Når en forhenværende typograf starter udgivelsen af et videnskabeligt værk i fem bind på tilsammen over 1000 sider, og når fagfolk samtidig kipper med flaget, er det indlysende, at pressen bliver nysgerrig.
          Hvad er meningen? Kunne han ikke bare gå på arbejde om dagen og så glo på fjernsyn om aftenen og klippe sin græsplæne i weekenden? Hvorfor skeje ud?
Alligevel er personlige bedrifter godt stof. De overrumpler os, når de er imponerende nok. Vi vil vide, hvordan man bærer sig ad og hvorfor.
          Og Ove von Spaeth, der i 15 år har siddet i sit hus eller sin lejlighed og arbejdet på sine bøger og i den tid knap givet en lyd fra sig, hvem er han?
          En mand, der skaber usædvanlig forvirring. Han vil ikke interviewes. Han er chokeret over, at hans telefonnummer overhovedet er kendt. Han vil ikke oplyse sin alder, for den slags må være en privatsag. Han er elskværdig og venlig i telefonen, men man må forstå, at han har vigtigere sager at tage sig til end at stå til rådighed for pressen:
          "Hvis De har nogle spørgsmål til bogens hypoteser, er De meget velkommen til at skrive, og jeg skal besvare Deres spørgsmål så godt, jeg formår, og så hurtigt, jeg kan."
          Men det er svært at formulere avancerede spørgsmål om Moses, jødedommens grundlægger og manden, hvis navn indgår i Mosaisk Trossamfund akkurat som Kristus i ordet kristendom.
          Det er Moses' historie, Ove von Spaeth fortæller. Som en bedrift, der kan sammenlignes med en opdagelsesrejse. Ikke ud i verden, men ned i historiens forsvundne lag. Vi kan ikke følge med. Det her kræver disciplin, formidabel viden, et hoved som en multigigabytes harddisk.


Dansen om guldkalven

Ove von Spaeth vender op og ned på alt, hvad der står i Det gamle Testamente om spædbarnet, der af Faraos datter blev fundet i en sivbåd på Nilen, siden myrdede en egyptisk lejrkommandant og flygtede. Så påførte Egypten de ti plager, stod i spidsen for jødernes udvandring, fra Gud modtog De ti Bud og døde, før han selv nåede det forjættede land.
          Sådan er den gammeltestamentlige bibelhistorie, vi nogenlunde kan huske. Vi er mere opdateret, når det drejer sig om moderne gudebilleders opstigen og fald, nutidig succes og fiasko. Akkurat som Aron, der lod guldkalven opstille som et falsk gudebillede og en aktiebørs, man lystigt kunne danse omkring og tilbede, mens Moses var på bjerget efter De ti Bud. "Lav os en gud, som kan gå foran os."Det er i det mindste et krav, vi kan fatte.
          Ove von Spaeth, der altså ikke vil interviewes, men gerne oplyser, at han har interesseret sig for oldtidshistorien, siden han var barn, indleder sin bog med beretningen om en fingeret henrettelse.
          Ved en symbolsk henrettelse blev egypteren Moses forvist som tronarving. Han skulle have været den næste Farao, men blev offer for komplicerede intriger. I stedet for mindesmærker og inskriptioner blev han gjort ikke-eksisterende og siden konge over et andet folk, der endnu ikke fandtes som nation.
          Om det drama kan man læse i fortrængte kilder, og det har Ove von Spaeth gjort i masser af år.
          Midt i glæden over de muldnede dokumenter er han gået glip af TV-underholdning og frokostpresse, men han har også undgået selv at være på plakaten, hvilket ifølge de berørte kan være en lidelse og en tortur.
          Altså hellere ind i glemte rabbinerskrifter og 34 sider med andre litteraturhenvisninger. Og til Helvede med pressen.
          Ove von Spaeths fortid som typograf er ikke en baggrund, der skaber akademisk opmærksomhed. Man laurbærkranses ikke blandt religionshistorikere, fordi man henviser til en planetkonjunktion, der fandt sted ved nymåne i februar-marts 1537 f.Kr. og citerer rabbi Abrabanels angivelse af, at Moses blev født tre år efter.
          Højst irriterer man de lærde, for officielt er Moses enten en opdigtet person, eller også levede han under Farao Ramses den Anden i 1200-tallet f. Kr. - og i så fald er sporene ikke til at finde, for man leder i det forkerte århundrede.


