Det er ikke så ofte, at der i TEL er anledning til at anmelde en dansk bog - af den simple årsag, at de bibelsk-arkæologiske udgivelser, der kunne være relevante at anmelde her, som hovedregel er fra engelsksprogede forlag. Her er dog en undtagelse - og det en af de mere specielle.
          Ud fra en almen interesse for oldtidskundskab og i særdeleshed for egyptologi, har Ove v. Spaeth (herefter OvS) skrevet en serie af bøger, der forsøger at gøre op med den hidtidige forskning inden for identifikation og tolkning af personen Moses. I dette første bind tager OvS fat i dateringsproblemerne omkring Moses samt spørgsmålene om Moses' relationer til det egyptiske hof.

          Hvornår Moses overhovedet levede har været debatteret ud fra forskellige synsvinkler gennem mange år. Nogle har villet forbinde Moses med den monoteistiske soldyrkende farao Akhenaten fra det 14. årh. Andre har dateret ham tidligere - imens de fleste enten har afvist ham som historisk person eller dateret ham til det 13. årh. - ud fra en teori om at israelitternes udvandring foregik midt i det 13. årh.
          OvS bruger dels det tilgængelige arkæologiske materiale - med den usikkerhed, det efterlader (selv om han støtter sig teorier hos SBA-bekendte som B. Wood, J. Hoffmeier og J. Bimson) - OG især rabbinske referencer til en astronomisk begivenhed i fiskenes tegn. Dette fører frem til at Moses er født i år 1534 f. Kr. og udvandringen foregik dermed år 1454 f. Kr. Herligt - en dansk bog, der ganske vist kun nyder fuld anerkendelse i "Faklens" kredse, der argumenterer for en datering, der næsten på årstal stemmer overens med Bibelens egen datering af begivenhederne.

          Med i OvS' argumentation for den tidlige datering af Moses hører også hans afvisning af den traditionelle kildekritiks metoder til at hugge bibeltekster i stykker. Eftersom der ikke er nogen form for oprindelig tekstmateriale, der kan bruges til kritisk opdeling af bibelteksten, så må den vilkårlige opdeling ud fra f.eks. gudsnavne ophøre. Vovet eller frimodigt kan man kalde det - indtil man opdager, at den kildekritik, som OvS afviser, bruger han selv i en anelse ændret form senere. Det sker, da han alligevel lader de rabbinske tekster og sine egne religionshistoriske forudsætninger danne baggrund for en kildekritisk behandling af 2. Mosebog i et forsøg på at 'rekonstruere' begivenhederne omkring Moses' fødsel i en egyptisk version.

          Den egyptiske version kommer til at spille en større og større rolle i OvS' fremstilling af Moses' liv. Efter den sobre behandling af dateringsspørgsmålet, går OvS hurtigt over til at behandle Moses' fødsel i lyset af dels nærorientalske traditioner og dels i lyset af egyptisk religiøs tradition. Ved hjælp af disse traditioner får han gjort Moses til ægte søn af den egyptiske prinsesse, der iflg. 2. Mos blot fandt ham. Hele seancen, hvor Moses skulle trækkes op af vandet skulle være et egyptisk religiøst drama, der skulle udspille sig som en del af et helligt ægteskab mellem tronarvingen og vedkommendes ægtefælle/ evt. stedfortræder.
          I forlængelse heraf skulle prinsessen være bortgemt i de sidste 3 mdr. af graviditeten - og efterfølgende trække sit barn op af vandet (den egyptiske betydning af navnet Moses). Parallellerne er mange. I hele nærorienten kendte man til hellige ægteskaber, hvor en konge og en ypperstepræstinde på gudernes vegne forenede det menneskelige og åndelige - og samtidig gav landet en guddommelig tronarving.

