt med en matematisk præcision. Samt at dette i den fulde kontekst netop kunne være systematisk fremprovokeret af Moses (på dette tidlige tidspunkt fra sit eksil) sammen med flere af sine betydningsfulde allierede især i Kanaan.
          På baggrund af disse forhold, hvis de således har substans, synes bogen at kunne levere en nøgle, hvormed "den glemte fejde" afdækkes. Hvilket i så fald vil kunne løfte en flig af sløret for Moses' dramatiske rolle i Egypten og dets nabolande: Aktioner, der medførte forandringer i Mellemøsten - og dermed giver os en ændret baggrund for vores syn på den tidlige historie.


Historie eller myte?

Moses kaldes den israelitiske nations arkitekt. - Og med det fremlagte materiale, taler meget for det. Igen bestyrker det Moses som en historisk vigtig person og personlighed
          Ove von Spaeths bøger viser det bemærkelsesværdige, hvordan man allerede i oldtiden, her som et led i en fortsat magtkamp, konsekvent forsøgte at udslette alle egyptiske spor af Moses. Igen genkender vi, at det er, hvad der sker mange steder i dag.
          I det hele taget bør vi nok altid erindre os, at det altid er sejrherren, der skriver historien. (Tænk blot på Sovjetunionens historiebøger, indtil Gorbatjov tog over. Man måtte til sidst aflyse studentereksamen i historie ved russiske gymnasieskoler, fordi historieskrivningen var gennem-forfalsket).
          Netop historieforfalskningen, gennemført med afsæt i en næsten total udslettelse af de omtalte Moses-spor, bør få os læsere til at revurdere og faktisk op-vurdere betydningen af Moses. Selv meget små spor får derfor betydning, når man netop holder sig for øje, hvordan det herskende system så konsekvent forsøgte at udslette alt.
          Også dette foreliggende bind er medrivende læsning - og fremlagt smittende engageret. En sand ressource af studier foretaget med en sjælden indsigtsfuldhed og kvalificeret forståelse. Hele Ove von Spaeths værk, der er af stort internationalt format, udgør tilmed den hidtil grundigste og mest konstruktive og omfattende præsentation af Moses på dansk. (mere information herom, se f.eks. også: www.moses-egypt.net ).
          Nogle forskere vil naturligt nok i flere tilfælde ønske at tage deres forbehold for fremstillingen. Og det nye fremlægger bogen netop til afprøvning hos et bredere forum. Samtidig skulle værket som radikal nyorienterende forskning gerne kunne tillades en modtagelse i åbenhed.
          Kun gennem åbenhed vindes viden. Og kun gennem viden skaber man grundlaget for forståelse, tolerance - og en erkendelse om os selv og om vores samfund.

J.J.

Ove von Spaeth: "Den Forsvundne Tronarving" - Attentatet på Moses (3),
C.A. Reitzels Forlag, 255 sider, illustr., 248 kr.
 

(Jens Jørgensen, M.A. historiker, cand.mag., og historiecensor ved Københavns, Aarhus og Odense Universitet, er tidl. rektor for Slagelse Gymnasium, og var en årrække folketingsmand (K) og undervisnings-ordfører).

(Med skriftlig tilladelse pr. 28.3.2002 fra Jens Jørgensen til fri brug for OvS.)