Ove von Spaeth har skrevet, og nu på C.A. Reitzels Forlag fået udgivet, den første bog i serien på fem om Moses. Den Moses, altså, som man kan læse om i Bibelen, og om hvem det blandt andet fortælles, at han blev sat i en sivkurv på Nilen af sin hebraiske mor og siden fundet af Faraos egen datter.
          Von Spaeth tror ikke på, at den bibelske fremstilling af Moses er historisk sand. Det er der heller ikke så mange gammeltestamentlige forskere, der gør. For mange af dem er det faktisk et spørgsmål, om Moses overhovedet er en historisk person. Ud over Bibelen findes der ikke mange kilder, som kan fortælle noget om ham.
          Von Spaeth derimod er ikke i tvivl om, at Moses er en historisk person, blot ikke som Bibelen fortæller om ham. Moses var, siger von Spaeth, i virkeligheden født til at kunne blive en egyptisk tronfølger efter sin mor, som von Spaeth er overbevist om er den egyptiske Hatshepsut, som regerede omkring 1500 før Kristus. Når Moses ikke blev egyptisk hersker, skyldes det et attentat fra en halvbror Tutmosis III, siger von Spaeth.
          For at overbevise om sin tese inddrager von Spaeth egyptiske inskriptioner, rabbinske skrifter (som har farverige fortællinger om Moses), buddhistiske optegnelser, undertiden Bibelen, talrige religionshistoriske værker, den jødiske oldtidshistoriker Josefus, astrologi og endog undersøgelser af de sygdomme, man kan pådrage sig ved at bade i Nilen.

          Men det lykkes ikke godt. Væsentligst fordi von Spaeth mangler videnskabelig metode. Om sin metode skriver han, at "i stedet for den indstilling på forhånd at anse intet for sandt i de gamle beretninger, førend det er bevist, bruger nærværende bog den anerkendte fremgangsmåde: som udgangspunkt at behandle beretninger fra de tider og områder som relativt sande, så længe de ikke er modbevist eller urimelige".
          Man kan sige, at det er en tillidsfuld - ja ligefrem from - måde at gå til kilderne på. Men hvor anerkendt den er, er et spørgsmål, og videnskabelig holdbar kan man næppe kalde den. Von Spaeth mangler således at overveje begrebet "historisk sandhed" i forhold til de mange tekster - det være sig de rabbinske, bibelske egyptiske eller oldtidshistorien. For at vi kan kalde noget historisk sandt, må det være sket i virkeligheden. derfor skelner vi mellem historiske fakta, som virkelig er sket, og myter, legender, eventyr. De sidste kan meget vel være sande i den forstand, at det, de fortæller om, er det. Sådan vil vi sige, men i datiden havde man et langt bredere historiebegreb - med plads til både (det vi kalder) myter og legender som en del af den faktiske historie.

          Von Spaeths manglende overvejelser i den retning og dermed hans manglende videnskabelige metode gør bogen til et virvar af teser, indicier og antagelser, hvor religiøse mysteriekult-tekster, myter og legender tillægges historisk vægt i moderne forstand. det er ikke fremmende for troværdigheden af hverken fremstillingen eller von Spaeths tese.
          Som et eksempel på von Spaeths måde at argumentere og bruge teksterne på kan nævnes Sargon 1.'s såkaldte selvbiografi. I en udgravning af assyrerkongen Sankheribs palads (Sankherib var konge i det 8. århundrede før Kristus) har man fundet kileskrifttavler med en fortælling, de er formet som en selvbiograf for Sargon, som skal have være konge i Babylon 2300 før Kristus. Det tager von Spaeth uden videre som bevis på, dels at Sargon 1. skrev en selvbiografi, dels at det er den foreliggende. Det er det måske. Men måske er det ikke. Måske er nogle andre (Sargons samtidige eller efterkommere), som har brugt den selvbiografiske form til at få sagt noget, de pågældende har ment var væsentligt om kong Sargon - måske også noget, der ikke i vores forstand var historisk korrekt.
          At stille den slags spørgsmål ligger uden for von Spaeths horisont. Men sådanne spørgsmål må stilles og besvares, hvis man vil arbejde videnskabeligt forsvarligt.

T.L.

Ove von Spaeth: De Fortrængte Optegnelser: - Attentatet på Moses, 1. Illustreret, 238 sider, 248 kr., C.A. Reitzels Forlag

(Anmeldelsen er tilgængelig normalt i biblioteks- og avisarkiver - de suppleres legalt af nærv. ikke-kommercielle web-sites gengivelse fra den offentlige debat. De enkelte kritikpunkter tilbagevises/dokumenteres et for et:  Debat-siden for bind 1).