Bogen om Moses

Men hør alligevel, hvad en række fagfolk skriver om bøgerne, som de har læst i manuskript. Første bind er netop udkommet. Resten følger i løbet af året.
          Jens-André P. Herbener, religionshistoriker og semitisk filolog, projektleder ved en ny videnskabelig oversættelse af Det gamle Testamente: "Det mest originale, på flere punkter måske også det mest velunderbyggede bud på Moses-spørgsmålet inden for den moderne forskning. Ove von Spaeths bog kan nationalt såvel som internationalt bidrage til at opstille nye standarder for fremtidens bibelforskning."
          Kristian Peder Moesgaard, dr. scient., direktør for Steno Museet, Danmarks Videnskabsmuseum: "Der er anvendt et bredere spektrum af kildemateriale end hos tidligere forskere på dette felt... Hele fremstillingen og dens resultater fortjener at blive kendt også uden for skandinavisk sprogområde."
          Jes P. Asmussen, dr. phil. & theol., Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet: "I sandhed et revolutionerende værk. Det er BOGEN om Moses... bydende nødvendigt, at værket kan blive vurderet i hele sin epokegørende fortolkning!"
          Og Bent Melchior, tidligere overrabbiner: "Fint og logisk opbygget. Jeg må komplimentere."
          Til Jyllands-Posten uddyber Bent Melchior: "Det er fascinerende tanker, uden at jeg af den grund afskriver mig retten til at tro på Mosebøgernes fremstilling. Udgangen af Egypten er i årtusinder blevet opfattet som symbol på frihed, og intet kan ændre derpå. Selv hvis Mosebøgerne ikke skulle skildre realiteter, er de i sig selv blevet en realitet, der handler om menneskets frihed for slaveri. Man kan være en troende jøde uden at være dogmatisk. Jeg er derfor ikke religiøst anfægtet af Ove von Spaeths bøger."


Videnskabs-bestseller?

Bøgerne udkommer på forlaget C. A. Reitzel. "Nærmest ved et tilfælde blev det hos os," siger forlagschef Svend Olufsen. "Gennem egyptologen, dr. phil. Erik Iversen kom vi i forbindelse med Ove von Spaeth. Han havde assisteret Erik Iversen med noget forskning, og da han havde en utrolig viden og skrev uden brug af svære fremmedord, blev vi fascineret af bøgerne. De vil givetvis føre til megen polemik og debat."
          Netop nu sidder forfatteren og renskriver og bearbejder sine sidste manuskriptdynger. "Jeg ved knap nok, hvordan jeg skal nå at sove," røber han i telefonen.
          Og hvis man kigger sig omkring, er det sjældent at møde den slags afhandlinger, der holder andre end forfatteren og hans nærmeste familie lysvågen.
          Måske skal man helt tilbage til den tyske købmand Heinrich Schliemann, der for godt hundrede år siden beviste, at de homeriske digte byggede på historiske kendsgerninger.
          Ligesom Ove von Spaeth opgav sin stilling som typograf, nedlagde Schliemann sit erhverv som købmand for at give sig til at lede efter beviser for sin hypotese. Efter megen modgang og spot, hån og hovedrysten hos de lærde fandt Schliemann sit Troja, blev æresborger i Berlin, æresdoktor i Oxford, kom på frimærke og fik sin egen museumsafdeling.
          Det kunne være én af udsigterne for den danske parallel til Schliemann. Eller sagt prosaisk: Hans bøger kan gå hen og blive den sidste danske videnskabs-bestseller i dette årtusind. Så må vi se, hvornår von Spaeth kommer ud af hulen og overgiver sig til pressen.

F.C.N.

Ove von Spaeth: "De Fortrængte Optegnelser - Attentatet på Moses".
C.A. Reitzels Forlag, 1999. 238 sider, illustr., 248 kr.

(Med skriftlig tilladelse pr. 6.10.2001 fra Flemming Chr. Nielsen til fri anvendelse for OvS.)

Blandt Gamle Testamentes bøger har Anden Mosebog for mig længe haft en særlig tiltrækning. Historien om Moses og udvandringen af Ægypten gør os aldeles anskueligt, hvorledes i oldtids dage der var konkurrence mellem nationale guder. I Danmarks Radio holdt jeg 1977 et foredrag om 2. Mosebog, herunder historien om Ægyptens ti plager; jeg bestemte forfatteren til det storartede huskevers:
          "Vand til blod og frøers mængde, myg dernæst Ægypten trængte, utøj, pest og bylders nød, hagel, græshop, mørke, død."
          Det var skolemanden Jeppe Tang, der gjorde verset, som stod første gang i Bibelhistorie for de højere Skoler, 1865. Det er i Mosebogen slående, at skønt plagerne efterhånden synes at tvinge Farao til at lade israelitterne drage ud, så "forhærdede Herren Faraos hjerte", så han ikke lod israelitterne rejse; han ville vise ægypterne, hvilke gerninger han var i stand til.