          Navneparallelerne i Egypten er også mange - da der er adskillige faraoner, der har båret navne som Tuth-mosis (f.eks. d. 2., 3. m.fl.). Kunne det ikke være det tilsvarende, der skete med Moses. OvS vover påstanden - og vover endda at påstå, at da Moses' mor (der skulle være den navnkundige dronning Hatshepsut) skulle have indgået sit hellige ægteskab med - ikke sin senere ægtemand - men med præsten i Midjan - Jethro.
          Rent arkæologisk/historisk kan muligheden ikke udelukkes - men OvS gør sig dog skyldig i adskillige halvfærdige mellemregninger undervejs. Han gør et stort nummer ud af at navnet Moses ikke er hebraisk, hvilket for ham må medføre at Moses er af egyptisk oprindelse - uden at nævne muligheden af at israelitterne anvendte det navn, Moses havde fået ved hoffet, fordi det var det, han var kendt for. Han antager, at stedet, hvor det omtalte drama foregik, var ved Karnak (dvs. langt syd på i Egypten), imens beskrivelsen af israelitternes placering iflg. 2.Mos. nævner at de boede i Goshens land allerlængst mod nordøst i samlet flok. Moses' kurv flød altså ikke 1000 km. mod strømmen.

          Måske kunne den begivenhed, som OvS mener at have fundet i egyptisk materiale, netop være sådan en fødsel uden at den overhovedet har noget med Moses at gøre. Den kongelige familie har ikke nødvendigvis alle været samlet i Karnak. Der er i alt fald ikke noget som helst grundlag for - hverken i det materiale, som GT rummer eller i det materiale, som OvS fremlægger, at antage OvS' teori for andet end et blandt mange genskrivningsforsøg af beretningerne om Moses. Moses' mor var ikke en egyptisk prinsesse, men hed jo Jokebed if. 2 Mos 6,20.
          En helt grundlæggende metodisk fejl, som OvS uanfægtet begår, antager at en hovedregel aldrig er uden undtagelse. Det er rigtigt, at der i det antikke Mellemøsten formentlig har været en hel del tempelprostitution - og i den forbindelse også en del former for hellige 'bryllupper'.

          Men - og her ligger et af de store problemer i OvS' bog - lige som det faktum at det hidtil kun er musvitter, der har besøgt mit fuglebræt i dag ikke umuliggør at der er andre fuglearter, der vil besøge den senere i dag - ligeså kan det faktum, at der var mange former for tempelprostitution i datiden ikke umuliggøre Guds plan og indgriben i forb. med Moses' fødsel eller at Gud mod sædvane og tradition kan lade en egyptisk prinsesse tilfældigt finde et hebræisk drengebarn og tage ham til sig, som den bibelske tekst siger det. OvS konkluderer på baggrund af en tendens - og lader den tendens være lig med hele sandheden.
          Det holder ikke - og vidner mere om OvS forudsætninger end om hans evne til at fremvise videnskabelige resultater. Disse forudsætninger kommer også til udtryk i et af bogens appendixer, hvor OvS tager sig tid til at forklare betydningen af et helligt ægteskab. Her bliver det ikke bare ved påstanden om at Moses er undfanget ved sådan et helligt samleje, men at også Isak, Samson, Jefta, Obed, Rehabeam - og Jesus - skulle være undfanget ved et sådant tempelprostitutions-samleje.

          Her hører det arkæologisk-historiske område op - og vi er ovre i de religionshistoriske tolkninger og -forudsætninger. OvS regner ikke med nogen form for Gud, der har udvalgt sig et folk til vidnesbyrd om sit forhold til menneskeheden. Han regner ikke de bibelske skrifter for overhovedet at være troværdige kilder - selv om han nok så flot indleder med at afvise den traditionelle kildekritik. Her er tale om en såkaldt forsker, der ønsker at rokke ved hele det bibelske billede af både jødedom og kristentro - blot fordi han mener at finde nogle usikre sammenlignelige religiøse former på 3500 års afstand. Den er for langt ude!

          OvS har præsteret et omfattende studie af en lang række historiske kilder. Han har afdækket materiale, der for en del forskeres vedkommende tilsyneladende har været glemt (det værd at notere sig, at det kun er i det arkæologiske materiale, at OvS i litteraturlisten henviser til nyere litteratur - størsteparten af det øvrige er produceret før 1950!), og som kan være med til at genindsætte Moses i den historiske samtid, hvor han hører hjemme. OvS har dog ikke villet nøjes med det historisk-arkæologiske studie, idet han ud fra sine religionshistoriske forudsætninger søger at fremstille Moses som et produkt af slotsintriger og religiøse magtkampe.