Forfatteren vil afsløre et såkaldt attentat på Moses, begået af Ezra og andre redaktører af Gammel Testamente. Hans påstand er, at Moses var søn af den egyptiske dronning Hatshepsut og præsten Jetro, der ved et hieros gamos var substitut for Hatshepsuts kun 12-årige mand, den senere Farao Tuthmosis II. Moses var da født i februar-marts 1534 f.Kr. Han var oprindelig udset til tronkandidat, men blev 40 år gammel bandlyst og landsforvist.
          Von Spaeth forsøger at påvise spor af disse "fakta" i de bibelske beretninger, men han har i øvrigt været på jagt i rabbinske, græske, indiske og andre optegnelser, og forlaget fremhæver, at han belyser dem fra holistisk synsvinkel. Litteraturlisten er imponerende.

          Umiddelbart kunne det være mere spændende end nogen kriminalroman, men bogen er desværre langtrukken, rodet og fuld af idelige gentagelser. En del af synsvinklerne er spændende, herunder også dateringen af Moses' fødsel, men dokumentationen er yderst svag for ikke at sige elendig, især mangler der nøjagtig henvisning til kilderne, idet forfatteren oftest blot skriver, at noget står i "rabbinerskrifterne", og det er i hvert fald et vidt begreb!

          Der er dog enkelte nøjagtige henvisninger. Den første, jeg slog efter, var til Josefus' "Antiquitates" 2,2 (burde vist have været 2,205 eller 2,9,5). If. von Spaeth skrev Josefus, at "Egyptens hellige lærde, der med betydelig dygtighed kunne forudsige fremtiden nøjagtigt, havde advaret kongen om, at der ville blive født en person, som med israelitterne ville true Egyptens herredømme og ophøje israelitterne ...". Her er Moses egypter. Men i min udgave af Antiquitates står der faktisk, at "der blandt israelitterne ville blive født en person, som ville true Egyptens herredømme". Det er Josefus begrundelse for, at Farao lod alle israelitiske drengebørn dræbe.
Bogen er den første i en serie på fem, der skal give et helhedsbillede af Moses.

J.B.T.

Ove von Spaeth: De Fortrængte Optegnelser: - Attentatet på Moses, 1; C.A. Reitzels Forlag, København 1999. 238 sider, illustreret. Kr. 248,00.

(Anmeldelsen er tilgængelig normalt i biblioteks- og avisarkiver - de suppleres legalt af nærv. ikke-kommercielle web-sites gengivelse fra den offentlige debat).

"Det er en bog, som vi kommer til at kæmpe med i mange år fremover. Desværre".
Assyriolog Karen Jensen og ægyptolog Kim Ryholt, begge forskere ved Carsten Niebuhr Instituttet for nærorientalske studier under Københavns Universitet, beklager dybt og inderligt, at den danske amatørforsker Ove von Spaeths bogserie om Moses markedsføres af C.A. Reitzel som bud på seriøs forskning.
          Det første bind - af fem - med titlen "De fortrængte optegnelser" kom på gaden i maj (omtalt i Univers 15. juni) og heri forfølger von Spaeth en teori om, at den bibelske Moses er søn af den ægyptiske prinsesse og senere farao Hatshepsut og født i 1534 f.Kr. Det sker med henvisning til et hav af kilder.

          Men ifølge Karen Jensen og Kim Ryholt er bogen, der for lægmand kan virke tilforladelig nok, smækhamrende fyldt med fejl, og forfatteren manipulerer ofte direkte med sine kilder ved alene at citere dem, der passer ind i hans kram.
          "Han taler tydeligvis mod bedre vidende. Hver gang noget modsiger hans egne teser, så ignorerer han det - og han må være stødt på disse ting, hvis han har læst de utrolig mange kilder, han citerer bag i bogen. Det er uvederhæftigt. Tilmed refereres der overhovedet ikke i bogen til mange af de skrifter, der er refereret til i bogens bibliografi," siger adjunkt Kim Ryholt.