          I Bibelen er Moses en israelitisk dreng, som ved sin mors list bliver taget op af Nilen af Faraos datter. I Thomas Manns genfortælling er Moses en søn, Faraos datter har fået med en smuk israelitisk dreng, hun tog ind til sig. Manns Jahve vil have en Moses af dobbelt herkomst, som kan bedømme objektivt både israelitter og ægyptere (Politiken, 27.7. om Manns Loven). Og nu skal alle læse, efter genopdukkede jødiske traditioner, at Moses var en søn af Faraos datter, bestemt for at blive Faraos efterfølger, men forskudt af hofintriger.

          Vi er i myternes verden. Det er ingen hemmelighed, at det nærmest er umuligt at fiksere hebræernes udvandring i forhold til Ægyptens gamle historie. Nu har man fremdraget et astronomisk vidnesbyrd om Moses' fødselsår! 1497 kunne den spanske rabbiner Abrabanel efter jødisk overlevering i en bog angive, at Moses var født tre år efter en nærmere beskrevet indbyrdes placering af planeterne, en konjunktion, som moderne astronomi kan bestemme til år 1537 f.Kr. Moses fødtes altså 1534 f.Kr., århundreder før den gængse antagelse. I sandhedens interesse meddeler Spaeth, at Abrabanels kilder ikke kendes mere.

          Men ifølge den jødiske overlevering er Moses født 1534 f.Kr. Og hvad så? Vi vender os til 2. Mosebog igen. Den regerende Farao er bekymret over de trællende israelitters børnerigdom og giver ordre til, at "alle drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen" (1,22), og så ved vi, hvad der sker ifølge Mosebogen. Men nu har forskere udfundet, at israelitterne har forvandlet en vidt udbredt myte om en ad søvejen kommende ætling til herskersædet. Til Danmark kom Kong Skjold som spæd sejlende. "I Ægypten var hver Farao betragtet som en gud, og hans søn var gudebarn, nemlig Horus, der (fra fartøjet) i sivene på Nilen blev taget op af sin mor, gudedronningen Isis" (s. 23).
          Vi er ved et springende punkt: Den israelitiske moder kender naturligvis det ægyptiske ritualdrama ved en ny Faraos fødsel og ankomst på Nilen, men hun vil blot redde sin søn, og ved en list får hun ham i gunst hos Faraos datter, der giver ham navnet Moses, der er ægyptisk.
Den, som vil afvise Mosebogens historie, må sandsynliggøre, at den er en grov forvanskning af den ægyptiske myte. Med opvisning af et imponerende (men ikke derfor overbevisende) materiale går Ove von Spaeth i gang.

          Med astronomiens hjælp kan vi gå ud fra tiden for Moses' fødsel. Vi befinder os under Ægyptens 18. dynasti (1585-1310 f.Kr.), som nyere historisk og arkæologisk forskning netop har givet nøjere indsigt i. Med stor nidkærhed har de jødiske rabbinere igennem mange århundreder optegnet meddelelser om Moses og hans enorme indsats. De anser ham for ægyptisk prins og tronarving. Den faraodatter, som tog ham til sig, må da være kronprinsesse Hatshepsut, der ifølge ægyptiske inskriptioner 1535 f.Kr. blev kronet som sin fars medregent; hendes brødre var døde.
          Ifølge stjernerne var Moses født 1534 f.Kr. og blev, skrev rabbinerne, som treårig kronet som tronarving. Beretningen herom er yderst dramatisk. I forvejen er ritualet et helligt spil, hvor arvefølgen kunne forsvares og angribes.

          Nu skete der under Moses' kroning det skæbnesvangre uheld for ham, at da Ægyptens krone holdtes over den treårige, blev han mærkeligt urolig, trampede rundt, måske trådte han på kronen, som var faldet.
          Ceremoniens onde medvirker søgte åbenlyst at underkende Moses' status som tronkandidat. Var der under kronen smurt noget sviende eller stærkt lugtende? Skønt det ondes repræsentant ønskede død om drengen, slap denne, og først Moses' drab på en ægyptisk slavefoged (2. Mos. 2,4-11) blev ifølge rabbinerne, brugt imod ham, og han måtte underkaste sig "... en symbolsk henrettelse, hvor bødlens slag standsede uden at skade hans fysik. Men han blev bandlyst og fortabte sine høje poster. Hans officielle identitet som prins, Faraos datters søn samt tronarving destrueredes grundigt. Desuden skulle det hindre ham i forsøg på tilbagevenden til tronen. Han var nu fredløs. ..." (von Spaeth, s. 163). Udlændigheden begyndte, og Moses fik sit kald af Jahve: befri israelitterne.
          Men alt dette er jødisk overlevering. Vi har ingen ægyptiske udsagn om en Moses hos den kvindelige farao Hatshepsut, eller bekræftelse på en børnekroning i 1531 f. Kr. Ingen ægyptisk omtale af Moses før den ægyptiske historiker og præsteastrolog Manetho i Alexandria 280 f.Kr. beretter, at Moses blev leder af oprøret, der førte til den store udvandring.