          Bogen er i sig selv ganske flot. OvS har et flydende sprog - og har pædagogisk nok samlet hovedkonklusionerne fra hvert afsnit i slutningen af dette. Desværre for troværdigheden af hans fantasier, kunne end ikke et ellers relevant noteapparat have hjulpet.
          Flot eller ej - ud over det første kapitel, hvor den arkæologiske sammenhæng diskuteres - er det ikke en bog, der kan anbefales til TELs læsere. Den giver alt andet end bibeltillid og bibelglæde.

K.W.S.

De Fortrængte Optegnelser, af Ove v. Spaeth; C. A. Reitzel, Kbh., 240 s., 248,- kr.

(Anmeldelsen er tilgængelig normalt i biblioteks- og tidsskriftsarkiver samt via www.sba-dk.dk/TEL/forside.htm - de suppleres legalt af nærværende ikke-kommercielle web-sites gengivelse fra den offentlige debat).

Politiken bruger med rette megen plads på Billeskov Jansens rosende anmeldelse af Ove von Spaeths kæmpeværk "Attentatet på Moses" (21.8.00). For i disse år nærmer vi os med stormskridt en historisk afdækning af denne tredobbelte religionsgrundlægger og formidable filosof, som selv Platon var påvirket af. Imidlertid fører von Spaeth os på samme vildspor som tidligere "videnskabelige" forsøg på f.eks. at gøre den monoteistiske farao, Akhnaton, og Moses til samme person.
          Lad mig undskylde at jeg som amatørhistoriker blander mig i en så seriøs debat, men de sortes evindelige lovsange i USA's kirker om Moses som den store befrier fik gjort mig lidt nysgerrig - og ikke så lidt forbavset over at finde en alt andet end befriende Moses. Bibelens beskrivelse er slem nok af denne fanatiske Saddam Husein og Khomeini i en og samme figur og det kan undre at han ikke forlængst er blevet henvist til kritikernes våbenhuse al den stund han i vor tid - uanset andre meritter og "at have handlet efter ordre ovenfra" - ville blive dømt for folkemord. Selv alle kvinder og børn i det medianske folk, som havde beskyttet ham under hans flugt, giver han sine forbløffede generaler ordrer om at henrette, mens han lader sine soldater voldtage jomfruerne (4 Mos 31,15).

          (Nej vandringen mod en moderne humanisme er langt fra den blodige, hellige krig som Moses paradoksalt nok lagde kimen til den med. Han vil for evigt være en mystisk sammensat og dog uhyre menneskelig skikkelse i sin ikke-guddommelige fuldkommenhed). Vi ligger altså som vi har redt, vi jøder, kristne og muslimer med lammets blod drivende ned af vore dørstolper. Men i dagens multi-etniske samfund burde vi netop derfor fejre denne eneste samlende faderskikkelse, vi har.
          Og her leverer von Spaeth et uhyre vigtigt bidrag ved gennem astronomien at fastlægge Moses' fødselsdag helt nøjagtigt til den 9. februar 1534 f.Kr. Lad os derfor smide nogle af vore forældede kristne helligdage ud og bruge denne dato til at skabe en ny fælles Store Mosedag, hvor vi sammen med vore jødiske og islamiske invandrere går på besøg i hinanden hjem og helligdomme til festmåltider og brækker usyret brød sammen for at fejre de af hans tanker, som har gjort os - trods alt - så ens.


Den vidt berygtede Københavnerskole

At denne dato nok er langt mere nøjagtig end f.eks. Jesu fødselsdag er også det eneste, jeg har fundet troværdigt i bogen, skønt der intet er galt med forfatterens imponerende kildemateriale og viden. Men for at få denne dato til at passe, hældes det ene postulat oven på det andet. Desværre stammer det meste fra mytologien og jødisk side og ikke den egyptologi, der alene rummer beviserne, hvis vi skal gøre os håb om at komme bibeleksegesens vidt berygtede Københavnerskoles attentat på Moses som historisk person til livs.

          Da bogen er skrevet i 1984 er den med ægyptologiens rivende udvikling i disse år allerede forældet. Udover nye arkæologiske fund etableres nu en helt ny kronologi for de ægyptiske kongerækker, så disse forskydes med 200 år. Herved bliver det Ramses II, som ødelagde templet i Jerusalem 925 - nøjagtigt som han selv praler med det på templet i Karnak. Man havde tidligere fejlagtigt lagt to kongerækker i forlængelse af hinanden fremfor sideløbende. Om dette må jeg henvise til Internettet. hvor detaljerne debatteres vildt af ægyptologerne.