          Og året 1534 f.Kr. for Moses' fødsel som barn af Hatshepsut kan umuligt passe, siger han. "Den ægyptiske kronologi stemmer altså ikke med, at han (OvS) kan få den dateret til 1534 f.Kr. Derfor siger von Spaeth, at der er strid om kronologien, og at man - korrekt - opererer med en såkaldt kort og lang kronologi. Men det, han ikke kommer ind på, er, at ingen af dem passer med hans egne ideer," siger Kim Ryholt. "Derfor siger han, at der er uenighed om kronologierne og bruger så en kronologi, som andre forskere overhovedet ikke bruger."
          De kronologier, som er antaget af forskerne opererer med to årstal for indsættelsen af Hatshepsuts oldefar, Ahmose, som konge, nemlig i 1550 f.Kr. og i 1539 f.Kr. Tidsfæstelsen er baseret på en skudsikker astronomisk observation af Sirius, Hundestjernen, under efterfølgeren Amenhotep I.
          Forskellen mellem kronologierne skyldes uenighed om, hvorvidt ægypterne observerede Sirius i Theben i den sydlige del af landet eller i Memphis i nord.
          "Han bør kende disse kronologi-diskussioner. Men den eneste uenighed er årstallet for Ahmoses indsættelse - en forskel på 11 år, og det kan vi sagtens tolerere, når vi er 3.500 år tilbage i tiden. det vil sige, at det er fuldstændig umuligt at indpasse året 1534. Hele hans konstruktion falder dermed sammen, for Hatshepsut kan ikke have levet samtidig med sin oldefar," konstaterer Kim Ryholt.

          Også et andet centralt element i von Spaeths bog, det såkaldte kongebarnsritual, hvor kongebørn - ifølge forfatteren som et i datidens Mellemøsten alment praktiseret ritual - sattes ud i f.eks. en flettet sivkurv (altså her Moses, der blev fundet sejlende i en kurv på Nilen) for således at blive "sendt af guderne," er ifølge Ph.D.-studerende Karen Jensen en aldeles luftig konstruktion.
          "Von Spaeth refererer her til den første mesopotamiske storkonge, Sargon I's dagbog. Sargon I skulle også være fundet på en flod eller i et vådområde, men von Spaeth glemmer bare at nævne, at den pågældende tekst, der omhandler denne kong Sargon, er fra 650 f.Kr. - og dermed 1.800 år yngre end Sargon. Sargon førte ikke dagbog. dette her er en myte. Von Spaeth har for så vidt ret i, at motivet for kongebarnsritualet findes overalt - men det findes kun i myter, ikke som praktiseret ritual," siger Karen Jensen.
          Heller ikke Kim Ryholt, der har specialiseret sig i oldægyptiske tekster, er nogensinde stødt på, at kongebarnsritualet blev praktiseret i det gamle Ægypten.
          "Ove von Spaeths bog er fornøjelig læsning, men det, han skriver, er hamrende forkert," lyder konklusionen fra de to.

(S.V.)

(Anmeldelsen er tilgængelig normalt i biblioteks- og avisarkiver - de suppleres legalt af nærv. ikke-kommercielle web-sites gengivelse fra den offentlige debat).

Endnu kender vel hvert barn den nuttede historie om den hebraiske baby, der af sine forældre - af frygt for de egyptiske myndigheder - blev sat ud i en sivkurv på Nilen, men tilfældigvis fundet af en egyptisk prinsesse. Hun var tilfældigvis også faraos datter, tog barnet til sig, og gav det en kongelig opdragelse, for hvilken det som tak gjorde oprør, og førte det israelitiske folk ud af Egypten og ind i det forjættede land - Israel - efter at have fjollet rundt i Sinai-ørkenen i mange, mange år.
          De hele er selvfølgeligt et eventyr, men forfatteren Ove von Spaeth tror - og mener at kunne bevise - at det er den skinbarlige historiske sandhed. Ja, til overflod, at faraos datter er ingen ringere end den egyptiske dronning Hatshepsut (1479-1457 f.Kr.), og at den lille Moses i virkeligheden er hendes egen kødelige søn, der blev født tirsdag den ottende februar 1534 f.kr.

          Sagen er nemlig den, at Ove von Spaeth er både fundamentalist, egyptoman og har en del urealistiske forestillinger om oldtidens astronomi. Sagt med den berømte amerikanske orientalist John A. Wilsons ord: Det gamle Egypten var ikke i overensstemmelse med sin størrelse og dets intellektuelle og åndelige bidrag var ikke i overensstemmelse med dets åremål og fysiske efterladenskaber, og det var selv ude af stand til at realisere de mange lovende initiativer på en række felter. Men alene ved sin størrelse gjorde det et varigt indtryk på sine naboer. Både jøder og grækere var dybt bevidst om den fortidige magt og dens stabilitet, men havde en vag og ukritisk opfattelse af "al Egyptens visdom".
          Og det gælder lige netop på et felt som astronomien, hvad man kan se af følgende anekdote. For en del år siden blev der afholdt en international, videnskabelig konference om astronomiens plads i antikens verden, hvor eksperten i egyptisk astronomi, Robert A. Parker begyndte sit indlæg med ordene: "Tja, hvad er der egentlig at tale om?"