          Så langt - og ikke længere - kan jeg komme, når jeg forsøger at gå tæt på problemstillingen i De Fortrængte Optegnelser. Jeg véd, forfatteren har to principper for sin argumentation. For det første: "... I stedet for den indstilling på forhånd at anse intet for sandt i de gamle beretninger, førend det er bevist, bruger nærværende bog den anerkendte fremgangsmåde som udgangspunkt, at behandle beretninger fra de tider og områder som relativt sande, så længe de ikke var modbevist eller urimelige. ..." (s. 31). For det andet: det brede udsyn og den større sammenhæng.
          Ud fra den filologisk-historiske tekstsammenhæng, jeg er fortrolig med fra litteraturvidenskaben, vil jeg føje til: jeg vurderer efter de præsterede kilders herkomst og kronologi. Jeg har lært fantastisk meget om de gamle ægyptere og de meget skrivende jøder af denne bog.

          Jeg er forbløffet over alt det, de jødiske rabbinere synes at vide om ægyptisk hofkultur. Men jeg er ikke parat til at skrive under på rabbinernes placering af Moses' livsforhold inden for ægyptisk historie. Hertil kommer, at det foreliggende bind ikke analyserer rabbinske forfatteres motiver for at grave efter erindringer om Moses og det Ægypten, han brød ud af for at fuldføre en livsopgave. De har skrevet, at det ondes advokat ved Moses' kroning for at sværte tronarvingen "... opregnede et helt synderegister om Abraham og hans sønner, især Jakob-familien og dens efterkommere, hebræerne i Ægypten. ..." (s. 147). Røber dette udsagn, på en noget kunstig måde, en indre opposition hos rabbinernes jødemenigheder, mod Abraham-traditionen?
          Hvorom alting er, jeg er dybt imponeret af Ove von Spaeths vidtstrakte viden. En viden, som strækker sig over i alt fem bind i serien om "Attentatet på Moses".

F.J.B.J.

Ove von Spaeth: "De Fortrængte Optegnelser - Attentatet på Moses".
C.A. Reitzels Forlag, 1999. 238 sider, illustr., 248 kr.

(Med skriftlig tilladelse 4.10.2001 af F.J. Billeskov Jansen til fri anvendelse for OvS)

Mosefund. Hvem var Moses? Moderne teologer har haft travlt med at gøre ham til en myte. Det er da også let nok at påvise modsigelser i Bibelens beretning om ham. Men der er andre kilder, utroligt mange andre, både egyptiske, jødiske (rabbinerskrifterne som f.eks. Talmud), græske, latinske, arabiske, syriske og indiske. Dem har Ove von Spaeth gennemgravet og med sin tilsyneladende ubegrænsede viden inden for historien, de relevante filologier, astronomien og religionsvidenskaben bragt sammen i en helhedsopfattelse. Det må kaldes supertværfaglighed.

          Hans store værk "De fortrængte Optegnelser/Attentatet på Moses" er planlagt til 5 bind; det første om Moses' ukendte egyptiske baggrund er udkommet hos C. A. Reitzel (235 s., ill., 248 kr.). Det fremgår ikke éntydigt, om de øvrige er udkommet, eller om de fire gange anmeldercitater bag i bogen blot er "konsulentudtalelser" på manuskriptgrundlag. En lang række fagfolk har nemlig været involveret undervejs, og de udnyttes kraftigt på PR-siden og med ikke mindre end to indledninger til det første bind. Men hvorom alting er: projektet er spændende.

          Ifølge von Spaeth blev Moses i virkeligheden som den kan rekonstrueres født i 1537 fvt. Som søn af faraodatteren Hatshepsut. Historien med sivkurven i floden afspejler en i oldtiden udbredt og velkendt kongebarnsceremoni. Moses var altså ikke hebræer, men egypter af høj byrd. Hans eksil var resultatet af en broderstrid om tronen, som Moses tabte. Og her begynder så den ørkenvandring, som er en helt anden historie, en jødisk.

          Ove von Spaeths for en lægmand at se meget velargumenterede forsøg på at gøre Moses til en historisk person bygger på ufatteligt flittige studier. Bibliografien fylder tredive tætte sider. Men det utroligste er næsten, at det er lykkedes ham at præsentere resultaterne i et sprog og en stil, så menigmand ubesværet kan være med. Som formidlingsopgave er bogen til rent 'ug'.

E.S.

Ove von Spaeth: De Fortrængte Optegnelser - Attentatet på Moses, 1
C.A. Reitzels Forlag, 236 sider, illstr., kr. 248,-

(Med skriftlig tilladelse pr. 21.10.2001 fra Ejgil Søholm til fri anvendelse for OvS.)