Dynastiet bryder sammen

Uden dette kendskab må von Spaeth forsøge at få Moses til at vokse op i det stærke 18. dynasti nede i Theben, skønt alle og enhver jo ved at israelitterne var koncentreret oppe i nildeltaet. At lade udvandringen ske under de stærkeste krigerkonger i Egyptens historie, Tuthmoses II og Amenhotep II er lige så usandsynligt som at det skulle være sket under Ramses II som i filmen "Prinsen af Egypten".
          Von Spaeth er da også nød til at se bort fra to af de vigtigste ikke-bibelske kilder, Artapanus og Josefus, skønt de detaljeret beretter om en etiopisk invasion under Moses, der aldrig kunnet have fundet sted under det 18. dynasti. Derfor er han heller ikke i stand til at forklare hvorfra Moses har fået sin sorte nubiske kone, hvilket hans racistiske søster Miriam helt umotiveret skælder ham ud for i Bibelen og må endog frakende Moses alt slægtskab med Mirioam og Ahron og hebræerne i det hele taget.
          Nej kun ved at bruge en ny kronologi går hver eneste detalje op og kan underbygges i arkæologiske fund. For her falder 1434 f.Kr. nøjagtigt sammen med den enste farao i Egyptens historie med det samme navn som den "Chenephras" rabbinerskrifterne angiver som Moses' adoptivfar. nemlig det 13. dynastis største farao, Sobekhotep IV, og netop fra hans tid har den østrigske arkæolog Bietak fort nylig afdækket grave i deltaet med et usædvanligt stort antal barnelig tydende på drengebarnemord.
          Og lige så vigtigt fundet de senere massegrave, hvori folk i egyptisk klædedragt er smidt hulter til bulter efter den katastrofe, som i Bibelen romantiseres til "de ti plager", men som nok mere korrekt var det jordskælv, Artapanus beskriver under den senere farao, Dudimose. Under ham bryder det 13. dynasti sammen og Moses fører israelitterne ud, hvilket udgravningerne viser ved at al asiatisk klædedragt pludselig forsvinder fra jordlagene i Avaris.
          I arkæologien kan vi også afdække de år af Moses' liv, som ikke kom med i Bibelen, da han i sin ungdom førte egypterne længere ned i det sorte Afrika for sin stedfar end nogen tidligere farao. Modsat disses tidlige plyndringstogter, blev han verdens første imperialist gennem en intelligent del-og-hersk politik og indgiftning - det afsnit bibelskriverne glemte under omtalen af Moses' sorte kone. Moses' administrationsbygning, Deffufaen, ligger den dag i dag ligesom der blev fundet en kæmpestatue, som han lod opstille af sin stedfar.


Egen teori

Hvad der har interesseret mig mest under egyptologernes nyeste landvindinger, er hvordan selve udvandringen er foregået. Om dette har jeg min helt egen teori. For det er klart at med det kæmpemæssige antal slaver med hebraisk navne, som blot een papyrus i Brooklynmuseet opregner som solgt til Sydægypten, kan det ikke have været nogen let sag for Moses - i en tid uden computer - at få samlet alle israelitterne - endsige at få fat i mandtalslisterne, som opbevaredes i Avaris.
          Alt dette tyder på et slaveoprør oppe i deltaet, verdens første, som man da også ved fandt sted under Sobekhotep IV og som denne prøvede at forhindre ved med sin barnemordspolitik, som Moses altså lærte af sin stedfar, men desværre prøvede at overgå ham i undererobringen af det forjættede land.
          Men uden dette fantastiske blodbad kunne vi jo ikke i dag fejre vor fælles jødisk, kristne og muslimske identitet - og netop når vore supermarkeder i dag kun synes at have lært af Moses' etniske udelukkelsespolitik, har vi jo så meget mere brug for den anden Moses til at bringe os sammen igen. Så lad os som første indvandrerland erklære en Store Mosesdag ligesom USA indførte Kings fødselsdag for at bygge bro til en lukket minoritet.

          For mine beviser og hypoteser til grund for mit attentat på von Spaeths bog må jeg henvise til mine uddybende artikler på http://www.american-pictures.com/dansk/jacob/artikler/moses.htm/jacob/artikler/moses.htm

J.H.