          Alligevel kan Ove von Spaeth befolke sit fantasi-Egypten med overordentlig astronomi-kyndige præster, som står bag en påstået hof-intrige rettet mod den stakkels Moses.
          Men på den anden side, hvad skal en nutidig fundamentalist ellers gøre i lyset af den moderne bibelkritik og -arkæologis resultater, der har reduceret Det gamle Testamente til det, det i virkeligheden er: Et digterværk fra ca. 5-600 år f.kr.? Eller endnu senere? Allerede for 250 år siden dæmrede det for den franske læge Jean Astruo, at Bibelens Mose-bøger måtte være skrevet af flere forskellige forfattere og ikke, som man troede, af Moses selv.
          Den foreløbige kulmination kom i 1878, da tyskeren Julius Wellhausen påviste, at Mose-bøgerne ikke engang var de ældste bibelske skrifter, men tværtimod et resultat af dem. Altså at rækkefølgen ikke var "fra Moses til profeterne", men lige omvendt. Dermed trak han selvfølgelig tæppet væk under fødderne på både kristendommen og jødedommen som disse religioner forstod sig selv på dette tidspunkt.
          Resultatet udeblev ikke. Den pæne protestantiske forfatter blev udskreget som intet mindre end antisemitismens afskyelige ophav, og, fra kristent hold, som "struttende af kynisk frækhed".

          Ove von Spaeth tror fortsat, at Mose-bøgerne er ældgamle historiske beretninger, og hjørnestenen i hans "bevis" er derfor de jødiske kommentarværker, som går under paraplybetegnelsen Talmud. det er det rene vrøvl. Kommentarerne forholder sig naturligvis til de foreliggende tekster, som altså kun rækker tilbage til midten af det første årtusind f.kr. og ikke til det andet.
          Det er Talmud, forfatteren hentyder til med værkets mystiske titel, "De fortrængte skrifter". Men er der noget i jødedommen, der netop ikke er fortrængt, så er det vist lige netop Talmud. Ironisk nok demonstrerer von Spaeth selv en veludviklet evne til at fortrænge skrifter, som ikke passer i netop hans kram. Hans værk er forsynet med en tilsyneladende imponerende litteratur-fortegnelse på intet mindre end 34 sider, altså omfattende ca. 1500 bøger og artikler. Det meste af det er frønnet og ubrugelig, og det der springer mest i øjnene er det, det ikke nævnt.

          Hvordan kan man med æren i behold undlade at nævne debattens mest hotte navne: Amerikaneren William C. Dever og Thomas L. Thompson. Dever er øjeblikkets mest fremtrædende bibel-arkæolog og professor i nærorientalsk arkæologi ved University of Arizona. Thomas L. Thompson er professor ved institut for bibelsk eksegese på Købmagergade i København - og formentlig den mest forhadte videnskabsmand siden Julius Wellhausen.
          Her kan man for en gangs skyld finde videnskabeligt fodslag: Moses er en opdigtet figur. Der har aldrig været nogen større jødisk befolkningsgruppe i Egypten og derfor ingen udvandring (Exodus). Og der har aldrig fundet nogen jødisk indvandring sted i Palæstina.
          Der er ikke fundet så meget som et potteskår, der tyder på det, og der er ikke så meget som én kilde uden for Det gamle Testamente, der kender noget til historien om Moses og hans folk.

          Den eneste tekst vi har, er det berømte sejrsmonument, som Ramses IIs søn Merneptah ca. 1208 f.kr. rejste over et felttog i Palæstina, hvor bl.a. "israelitterne" blev nedkæmpet. Andet står der ikke om dem i den ganske omfangsrige (ca. fire moderne tryksider) tekst. Det må siges, at være besynderligt, hvis det var de samme hebraiske tvangsarbejdere, som i millionsvis flygtede af lande under opsigtsvækkende omstændigheder, hvorefter farao og hele hans hær ynkeligt omkom.
          Den canadiske egyptolog Donald Redford har en forklaring på, hvordan Moses-eventyret er blevet til. I mangel på egne traditioner har jøderne simpelthen stjålet andres.
          Historien om Moses er, helt ned i detaljen, tyvhugget fra det mesopotamiske digt om kong Sargon af Akkad (2340-2284 f.kr), og sagnet om hebræerne i Egypten må være en genklang af hyksos-perioden 1640-1570 f.kr., hvor et vestasiatisk folkeslag trængte ind i Nil-deltalandet og tilrev sig magten, indtil det blev fordrevet af det XVII dynasti fra Theben.

C.G.

Ove von Spaeth: De Fortrængte Skrifter: - Attentatet på Moses, 1; 238 sider, kr.248, C.A. Reitzels Forlag

(Anmeldelsen er tilgængelig normalt i biblioteks- og avisarkiver - de suppleres legalt af nærv. ikke-kommercielle web-sites gengivelse fra den offentlige debat).